At forlade den gamle by Forks.

Tom stod oppe på en bakke ved omegnen uden for Forks, han havde forladt Forks. Gad ikke at være der mere eftersom der var så mange som var sure på ham og som var ligeglade med ham. Dermed havde han besluttet sig for at tage til Volterra. En helt anden by, hvor han ikke havde været før hvor han også ville få en ny start. Hans blik strejfede udover Forks, ville have et glimt af det inden at han tog ordentlig af sted, og måske var der ingen som havde set ham? Udover af de nye som var flyttet til Forks. Han smilede skævt, selvom han havde besluttet sig for at flytte, så var det positivt da han siden da var blevet stærkere og fået en evne, lige som alle de andre alfa vampyre der var i Forks. Han bed sig let i læben og satte sig dernæst ned i hug. Han vidste bare ikke hvad hans evne var lige pt, men det fandt han vel ud af med tiden. Han lukkede sine øjne lidt og prøvede på at slappe af da der bare var sket meget på det sidste. Han undslap da et grin, hvad skulle det nytte? Der skete noget for ham hele tiden.

Lyden af en hjertelig latter fyldte skoven, for foden af banken. Melanie kiggede rundt og fniste lidt. Hun var barnlig, men hun kunne også være alvorlig. De lyse øjne vandrede rundt og hendes øjne stoppede på toppen af bakken. Der var nogen, men hun ville ikke gå derop. Hvad nu vis det var Kisha? Hun avr gået herud uden at sige det til nogen hvilket ville gøre folk urolige. Et fnis brød ud fra hendes læber og en lille blomst åbnede sig for Melanies fod. Her avr smukt og man kunne skabe kaos her. Det glad smil, blev mørkelagt og de lyse øjne flammede nærmest op. Hun elskede at skabe kaos, ligesom hjemme i Italien. Man fangede en hel flok mennesker også skræmte man dem fra vid og sans før man spiste dem. Melanie kiggede op på bakken, og blev en smule nysgerrig. Hun bed sig i læben, men gjorde ikke mine til at gå derop.

Tom kunne høre en lyd af en latter, en bekendt latter som han havde hørt før, men han var ikke sikker på om det kunne være hende. Hvorefter at han rejste sig op og vendte sig om mod personen, med vampyrens fart i hurtig hastighed dukkede han op foran hende, men gik et skridt tilbage da han opdagede at det var Melanie. Han kiggede lidt på hende, men vendte så sit blik ned mod jorden uden at sige noget. Bed sig diskret i læben inden at han begyndte at gå, måske havde hun ikke lagt mærke til ham som sådan? Selvom hun havde set ham. Puttede sine hænder ned ad hver sin bukselomme imens at han gik.

Melanie lagde hovedet lidt på skrå og lagde mærke til duften. Tom? Hun bed sig i læben og stod så foran ham. Hendes øjne lyste ikke, de så græde færdige ud. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men hun blokerede ham så han ikke kunne gå. " Tom? " spurgte hun med en lille stemme og forsigtigt kørte hun en finger over hans kind, bare for at sikre sig at hun ikke var død. Smilet var helt forsvundet fra hendes ansigt og den hårde facade var tilbage. Det var noget hun ikke kunne gøre for, men hun havde lært at hun skulle vøre på vagt. Det kunne være en anden eller også kunne han være en fjende nu?

Tom hævede det ene bryn da han mærkede at han ikke kunne gå, og han fik et letter chok da Melanie dukkede op foran ham. "Ja?" svarede han stille og kiggede ned i jorden. "Det er mig.." mumlede han, men vendte så sit blik op på hende. "Hvad har du gjort ved mig?" spurgte han nysgerrigt, imens at han prøvede på at bevæge sig, selvom det ikke hjalp noget. Han smilede så skævt og bed sig i underlæben. Det var underligt at de begge to var blevet stærkere, så selvfølgelig at hun var stærkere end ham, hvilket han bare måtte leve med. Han var bare glad for at han bare var blevet stærkere end sidst.

Hun grinte lidt og sendte ham et uskyldigt blik. " Jeg styrer bare dit sind, en smule " sagde hun kærligt og blinkede til ham. Hun havde hurtigt taget en tur omkring ham og bed sig så i læben. " Undskyld " Hviskede hun stille og kiggede ned i jorden. Hendes øjne var blevet mørke og kolde. Det var fyldt med skyldfølelse og had mod sig selv. Hun kunne ikke tilgive sig selv for at forlade ham uden at sige noget, men Volturrien havde sendt bud efter hende og hun måtte ikke sige noget til nogen. Hendes hår lå på hendes skuldre og prinsesse krøllerne var smukkere end før. Hele hendes gang, og udseende var blevet mere elegant og tiltrækkende. Langsomt vendte hun blikket mod ham og smilte undskyldende. " Jeg kan godt forstå vis du er sur, og vis du ikk kan tilgive mig" sagde hun stille og bed sig så i læben.

"Jeg er ikke sur.. hvis du fortæller mig hvorfor du forsvandt" sagde han stille og nikkede så til hendes svar, med hvad hun gjorde ved ham. "Undskyldning er accepteret.." svarede han så efter et stykke tid, hans egen plan havde jo alligevel været det at forlade Forks, så han kunne ikke være sur på hende, det var der ingen grund til især ikke at hans start ved det nye sted skulle ende med at være uvenner med Melanie, hvilket han ikke ville være. "Du er tilgivet" tilføjede han med et skævt smil, imens at han kiggede på hende. "Kommer da an på om jeg kommer til at gå, igen af min egen vilje?" smilede han.

Melanie grinte lidt og gav slip på hans gå-evne. " Nu kan du gå." sagde hun stille og bed sig lditi læben. Hvad skulle hun sige? Ilden boblede i hende, Vandet prøvede at finde frem i hendes øjne, luften legede med hendes hår og jorden rystede svagt under hende. " Jeg skulle møde Volturrien" svarede hun stille og kiggede op på himlen. Rystelserne i jorden stoppede og hun beroligede sig selv. Han havde nok bare ikke følelser for hendes mere? Et nyt smil formede sig om hendes læber, et kærligt smil. En varme gik gennem hende, da hun kiggede på hans ansigt igen men hun sagde ikke noget. Havde han stadig følelser for hende, selv efter hvad hun havde gjort? Et hurtigt ryk emd hovedet var nok til at få tankerne væk. " Det var derfor jeg forsvandt" sagde hun så.

Tom kiggede lidt ned af sig selv. "Volturrien.. okay" sagde han forvirret da han faktisk ingen anelse havde om hvem det var for en fidus. "En form for hersker?" spurgte han og kiggede hen på hendes fødder, så derefter op ad hende, det klassiske elevator blik. Sendte et smil efter at deres øjne mødtes, han var lidt usikker på om han stadig havde følelser for hende af en eller anden grund, han vidste jo ikke om hun var faldet for en anden. Det kunne jo godt være sket imens at de begge to var rejst væk fra Forks. Han rømmede sig lidt.

Melanie nikkede lidt og lagde hovedet lidt på skrå. " Jeg er blevet en af dem.." hviskede hun stille og bed sig hårdt i læben. Hun var hurtigt og kyssede ham så blidt åp kinden, ikke et venligt kys men et der fyldt med hendes følelser. Hun turde ikke kysse ham ordenligt for så ville hun ikke kunne give slip på ham. " øh.. Jeg fik lige lyst til at prøve det" sagde hun og kiggede ned i jorden, mens hun kørte en hånd gennem det sorte hår. Hun bed sig diskret i læben og kiggede forsigtigt på ham.

"Okay.. lyder godt" sagde han stille da han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige til det. Han smilede skævt, men undslap et grin da hun kyssede ham på kinden. "Så det gjorde du?" spurgte han drillende med et glimt i øjet, imens at han kiggede på hende. Hvorefter at han lagde sin ene pegefinger på sine læber, som han klappede lidt på, et tegn på at han gerne ville have et ordentlig kys. Han blev glad over at hun måske stadig havde følelser for ham, eftersom hans følelser ikke var forsvundet.

Melanie bed sig lidt i æben og kiggede ned i jorden. Hendes hjerne kørte på højtryk, men hun ville ikkel yve forham. " vis jeg kysser dig, så giver jeg ikk slip på dig igen" hviskede hun stille og slog en hjertelig latter op igen. Hun stoppede med at grine med det samme og kiggede alvorligt på ham. Hun gik et lille skridt tættere på ham for at se om han var bange for at hun kyssede ham. Et drillende smil formede sig om hendes læber.

Tom grinede lidt. "Det er fortid" sagde han stille og smilede så imens at han kiggede på hende. "Tror du jeg er bange?" spurgte han nysgerrigt, det så ud som om at hun prøvede på at gøre ham bange, han fnisede lavt. Han var aldrig bange for kvinder, selvom nogen måske var stærkere var end ham. Hvorefter at han lukkede sine øjne kort og kiggede på hende ud af øjenkrogen. Han ville drille hende lidt, og når det kom til stykket så var han faktisk meget glad for at han var taget til Volterra.

Melanie grinte lidt og prikkede ham på næsen. " Du bliver bange for mig, på et tidspunkt" sagde hun bestemt og en smule tilfreds. Ikke at hun ville have at han bæev bange, men hun var tilfreds med at han ikke var bange. Hendes hovede var få cm fra hans og hun smilte drillende til ham. Pressede sine læber blidt mod hans. hun lukkede sine øjne helt i og lagde langsomt armene om halsen på ham.

"Nå.. så siger vi det" sagde han drilsk, men smilende og førte sine arme ned omkring hendes hofte, lukkede sine øjne imens at han gengældte blidt kysset. Da han havde åbnet sine øjne, "Jeg elsker også dig" svarede han stille, da han lod deres øjne mødes. Han regnede ud at hun stadig havde følelser for ham hvilket han også havde for hende. Han bed sig i underlæben inden at han bed sig fast i hendes underlæbe, som han legede blidt med inden at han kyssede hende blidt igen. Han havde virkelig savnet hende, og han elskede hende stadig lige så højt efter at de havde været sammen i Forks.

Melanie bed sig hårdt i læben og kiggede på ham. Hun havde det ikke godt med det hun ville fortælle ham , men hun ville ikke lyve for ham. " Tom, jeg er også forelsket i en anden.." sagde hun stille, hun turde ikke indrømme at hun faktisk var en lille smule forelsket i sin livvagt. " Hun er min livvagt, men jeg elsker hende mere som en ven " forklarede hun. Hendes øjne var fuld af længsels for at TOm ksulle forstå hende. Hun kunne ikke selv forstå sine egne følelser.

Tom hævede sine bryn og gik et skridt tilbage, han grinede lidt efter at han havde fået det at vide. Han kunne ikke elske nogen som også elskede en anden, også at det lige frem var en pige at hun elskede. Han rømmede sig derefter. "Glem det her kysseri.. og glem mig, jeg gider ikke at høre om det der" sagde han køligt og kiggede lidt ned ad sig selv, inden at han begyndte at gå væk fra stedet.

Melanie følte knuden der formede sig i hendes mave. Han forlod hende bare uden at lade hende forklarer? Hendes hals føltes tør og hun havde mest af alt lyst til at skrige og græde. " Tom.. Du må ikke.. " hviskede hun og rakte sin hånd mod ham. Hendes stemme var desperat og grædefærdig. Hun faldt ned på knæ og hulkede. " Hun er bare venlig mod mig, venligere end alle andre har været. Jeg elsker dig og ingen andre. Jeg er bare forvirret " hviskede hun stille og havde mest af alt lyst til at løbe efter ham, men hendes ben ville ikke lyste. Hendes blik ver limet til ham og hun lå på alle fire, nærmest hev efter vejret selvom det ikke var nødvendigt.

"Du har lige sagt at du elsker en anden!" svarede han med en kold tone i stemmen, da han stoppede op.
Han bed sig hårdt i læben. "Jeg tror ikke på dig" mumlede han stille og begyndte derefter at gå videre,
det var svært for ham at acceptere det at hun havde andre følelser for en anden, og som også var en pige.

Melanie bed sig i læben lod sin vrede og sørg tage over hende. " Well, hun er vel også den eneste der gider at stole på mig " hvæsede hun. Hendes stemme var kølig og hård. Hun havde mistet alt hun elskede og havde kun Kisha og Elizabeth tilbage. De eneste der ville opbakke hende og ikke bruge hende. " Det var hende der tog sig af mig.. " hviskede hun og stod så foran ham. Hendes øjne flammede op og hendes hænder rystede. Hun kunne ikke skade ham om hun så ville eller ej. Han var for dyrebar. Hendes facade var oppe igen og hun viste ham intet af sig, ingen følelser. intet. Hun trådte til sige for ham og ville lade ham gå. " Gå.. Du betyder intet.. " hviskede hun og knuden i hende blev størrer. Hun ville ikke have ham til at gå, hun ville føle hans arme omkring hende igen. Men nu hadede han alt ved hende.

"Jeg forlader Volterra og du vil aldrig kunne finde mig" sagde han koldt med en vred stemme og skubbede hende væk med alle sine kræfter, han var ligeglad med om hun kom til skade eller ej. Eller hvad der i det hele taget ville ske med hende. Hvorefter at han løb væk, hurtigt kom han op at løbe i vampyr fart, ingen skulle stoppe ham, ingen! ALLE var ligeglad med ham, ALLE! Og dermed følte han sig ikke tilpas nogen steder, det han vidste var bare at han ville væk, et sted hen hvor han ikke blev brugt.

//Out//