Er jeg blevet skør?

Tid: Kl.09.00 om morgenen
Dag: Torsdag
Sted: I skoven
Vejr: Rimelig varmt, men som altid overskyet
Omkring: En mase dyr.
Påklædning: http://www.contactmusic.com/pics/lc/paws_for_style_280709/bella_thorne_2521687.jpg


Lyden af stemmerne i hendes hovede, afbrød hendes tanker. * Vi er her * blev stemmerne ved med at sige. Ann kiggede bare rundt og hendes blik var skræmt. Hun kunne ikke klarer det mere, hvad skete der. " Stop det! jeg vil ikke..!" skreg hun høj tog lod sig falde ned på knæ. Hendse hænder rev fast i hende shår og hun hulkede som en gal. " Hvad sker der med mig ?" hviskede hun grædende og hendes hænder begyndte at ryste svagt. Var hun ved at blive skør? Ann bed sig i læben og slog sin hånd ned i jorden. Hvordan kunne hun stoppe disse stemmer? Hun hvæsede højt og begyndte at råbe bandeord ud i luften, hvilket fik alle dyrene til at løbe skræmte omkring. Hun lukked eøjnene og mærkede det kolde tårer det flød ned af hendes varme kinder. " Jeg har det ikke så godt " hviskede hun og en stemme i hendes hovede sagde at hun bare skulle tage det roligt. Hun ville svarer igen, men lukkede bare øjnene i og bukkede under. Der blev helt mørkt, hvor var hun?

Påklædning: sorte busker der går til knæet, lang mørkeblå top og mørkeblå, korte Allstars

Jamilah løb rundt i skoven og ledte efter varulven. Hun var fulgt efter pigen et stykke tid, men var stadigvæk ikke træt. Ligenu bevægede pigen sig ikke, for lugten af hende stod stille. Hun vidste godt selv at det var forvirrende, det der skete i starten. Man blev først meget varm og ekstrem dårlig. Så hvis man blev vred, blev man til en ulv og så begyndte det for alvor. Hun følte virkelig med den nye.
Efter kort tid fik hun øje på ulven. Stoppede omrking 100 meter fra og kravlede lynhurtigt op i træet. Satte sig højt oppe på en tyk gren og så ned på pigen, med medfølelse i sit blik. Hvis hun kunne tage pigens smerter på sine skuldre, ville hun bestemt gøre det.

//Man kan kun høre hinandens tanker når man er i ulveskikkelse ^^//

Annika kunne lugte en anden lugt, en der mindede hende om noget. Hun slog øjnene op, mens hun lige nåede at skimte en anden pige. Hendes egne hænder rystede kraftig, men hun fik stablet sig på benen. De brune øjne kiggede rædselslagende rundt også rystede hendes ben også. Hun kiggede ned af sig selv og mærkede en varme der spredte sig rundt i hendes krop. En snerren brød frem fra hendes bryst. Hun lukkede øjnene og lod tårene trille som du nu havde lyst til.
Lyden af tøj der revnede kunne høres i skoven og en hylende lyd. En brun ulv, stod midt i lysningen og den hylede højere og højere. * Hvad er der sket ?!* skreg hun i sine tanker og følte sig frastødt over sig selv. Hun peb og satte så i løb, længere ind i skoven hvor inegn kunne se hende. Hun var jo afskuelig. Pigen havde set hende, men det var hun ligeglad med. Folk der så den lille ulv løbe i skoven, med store tårer trillende ville tro at de var blevet skører. Ulve kunne ikke græde.

Jamilah sukkede. Så var det sket. Hun rejste sig op på grenen og tog hurtigt sit tøj af. Smed skoene ned på jorden. Dem ville hun finde senere. med en ledersnor bandt hun sit tøj rundt om sine ene ankel og hoppede ned fra det høje træ. I mens hun var i luften skiftede hun skikkelse til ulv og landede på poterne med et blødt bump. Nu stod der i stedet for en pige, en helt hvid ulv med grøn/blå øjne.
Hun satte straks i løb efter pigen. Efter kort tid havde hun indhentet hende. Det var fantastisk at være så hurtigt som hun var. *Vent!* Sagde hun roligt i sine tanker til pigen.

DEn brune ulv stoppede ikke op, men pressede poterne dybere ned i jorden for at få mere fart på. Hun var skræmt fra vid og sans. Hendes tanker var helt sorte, men da hun hørte en stoppe i sine tanker stoppede hun op. Hvorfor hørte hun stadig stemmer? * Hv.. Hvem er du ? * tænkte hun med en panisk stemme. Hun var for alvor blevet skør. Hvorfor kunne hun ikke bare have en almindelig dag i hele sit liv?

To sekunder efter at den brune ulv var stoppet stod Jamilah, den hvide ulv, foran hende. *Mit navn er Jamilah* Svarede hun roligt og så på pigen med sine grøn/blå øjne. De passede bestemt ikke til ulve og slet ikke en hvid ulv. Øjnene var ligesom for intelligente til at være en ulvs.
*Træk vejret dybt* beordrede hun blidt, men også en smule bestemt. Det var vigtigt at pigen gjorde, som hun sagde. *Jeg har selv været der hvor du er og det er bestemt ikke rart*

Ann kiggede med store øjne på ulven, så hun kunne læse hendes tanker? Men hun kunne også hører Jamilah's. HEndes vejrtrækning blev langsommere en smule dybere. Langsomt kiggede hun end af sig selv og lagde sig så helt ned på jorden. * Jeg er et monster * tænkte hun trist og de brune øjne så ikke bare skræmte ud men også tomme. Hun havde vidste at der var noget galt med hende. Ann havde før hørt om drenge i reservatet der dannede grupper, men der var kommet to piger i gruppen. HEndes udtryk gik fra skræmt til nysgerrigt. * Du er medlem af den der gruppe ikke ?* spurgte hun stille og hendes 'jne var en smule nysgerrige.

*Du er IKKE et monster, Annika* Tænkte hun bestemt til hende. Hun mindes kort at hun selv havde sagt det til Catya for et par måneder siden, da hun selv var ny. Det skræmte hende en smule, at denne pige også sagde det. De var jo ikke monstre, nej det var vampyrene der spiste mennesker. Bare tanken gjorde hende dårlig.
*Jo, jeg er medlem af Catyas pak og jeg er næstkommanderende* Tænkte hun forklarende og viste Annika et billede af Catya fra sin hukommelse. un et kort øjeblik og så forsvandt det igen.

Annika rystede lidt på hovedet, for at få styr på det hele. Hendes tanker fløj rundt til i hvilken alder alle drengene blev størrer og anderledes i. Hun havde ca. regnet det til 17-18 år. Et gisp fløj fra hendes læber, hun var jo kun 14. * Er jeg ikke lidt for ung til at være sådan her ? * spurgte hun tøvende og kunne ikke engang tænke ordet varulv. Hendes hale lå stille og hendes brun eøjne så uroligt på Jamilah.

*Der er ikke nogen bestemt alder* Forklarede hun i tankerne. De fleste gjorde det først i slutningen af teenageårene, men det kom meget an på hvor mange vampyre der var inde i Forks. Måske var der nogen på gennemrejse siden pigen allerede var blevet varulv.
*Det kommer an på vampyrene i området* Sagde hun i tankerne og ventede spændt på pigens reaktion. Jamilah var glad for at pigen indtil videre ikke havde snaget i hendes hoved. De fleste ledte altid efter flere oplysninger.

ann nikkede bare lidt og kiggede oppå en hvide ulv, hun var smuk. * Vampyre?* Tænkte hun spørgende og hendes ansigt ændrede sig til forvirret. Var alle de historier de fortalte nede i Reservatet sande? alt det med Pale'Face's og de kolde? Hun rystede lidt på hovedet og lavede en lille grimasse. * Det kan ikke være sandt* tænkte hun stille og tvivlende.

*De fleste af dem er sande, Annika* sagde hun roligt og kunne mærke at Annika var temmelig forvirret. Hun havde næsten lige opdaget sin Omega evne. hun kunne læse og ændre folks følelser. Ret brugbart til de nye. Jamilah brugte sin evne til at få Annika til at føle sig rolig og knap så forvirret. Vidste at hun nok ikke ville mistænke hende for at have gjort det. Annika havde så meget andet at tænke på.
*Nogen er måske meget overdrevet, men der er et gran sandhed i de fleste af dem*