Bølgerne.

Benjamin puffede hende blidt tilbage med snuden. Hun havde varm pels og den stod godt til hende. Han var van til at drille hende nu, men få gange gjorde han det ikke kun for sjov, men fordi han kunne lide hende. Et stort ulvegrin kunne ses i hans ansigt og han sprøjtede vand på hende med sin store pote. * Elsker alle ikke det? * spurgte han sarkastisk og gryntede lidt. Hans humør kunen altid ændre sig på få sekunder, men det gjorde det ikke så meget mere.
En tanke fløj hurtigt ind i hans hovedet og fik ham til at grine lidt, hvilket lød mere som et grynt. Hvordan mon det ville være at få en prægning med sin bedsteveninde? Et hurtigt skuldertræk fik svaret på hans egne tanker. Han vidste det ikke og han var heller ikke sikker på om det ville være en god ide at opleve. * Det skal du ikek svarer på * tænkte han grinende og hentydede til både spørgsmålet og hans tanker.

Hun lod et fornøjet grynt fra sig, og nød vandet og varmen. For lige nu, i hendes ulveform, føltes det dejligt varmt og forfriskende. Hun vidste dog ikke helt, hvad hun skulle tænke om hans tanker. Prægning og den slags, tænkte hun ikke meget på. Hun ønskede ikke engang at falde for nogen, men bare at kunne være fri. Hun ville ikke gå rundt, helt forgabt og afhængig af nogen, men at have en fyr som hun holdt af, ville ikke være ringe. Bare det ikke ville være fordi hun var alphaen, eller ja, baseret på det forkerte grundlag. Hun strøg fortsæt næsen mod hans varme pels. Den var opvarmet af de klare solstråler. *Jeg forstår ikke hvorfor du tænker sådan. Jeg tror ikke engang at nogen i pakket har præget endnu.* Tænkte hun tilbage til ham, og begyndte at svømme lidt længere ud mod vandet. Hun elskede bare det varme vand, og bølgerne som slog imod dem. Hun kastede et blik tilbage mod ham. *Du er dejlig, ved du det?* Tænkte hun muntert.

Benjamin smilte drillende og trak lidt på den ene skulder, den var dækket af den våde pels som glimtede lidt i solen. Han var ikke den eneste i pakket der var sort, men farvne passede også til hans størrelse. Benjamin grinte lidt og kiggede så på Catya igen, med et glimt i øjet. Hun var ikke bare en pige han holdte inderligt meget af, men hun var også hans bedsteveninde. * Jeg ved det ikke.. Det var bare en mærkelig tanke jeg fik.. Du ved, jeg er jo mærkelig * tænkte han grinende og hans stemme lød munter, ligesom hans brune øjne var. Solen var ikke det eneste der vamrede hans pels, for han var jo også brandvarm. Benjamin havde hørt om et nyt medlem, og set det andet. Han gryntede lidt, et tilfreds grynt. * det siger alle jo til mig * tænkte han og nussede hende blidt i pelsen med sin snude, da han var nået ud til hende.

"Sikkert. Bedste venner, for evigt." Sagde hun, og gav ham det nærmeste til et kram, hun i sin ulveform kunne give. Efter det, så hun op på ham. Det var underligt at se, føle, høre og lugte verden, gennem en ulvs øjne. Selv efter så lang tid, så mange måneder, var hun stadig kun i optræning, selv som Alpha. Hun mente at man altid kunne blive bedre. *Jeg tror gerne at jeg vil op igen. Vent lidt.* Sagde hun. Grunden var nok mest at hun hadede at andre 'brød ind' i hendes tanker, hvilket han allerede vidste. Hvilket alle i pakket vidste. Hun svømmede over mod stenene, hvor hun havde lagt sit tøj. Hun tog det hele op, ved at gribe fat med tænderne. Det var allerede ved at være tørt, så hun svømmede omhyggeligt til bredden igen, uden at få det under vand. *Jeg går ind bag træerne - og jeg hører det i dine tanker, hvis du følger efter.* Tænkte hun, og rystede sig, da hun nåede bredden. Hun løb ind bag træerne, og slap sit tøj, før hun forvandlede sig igen. Hun begyndte hurtigt at få sit tøj på, før hun kom frem fra træerne, igen. Hun smilede til Benj, glad for at hun ikke kunne høre ham mere - og for at han ikke kunne høre hende.

BEnjamin gryntede lidt og svømmede op mod bredden ligesom hun gjorde. Han stoppede bare da han var kommet ind på strandet, hvor han lagde sig ned. Hans pels glimtede svag af alle de dråber der sad i hans pels. Pelsen ville nok blive varm, om et par minutter. Langsomt lukkede han øjnene i og brugte sine hænder som en slags hovede pude. Det var rart at have sin tanker for sgi selv, uden at folk ville kunne gennemsøge dem. Han lavede en lille grimasse, og hans hale fejede i sandet. Han grinte lidt, som lød mærkeligt da det kom fra en stor ulv. De mennesker der kom forbi nu ville nok blive skræmt fra vid og sans. Den tanke fik ham til at smile størrer. Og det ville helt sikkert skræmme dem vis de vidste at det var derfor han var blevet en del af den 'bande' som sprang ud fra klipper o.s.v Alle folk havde set Benjamin som den søde og artige dreng fra Reservatet, men nu var han den der var 'den slemme dreng'. Det lød bare så forkert i hovede.