Den mærkelige jagt.

Dato:: 12/7
Årstid:: Sommer.
Dag:: Torsdag.
Vejr:: Lunt og fredeligt.
Sted:: La Push Strand.
Tid:: Midnat.
Omgivelser:: Et menneske og Lestat.
Påklædning:: En blodrød kåbe og nogen flotte sorte bukser.

_____________________________________________________________________________________



Vampyren Lestat, havde draget til Forks området for at skaffe sig af med et udødeligt barn, hans livvagter var ude og lede efter den, mens han selv var ude for at more sig, Lestat var nemlig taget ud for at drikke.. Han havde fulgt efter et bestemt menneske i en times tid, han vidste ikke hvorfor han tog så lang tid om det, det var vel skæbnen? Han havde blevet ved med at løbe rundt om mennesket så hun ikke lagde mærke til ham, så hurtigt, at et menneske øje ikke kunne følge med.
Han blev ved med at løbe som bare fanden, han blev jo aldrig træt eller noget så det var jo lige meget, han vidste at han aldrig behøvede at stoppe, men hvorfor skulle han det? For blod? Måske, han kunne jo sagtens vente, det havde han gjort masser af gange.
Han stoppede op, hvorfor vidste han ikke? Han havde bare lyst, han stod cirka 10 meter fra hende, hun kunne umuligt se ham, hun kunne måske mærke en kigge direkte på hende, men ikke mere og ikke mindre, desuden ville hun sikkert tro at der var noget i vejen med hende, han begyndte at gå imod hende langsomt skridt for skridt.

Catya var som oftest også selv nede ved stranden, selvom solen i dette tilfælde ikke skinnede; Der var skydække, men alligevel dejligt varmt, som om solens stråler trang igennem alle de små skyer på himlen. Hun Havde aftalt at mødes med sin veninde hernede. Hun var også fra reservatet, men vidste intet om hvad der var ved at ske med hende, og nogle af de andre. Hun havde spurgt om de ikke kunne mødes, fordi hun savnede hende så forfærdeligt, og Catya havde sagt ja. Hun stod på en af de høje klipper, og så ned. Der var ikke langt ned til hendes veninde. Alt hun behøvede, var at klatre ned. Hun foretrak nu at springe. Nu havde hun boet i Reservatet så længe, og lært stedet at kende, så hun med med ynde og lethed, kunne springe ned fra de stejle skranter, som nogle gange gav efter for hendes vægt. Hun var måske en spinkel pige - men kræfter havde hun nok af. Det kræved ejo også en del at være alphaen i flokken. Der blev talt lidt om at hun var en kvinde, som en af de første nogensinde, men hun havde jo ikke selv valgt det. Det havde skæbnen valgt for hende, og som så mange gange før, var hun taknemmelig. Da hun endelig nåede ned fra klipperne, efter et par minutter, stønnede hun træt, mens hendes hjerte racede afsted. Hun så rundt, og fik øje på hendes veninde. Men noget andet bemærkede hun også. Det var ikke noget hun så, og heller ikke noget hun hørte. Hun kunne lugte en sød duft i luften. Hun havde før ikke kunnet dufte den, da der havde været så meget modvind, på turen ned. Duften var vaniljeagtig. Uimodståelig, og ikke som noget hun nogensinde havde duftet før. Hun sniffede duften ind. Det var sådan en frisk og naturlig duft. Den nærmest paralyzerede hende i nogle minutter, og fik hende til at stå målløs, før hun fik revet sig løs, og igen blev nærværende. Hun begyndte at løbe mod sin veninde, som ikke vær mere end nogle 100 meter fra hende nu. Hvad var det der var i luften. Det var ufatteligt.

Lestat rynkede på næsen, han kunne dufte noget, en duft af? Hindbær agtigt, det var lang tid siden han havde duftet sådan noget, sidste gang var for næsten 1969 år siden, i hans gamle have før han havde været med i Volturi Klanen, han vendte sig om lynet da han mærkede lugten var lige imod ham, han kunne se det, det var en pige, det mærkede som et sus i hans hjerte da han så hende, hun var smuk, hun var perfekt, hun virkede så perfekt, han havde aldrig følt sådan for en før, det var som om han allerede kendte hende, han allerede havde været samen med hende i flere år, flere århundreder, i flere årtusinder. Han gik stille frem mod hende, langsomt, han gik mod pigen (Catya), han ville se nærmere på denne duft denne perfekte duft, denne perfekte person, skridt for skridt gik han imod hende, han var cirka 50 meter fra hende.. Det var som om de passede perfekt sammen?..

Hun kom til at stoppe op igen, og se ud mod havet. Kunne det være det? Nej det kunne ej. Den duft burde ikke være der. Der måtte være noget i nærheden. Eller nogen. Hun standsede, og så sig bare forvirret omkring. Hendes veninde havde fået øje på hende, og gik nu langsomt over mod hende. Hun end ikke ænsede hende. Hun vendte sig om mod venstre, og gispede. Hendes øjne blev helt store, og alt i hende - ja det var som om det faldt fra hinanden, bid for bid, for blot at finde sammen igen, som et puslespil. Et puslespil hvor der altid havde manglet nogle brikker. Men det havde ikke været nogle tilfældige brikker. Det havde været dem som samlede hele puslespillet, og gjorde det til en helhed. Hun bed sig i læben. Intet fattede hun. Da veninden kom hen og krammede hende, ænsede hun intet, men stirrede bare mod personen; Han var langt væk, men alligevel så hun ham skarpt. Hun så alt skarpt nu. Det var som var hun blevet genfødt til et liv sammen med den person hun så foran sig, lige nu. Den person som langsomt kom tættere på. Hun tænkte hverken 'vampyr', 'varulv' eller 'menneske' - eller noget helt tredje. Hun tænkte bare: Ham. Ham som fik alt i hende til at føles så rigtigt, ham som samlede hende så let, som havde hun virkelig været et puslespil. Hendes hoved var helt tomt. Alt hun vidste, var at hun måtte lære denne person at kende, og være sammen med den til enten livet eller døden slap op. Det var svært at sige hvilket der ville komme først.

Lestat vendte blikket mod hende og lod menneske kramme hende, han var stadig nogen meter fra hende, mennesket havde ikke opdaget dem, Lestat lagde fingeren på læben som et tegn på 'shh' eller almindeligt stille, han kiggede til højre side, han pegede bag efter med samme hånd mod venstre hånd, han begyndte at løbe, at løbe som aldrig før så hurtigt, denne fart havde han aldrig været op i, men kunne jo sige at han havde fået nye mål, han var ligeglad om han havde afsløret det for et menneske, det vigtigske var at han måske ville møde hende, eller han blev nød til at finde hende igen. Før første gang i 1990 år havde Lestat smilt, med varme, en vidunderlige varme, en ny varme, en dejlig varm, smil, han stoppede op, han stod lige foran vandet, han gik skridt for skridt væk fra vandet, han rettede lige sit tøj og buttede sit sædvanlige kolde smil på, han ventede spændt på hende..

Hun lagde helt fraværende armene om veninden, som begyndte at tale om ting som hvordan hun havde savnet hende, og hvordan det var gået siden sidst. Catya hørte slet ikke efter. "Hmm." Mumlede hun stille, med et suk. Hun så efter ham, og ville inderligt ønske at hun bare kunne følge efter ham. Hun var ligeglad. Ja, hun var næsten ligeglad med bare at forlade veninden midt i det hele. Hun hviskede stille til hende, stadig med øjnene rettet stift mod ham. "J.. Jeg er nødt til at gå. Undskyld." Hun slap veninden, men gispede, da han løb. Han var ikke et menneske; Han var en vampyr. Hun lagde hånden for munden, og stirrede bare efter ham. Der gik ikke mange sekunder, før hun begyndte at følge efter. I sin menneskelige form, kunne hun slet ikke følge med i hans tempo; Han løb alt alt for stærkt. Faktisk betød det ikke noget, at han var vampyr. Det smil han havde sendt hende, havde været så ægte, og så kærligt. Sådan et smil havde hun aldrig før fået. Hendes kinder blussede op, før hun sukkede, og begyndte at løbe efter ham, uvis på hvad han havde ment med det. Hun vidste dog, at det ikke var et trick. Hvordan kunne nogen så perfekt dog være ond? Nej, vampyr eller ej, så var han det mest fantastiske og vidunderlige, hun nogensinde havde set. Men uanset hvor hurtigt hun løb, kunne hun hverken fange ham, eller se ham. Hun stoppede op, og så rundt efter ham. Veninden ville umuligt kunne se hende nu. Hvis bare hun dog kunne få øje på ham. Hun vidste, at hvis han nu var forsvundet, og hun aldrig fik ham at se igen, ville hun alligevel lede. Hun vidste at det var ment, at han skulle være en del af hendes liv, og at de skulle være sammen. Uanset hvor forkert det så end måtte være.

Lestat stod nu kun nogen få meter fra hende, han så på hende, det var fortryllende, det var bindende, det var kærlighed..
Lestat havde aldrig følt sådan, for nogen overhovedet, han havde altid været en kriger, en umættelig kriger, det elskede blod, dræb og mord, dette var alt for anderledes..Han gik tættere på hende, langsomt han nød alt hvad han så på hende, han stirrede helt på hende, da han endelig var henne ved hende, lugtede han igen og fik lugten, lugten der var ubeskrivelig god, den var som om.. Ja som om hun var en hindbær, hun lugtede bare bedre.. Han kiggede bare på hende han turde ikke sige noget, noget som kunne ødelægge det hele, han var næsten sikker på at hun var et menneske, men skulle han suge hende og lave hende om et til det udødelige? Skulle han det? Ville han det? Og hvad ville han få ud af det ingenting? Nej...

Hun så efter ham, med et næsten længselsfuldt og bedende blik. Da hun atter vendte sig om, og fik øje på ham, begyndte den igen. Den voldsomme hjertebanken. Hun stod bare helt stille, som han nærmede sig hende. Da han stod lige foran hende, så hun op på ham, med de lysende øjne. Hun sagde intet, for en tid. Og hvad burde hun overhovedet sige, til denne mand? Det var ikke fordi hun følte, at han var overlegen; Hun havde mødt sin ligemand. Hun vidste ikke hvad det var ved ham, der sådan dragede hende til ham. Det, der så inderligt forlangte, at hun skulle være hos ham. Den fortryllende følelse af at dette var 'rigtigt', gennemsyrede alle andre tanker. Som fx tanken om at han var en vampyr, og at han kunne finde på at bide hende, æde hende op. Hun vidste at han ikke ville kunne gøre noget sådant: Uanset hvor smuk, og hvor lunefuld han var, så var han ikke ond. Hun smilede et svagt smil, mens en rødmen steg i hendes kinder. Hun turde ikke sige noget. Ikke af frygt for ham, men af frygt for sin egen stemme, som at dømme efter hendes nervøsitet, blot ville blive en piben i hans ører. Det mest logiske, ville være at spørge hvad en vampyr lavede i La Push. Det var hendes ret, og det var hvad hun som Alpha gjorde; Beskyttede menneskerne mod væsner som ham. Men logik, var ikke at spore nogetsteds i hende. Hun ville holdes i hans stærke arme, og hun vidste at han ville passe på ikke at holde hende for stramt. Hun ville røre ved ham, selvom han ville være kold som is, mod hendes brændende varme hud. Hun ville se de ham i øjnene; De honninggule øjne, i al deres perfektion. Hun ville gøre alt hvad hun kunne, for at gøre ham lykkelig, fra nu af. Hun sank en klump. Den eneste lyd der hørtes, var hendes bankende hjerte, midt i stilheden. Blæsten førte hans duft til hendes næsebor. Aldrig havde hun duftet noget så skønt, i hele sit liv. Mon han vidste hvad hun var? Hvad var hans navn? Hvor kom han fra? Hun ville vide alt om ham og hans fortid, som hun nu havde tænkt sig at blive en del af hans fremtid. Hun smilede op til ham; Et kærligt og varmt smil.

Lestat kunne mærke det, han vidste hvad hun var, en alfa, og en hund? De stod lige foran hinanden, Lestat sendte hende det smil, som han aldrig viste andre, han vidste hvad der var med ham? Denne varme følelse? En følelse som aldrig blev vist eller følt? Hvorfor nu? Hvorfor lige denne forkerte person, en person som sikkert ville dræbe ham? Selvom hun sendte ham et smil? Han ville vide alt om hende, og han var næsten sikker på at den følelse blev gengældt af denne unge varulv,
"Undskyld mig, hvad hedder du? Kære?"spurgte Vampyrten Lestat med en kold stemme, man skulle ikke tro det men det var hans rigtige stemme, kold som is, kold som ham selv, han gik nu rundt om hende og så hende fra alle vinkler, han lugtede til hende igen og igen, han ville huske hendes lugt, og hvordan hun var, hvordan hun måske ville være i fremtiden, han kiggede dybt ind i hendes øjne igen.

Hun følte som hun aldrig havde følt før. Blot det at stå foran ham, og se på ham, føltes som et privillegium. Hun ville nyde det. Det, at kunne se ind i hans øjne uden frygt, overraskede hende selv. Men hvordan kunne hun nogensinde frygte ham? Om det så var virkeligt, at han var en vampyr. Sikkert en meget stærk en af slagsen. Hans stemme overraskede hende ikke; Den var kold, og dog så perfekt. Som en perfekt symfoni, som aldrig ville blive kedelig. Som måtte spille for hende, til hendes dages ende. Det var en selvfølge, at han skulle have sådan en vidunderlig stemme. Hun lagde slet ikke mærke til kulden, som ville have affekteret de fleste. Mod hvad hun plejede, var hun nu helt mundlam. Hendes hals føltes umådeligt tør.
"Jeg hedder Catya." Svarede hun, og fulgte hans blik. Hun drejede hovedet efter ham, da han begyndte at gå rundt om hende. Alt var uvirkeligt, og ubegribeligt. Alt hun ville, var at lære ham at kende. Men siden han var en vampyr, vidste hun også hvad han gjorde; Han dræbte mennesker. Han drak deres blod. Han ville sikkert have drukket hendes venindes blod. Og alligevel, var hun ikke bange. Forstanden slog helt fra, og hun var ligeglad. Hun havde fået et nyt mål. Ikke blot at beskytte menneskerne i La Push, og lede sit pak, men også ham - og det lå over alt andet. At kunne tilbringe resten af sine dage, sammen med ham. Hvor længe mon han havde levet? Hun sukkede. Hendes hjerte bankede ekstremt hurtigt. Hun så ham ind i øjnene igen. "Og hvad hedder du?" Spurgte hun. Et smil bredte sig, om hendes læber. Et lykkeligt smil. Så længe det dog varede. Hvis hun havde været et menneske, kunne han bare forvandle hende. Som varulv, ville det aldrig blive en mulighed. Det ville jo forgifte hende. Mon han allerede vidste det? Mon han havde en eller anden evne, som tillod ham allerede nu, at vide alt om hende?

Lestat smilte igen, med hans kolde smil, selvom man sagtens kunne se at der dog var lidt varme i smilet, han forsatte med at gå rundt om hende, han tog fat i hendes hånd og fik hende til at gå med, han prøvede at være ham selv, men kunne næsten ikke, han fik nu et helt smil på, "Undskyld mig, du har måske hørt om Volturi klanen? Hvis du har, så er jeg med i den, mit navn er Lestat Tha Chaos, jeg er cirka 2010 år gammel, og ja jeg er en vampyr en magtfuld vampyr, ret meget"sagde han ærligt og hurtigt, som om han bare ville indrømme noget, som om han ville ud med det hurtigt, "Men lige en anden ting, du virkede ikke overrasket over at jeg løb så hurtigt, er du en slags vampyr, hybrid? menneske eller Varulv?"sagde han og lagde tryk på varulv.

Hun gispede, da han tog fat i hendes hånd. Nu var der ingen tvivl, hvis der overhovedet havde været tvivl før. Han var en vampyr. Hans hånd var så kold. Den kunne nærmest smelte, mod hendes varme hånd. Hun tog fat om hans, ikke forsigtigt. Hun vidste at han var vant til meget mere. Hun havde hørt om Volturi-klanen. Hun havde hørt vampyrerne, som levede i Forks og omegn, kun hviske om navnet, tydeligvis ærefuldt og respekterende. Hun vidste nu ikke meget mere om det. Hun rystede på hovedet. "Jeg har hørt om den, jo. Men jeg ved intet om den." Svarede hun. Hun sagde intet til hans alder; Det var jo normalt at mange vampyrer, var meget gamle. Men så gammel? Født samme år som Jesus? Allerede nu, opstod så utroligt mange spørgsmål i hendes hoved. Hun stillede dog ingen. Hun klemte om hans hånd, kærligt. Det var dejligt at holde om den, selvom den var kold. Det føltes som om de var to stykker af én. De hørte sammen. Hun sukkede efter ham.
"Jeg er.. Jeg er alpha-varulven her i omegnen." Sagde hun, og tænkte indeni: *Din dødsfjende af natur*. Hun gengældte dog hans smil. Kulden bed ikke på hende; Hun så hvad der lå bag. Der var så meget varme i hans blik, og i hans øjne. Han så også helt perfekt ud. Hun mente ikke at det var fordi han var en vampyr. Han var bare ualmindeligt smuk. Hun følte at hun kunne se ham, præcis som han var. Det som ingen andre så. "Hvad er Volturien?" Spurgte hun. Det lød udenlandsk.

Lestat nikkede kort da hun sagde ordet 'Alfa', han kunne ikke mærke hendes varme, men han havde hørt om Varulve og deres varme hud, han var yderst tilfreds med at hun var varulv, det var der ikke noget i vejen med endnu, bare hun ikke kom Til hen til Melaine, eller Volterra, det ville nede i kamp og blod, "Undskyld mig, men jeg ser et problem i min alder? Genere det dig? Altså jeg troede nu at du kendte vampyrer så godt at du vidste de var udødelige? Ikke min kære Catya"sagde han varmt og blødt til hende og havde stadig fat i hendes hånd, han tog den anden til sig og hævede dem op, han kiggede stadig direkte ind i hans øjne,"Volturi, er en klan som sørger for at alle vampyrer holder loven, altså ikke afslører sig for et menenske osv du kender vist de regler alligevel, mere kan jeg ikke fortælle dig"sagde han koldt denne gang, man kunne forstå at Lestat ikke kunne fortælle særlig meget mere.

Hun lagde hovedet lidt på skrå, med et nik. "Jo, det ved jeg skam. Men hvad skulle problemet i din alder være?" Spurgte hun, som om de allerede havde fundet sammen. Som om de allerede havde bestemt sig, for at tilbringe resten af deres liv sammen. "Jeg ældes heller ikke. Men siden du er så gammel som tiden, så må du vide utroligt meget om verden. Jeg tror aldrig det ville kunne kede nogen, at høre dig fortælle." Sagde hun. Hun så ned på deres hænder, hvorefter hendes blik vendtes mod hans krop. Han kunne med lethed, have været en model, hvis det havde interesseret ham. Mon det også var tilfældet for ham, som menneske? Hun trak ham med sig, hen mod de store klipper nær vandet. Da de nåede dem, satte hun sig ned på en af klipperne, sammen med ham. "Men nej. Jeg har ikke noget problem med din alder. Jeg er sytten år gammel." Sagde hun. Hun vendte kort blikket ud mod himlen, og havet, før hun så på ham. "Nåå! Vampyrernes håndhævere af loven. Det har jeg hørt om. Hvorfor befinder du dig så her? Ved La Push. Vi får ikke ofte besøg af vampyrer." Sagde hun. Hendes blik flakkede kort, mellem hans øjne - hans helt igennem perfekte øjne - og hans læber. Han ville bemærke hver en bevægelse hun foretog sig, det vidste hun. Det foruroligede hende ikke, for hun ønskede ingen hemmeligheder at holde for ham. Han måtte vide alt om hende, som hun ønskede at vide alt om ham. Alt ved ham dragede hende, fik hende lyst til at lære ham at kende, og lære hans verden at kende. I hendes hoved fandtes kun han og hende. Ingen af hendes forpligtelser som Alpha.

Lestat smilte igen, denne gang kunne man ikke finde noget varme, den var forsvundet.. Lige siden de var begyndt at tale om Volturi Klanene kendte han fuldstændig sin pligt, sin pligt for at opretholde ordenen, han stod ved hende kiggede hende i øjnene og følte? ja han følten noget kærligt.. "Jeg kender ikke alt. selvom jeg har et ret stort viden om verdenen og rigtige og forkerte historie. jeg ved hvad der skete de fleste steder, jeg ved næsten alt.. Om historien gang.. Og sådan. Jeg kan med Stolthed side jeg har mødt de fleste diktatorer over hele verdenen, jeg kan sige jeg ved hvad der skete med dem, jeg kan sige jeg var ved Berlin april 1945.. Ja jeg har været over hele verden, jeg har gjort meget og ikke så meget.
Men jeg har sovet.."sagde han koldt.. kulden i stemmen var stor.. meget stor.

Hun hævede et øjenbryn. Hendes øjne så stift ind i hans. "Med stolthed?" Spurgte hun, og så ned mod sine sko, som hun vippede lidt med dem. Hun var helt afslappet. Hun frygtede intet, og var ikke på vagt, som hun normalt var, når hun var i nærheden af en vampyr. Hun så op på ham. "Folk som Hitler, og alle de der syge mennesker som har dræbt mennesker som deres levebrød... De kender ikke til stolthed. De er derimod syge i hovedet. Det mener jeg." Sagde hun, og så ned i jorden, før hun tilføjede: "Og det vil jeg altid mene." Hun skævede til ham. Han måtte have oplevet så utroligt meget. Hun ville ønske at hun havde kunnet opleve alt det. Han måtte kunne se tilbage på verden, med en følelse af virkelig at have oplevet noget. Hun tog hans hånd i sin, og smilede op til ham. "Kan du så fortælle mig noget om kristendommen? Fandtes Jesus virkelig?" Spurgte hun. Mon han vidste det? Hun rykkede ham nærmere, og lod sit hoved hvile mod hans skulder, med et lille smil. "Men det er noget andet, når det er naturens gang. På en måde forstår jeg godt... At man må dræbe for at overleve." Mumlede hun, og lod sine fingre flettes ind i hans. Hendes forståelse af verden, ja hele hendes verdensperspektiv ændrede sig, blot på grund af ham, og hun ville gøre alt for ham. Og han var intet monster.

Lestat smilte koldt på hende, han grinede lidt af sig selv som havde sagt noget, "Undskyld, men det er fordi, jeg havde brug for meget blod.. Krigen var noget jeg kunne udnytte. Jeg kan sige med stolthed jeg har smagt af forskellige Nationer på en dag, hvis du forstår hvad jeg mener, er der noget du gerne vil vide om mig? For der er en hel del jeg gerne vil vide om dig.."sagde han med et smiil og forsatte med at gå rundt om hende, hurtigt. næsten i vampyr fart..

Hun prøvede at følge hans blik, en smule uvis på hvad hun skulle svare. Heldigvis skulle hun kun beskytte La Push. Tanken om at hun var nødt til at stoppe ham - endda angribe og dræbe ham, hvis han rørte et menneske i La Push, var skræmmende. "Jeg fortæller gerne alt om mig selv, hvis du altså er interesseret. Men.. Ja, der er ikke utroligt meget at sige. Du ser på mig lige nu. Den pige jeg har været hele livet. Kun udseendet har ændret sig lidt. Ellers er jeg den samme." Sagde hun, og trak på skuldrene, før hendes blik blev næsten lidende. "Men .. Lestat. Jeg er jo Alpha, og loven byder mig at angribe og dræbe enhver vampyr som dræber eller forvandler et menneske, her i byen. Om jeg vil eller ej. Derfor må du ikke dræbe nogen her. Lov mig det." Sagde hun, mens hun betragtede ham. Hun sukkede stille. Efter 2000 år, kunne han nok overleve et par dage - ja, hvor længe han nu ville blive. Det ville han blive nødt til. Ellers ville det komme til en kamp. Og det måtte ikke ske.