Fred i form af Vand. (Jamilah)

Tid:: 18:23.
Sted:: Ved vandkanten.
Omgivelser:: Tomt.
Vejr:: Tæt på solnedgang.
_______

Luna sad ved vandkanten, og ventede kun på solnedgangen.
Hun viste at hun burde tage hjem, og lave noget mad, men hun orkede det bare ikke.
Hendes ben gjorde meget ondt lige i dag, fordi hun havde presset det i en lang gå tur, tidligere på dagen.
Hun håbede, at hvis hun kæmpede nok, så ville det gå over.
Men hvis hun lod hænderne køre ned af benet, og så på det kæmpemessige ar, så viste hun at det ikke ville gå.
Men hun var alligevel glad for at, hun havde lavet det hun elskede.
Det var ikke alle mennesker som havde været med i et Cirkus.
Hun tænkte tilbage på Jessica og Louie, som stadig var i Cirkuset.
Mon Jessica havde lavet sit nye nummer færdigt?
Luna ville huske sig selv på, at hun måtte sende sin far en SMS, og spørge til Cirkuset.
Men ikke lige nu... Nu sad hun bare med fødderne i det kølige vand, og så ud over havet.

_______

Jamilah var i ulve form og løbe hurtigt, som lynet igennem skoven ned til La Push. Hun ville tage en kort pause, inden hun skulle hjem og lave mad. Hun kom lige fra et møde med kobblet. Det havde været opslidende, men de havde tilsidst fundet ud af det hele. Catya var en fantastisk leder og Benjamin virkede utrolig glad. Hun havde set i hans hovede at han havde imprintet på nogen. Han havde prøvet at holde det skjult, men hun havde alligevel fundet ud af det.
Hun stoppede dog op omkring 100 meter fra vandkanten, lige i udkanten af skoven. Pigen fra caféen sad der. Derfor trak hun sig lidt tilbage og skiftede til menneskeskikkelse. Tog det tøj på, hun havde haft bundet rundt om anklen og gik på bare fødder ned til hende.

Luna var langt væk i sine tanker, og et svagt - men fredfyldt - smil prydede hendes læber.
Hun tænkte på den gang de optrådte i Phonix, det sted der havde været varmest.
Hun kunne huske hvordan hendes kjole havde klistret sig til hendes ben, da hun gik på linen.
Også hvordan det havde knaset i gruset, når hestene havde...
Det gibbede i Luna, da hun opdagede at nogle kom hen mod hende i sandet.
Hendes øjne var så store som tekopper, da hun drejede overkroppen, helt uden at røre underkroppen.
Øvelsen gjorde at hun næsten var som mester i krykke-løbning.
Men så smilede hun til Jamilah, da hun så at det var hende.
Hun løftede muntert hånden, og vinkede svagt.
Det kunne ikke have været andre, hun hellere ville have det havde været.
Tjo, måske Benjamin, men ikke andre.
Hun var virkelig glad for at det var Jamilah, for hun trængte til at snakke lidt.

Jamilah løb det sidste stykke og satte sig ned ved siden af hende. Smilede og krammede hende hurtigt. "Hej Luna" Sagde hun glad. Det var dejligt at se hende igen. Hun kunne godt lide Luna og synes hun var helt vildt flink, da hun havde mødt hende på Caféen tidligere.
Med sin evne kunne hun mærke at der var en ændring i hendes følelser. Hun kunne mærke at Luna følte sig hel og virkelig var forelsket i en person. Hvis slet ikke mere.

Luna satte sig ordenligt op igen, efter krammet og smilede.
"Jeg har virkelig savnet dig Jamilah," grinede hun, og rodede sig i håret.
"Jeg ledte efter dig, men jeg kunne ikke finde dig. Hvor tit kommer du ind i skoven?"
Hun løftede det ene øjenbryn, og smilede venligt til hende.
Hun viste jo ikke hvor Jamilah plejede at hænge ud hendes, her i Reservatet.
Men selv, elskede Luna skoven, og også her ved La Push.

"Jeg har også savnet dig, rigtig meget" Sagde Jamilah og smilede varmt til hende. De sidste dage havde hun stort set ikke fået noget søvn og det kunne man godt se. Hun havde sorte/lilla render under øjnene. Hun havde brugt alle døgnets 24 timer på at være sammen med kobblet og finde ud af hvordan man muligvis kunne hjælpe Luna. Indtil videre havde hun ikke kunne finde noget.
"Ledte du efter mig?" Spurgte hun temmelig overrasket. Det havde hun bestemt ikke forventet. "Jeg er en del i skoven" Indrømmede hun, men kunne desværre ikke fortælle Luna hvad hun lavede der. Uanset hvor meget hun ville.

Luna kløede sig i nakken, og smilede fjoget.
"Mærkeligt, jeg så dig ellers ikke,"
Pludselig fniste hun hysterisk, og så ned i vandet.
"Men jeg mødte nogle andre."
Da hun så op igen, gik det langsomt op for hende, at Jamilah så ret træt ud.
Så fik hun den lille bekymrings-rynke hun altid fik.
Hun lænede sig ind mod Jamilah, og strøg sine fingre lige under hendes øjne, på de mørke rander.
"Du har ikke sovet nok," konstanterede hun, med en bekymret stemme.

Det gik langsomt op for Jamilah at Benjamin og Luna var blevet forelskede. Hun smilede en smule lykkeligt. Rystede så på hovedet. "Undskyld, men jeg lavede sikkert et eller andet" Mumlede hun og trak på skulderne.
"Hvem mødte du?" Spurgte hun nysgerrigt, selvom hun kendte svaret.
"Jeg ved det, jeg ved det" Sagde hun og sukkede lidt.

Luna smilede igen, helt vildt stort, og kunne bare ikke lade være med at være glad.
"Kender du Benjamin? Han .."
Luna stoppede sig selv, ved tanken om at hun ikke rigtigt kunne sige det.
Jamilah ville helt sikkert ikke tro hende.
"Tja, men han er sørme noget for sig selv. Det er bare... Hvor har han været hele mit liv? Jeg er sikker på at jeg har set ham før.. Måske har han set mig optræde?"
Hun lagde hovedet op skrå, og begyndte at tænke lidt igen.

Jamilah nikkede ivrigt. "Ja, jeg kender Benja rigtig godt. Vi render rundt sammen, sådan cirka hverdag" Sagde hun glad. Benja havde sikkert fortalt hende at han var varulv. "Nej, hvad er der med ham?" Spurgte hun og viste med øjnene at, hun godt vidste at det ikke var det hun lige havde fortalt hende. Det var noget andet, som hun allerede vidste.

Luna rodede sig lidt forlegent i håret.
"Benjamin er sådan lidt... underlig."
Hun brød ud i latterkramper, og da hun endelig fik luften tilbage, sagde hun:
"Du ville alligevel ikke tro mig hvis jeg sagde det, det er alt for utroligt."

Jamilah pillede lidt ved sit hår og så Luna ind i øjnene. "Hvordan kan du vide at jeg ikke vil tro dig, hvis du ikke giver mig en chance?" Spurgte hun og smilede lidt. Manipulerede lidt ved Lunas følelser, så hun ville fortælle hvad det var der var med Benja. Håbede på at Benjamin aldrig fandt ud af hvad hun lige havde gjort, for så ville han sikkert blive sur.

Luna fik en dejlig følelse af at hun kunne fortælle Jamilah alt, uden at tøve et øjeblik.
"Tja, jeg tror at der er noglet virkelig magisk over ham. Han kan vist forvandle sig til en ulv, eller noget."
Hun løftede sit øjenbryn, med et bredt smil.
"Virker det virkelig ikke mærkeligt? Det er sikkert noget jeg bilder mig ind."
I hele hendes karierre som Cirkusartist, havde hun aldrig oplevet noget lignene.

Jamilah smilede. Det havde lykkedes for hende. Hun var et smule lettet, da det normalt var svært at påvirke folk så meget. "Jeg synes ikke det er mærkeligt" sagde hun og trak på skulderne. Hun ville prøve om Luna kunne gætte at hun var ligesom Benjamin. For hun måtte jo ikke selv fortælle det, mente hun. "Han har meget varm hud ligesom mig ikke?" Spurgte hun og prøvede at lede Luna ind på sin tankegang.

Luna skulede til hende, og var ikke længe om at fatte hvad hun mente.
"Og du bor her, i Reservatet. I er begge hurtige og..."
Hendes mørke øjne voksede til dobbelt størelse, og så smilede hun skævt.
"Tja, du er også en.. varulv ikke?"
Den næste følelse der skøllede ind over Luna, var en svag form for jalousi.
Så ville hendes ben vel være okay?
Men så blev hun glad igen.
Hun havde det godt som hun havde nu, og hun ville ikke bytte det for noget.

Jamilah nikkede og krammede hende så. "Godt du gættede det, for ellers måtte jeg ikke fortælle det" Sagde hun ret så lettet. Det ville have været svært at være venner med hende, hvis hun ikke vidste det. "Og fordi jeg er Omega i kobblet har jeg ikke sovet overhovedet, de sidste par dage" indrømmede hun og smilede træt. "Og det var mig der gjorde sådan at du fortalte mig det med Benja" Indrømmede hun lidt flov.

"Hvorfor måtte du ikke fortælle det?" spurgte hun nysgerrigt.
"Omega? Er det ikke sådan.. assistent for lederen?"
Hun var lidt stolt over at Jamilah havde sådan en fremtrædene rolle i koblet.
"Og.. hvordan fik du mig til at fortælle dig det?" spurgte hun, en anelse forvirret.
Så rystede hun de andre tanker af sig, og smilede muntert.
"Men forklar mig noget om dem, det er så spændene! Bliver i helt sådan ulveagtige, med instingter og alt det?"

"Vi må kun fortælle det til folk, som gætter det eller dem som vi imprinter på.. Som du har gjort med Benjamin" Sagde hun og smilede. Nikkede så. En omega var jo faktisk en slags assistent. "Ja, jeg bestemmer hvis vores Alfa ikke kan eller ikke er tilstede" Det var faktisk ret dejligt at være Omega og hun ville ikke bytte det ud med Alfa nogensinde. Det var alt for krævende.
"Omega'er har en lille evne og min er at læse og ændre andres følelser. Ret godt i kamp" Sagde hun og smilede skævt. Hun havde aldrig prøvet at kæmpe imod nogen, men det ville sikkert komme en eller anden dag. Det var hun sikker på.
"Vi kan give os helt hen til vores instingter og så er vi ligesom rigtige ulve, men ellers er vi stadig mennesker i sindet. Vi har bare en ulvekrop, meget styrke og er meget stærkere en iglerne. Plus så kan vi høre hinandens tanker når vi er i ulveskikkelse" Fortalte hun. Håbede ikke det var alt for megen information end hun kunne klare.

Luna kunne ikke lade være med at smile.
Måske stoppede hendes eventyr som Cirkus-prinsesse da hun faldt, men hun var helt sikker på at der nu ville komme endnu et stort eventyr ud af hendes nye liv.
Forks var virkelig et fantastisk sted.
Men alligevel blev hendes hoved fyldt med spørgsmål, som hun var for nysgerrig til at undlade.
"Må jeg gerne spørge om noget?" spurgte hun forsigtigt.
Hun var ikke rigtigt sikker på at Jamilah ville snakke om det.
"Har alle varulve evner? Imprinter? Hvem er jeres Alfa? Kamp? Iglerne? Høre hinandens tanker?"
Efterhånden som Luna remsede det hele op, blev hun mere forvirret.

"Kun Afla'er og Omega'er og Omega'ers evne er kun en lille en. Afla'ernes er større" Forklarede hun tålmodigt. Da hun var ny i den her verden, var hun også fuld og spørgsmål og hun havde besvaret dem alle sammen før. De nye ulve var også forvirrede jo og bange.
"Imprintning er når man finder sin sjælepartner. Det er kun noget ulve gør og når man imprinter med en person er det som at finde sin anden halvdel" Forklarede hun og smilede. Det var en dejlig følelse. Kort tænkte hun på Jason. Så vendte hun tilbage til jorden igen.
"Vores Alfa, altså leder, er Catya og iglerne er vampyrene vores fjender" Sagde hun og fortsatte. "Ja, vi kan høre hinandens tanker og snakke i tankerne med hianden, når vi er i ulveskikkelse" Gentog hun og smilede varmt til hende. Håbede ikke at hun blev endnu mere forvirret.

"Aha," mumlede hun, og skulle lige til at stille nogle bekræftelses-spørgsmål.
"Så Benjamin har ingen evner, og i virkeligheden er han min bedre halvdel, altså vi er sjælepartnere? Så er det derfor det er så fantastisk," mumlede hun, med et gigantisk, fjoget smil.
"Er du Im.. prin-tet, på nogle?" spurgte hun nysgerrigt, men var bange for at gøre hende lidt for irriteret.
Men hun var ikke sikker på at Jamilah overhovedet kunne irriteres.
"Nå, men jeg har kun et spørgsmål mere.. Eller, et ønske. Vampyrer. Fortæl mig noget om dem. Hvorfor er i fjender?"
Det hele var utrolig mærkeligt for hende, det hele var jo noget hun kun havde drømt om.
Det var så utroligt, noget hun virkelig skulle have tid til at tro på.

Jamilah nikkede til de to første spørgsmål. Hendes og Benja passede sammen, som brikker i et puslespil. Ligesom hende og Jason gjorde det. Det var som om, man red på en evig lyserød sky. Man kom aldrig ned.
"Ja, vi er begge ulve, så vi imprintede vel begge to" Mumlede hun og trak på skulderne. "Han hedder Jason" sagde hun og rødmede lidt. Det var en smule pinligt, men Luna var nok hendes bedsteven, så hun stolede på at hun ikke grinede hånligt eller noget.
"Varulve og vampyre har altid været fjender. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er lavet en traktat for mange år siden om at vampyrene ikke må komme i reservatet eller gøre nogen inde i byen til vampyre. Hvis de overtræder grænsen mellem territoriumerne eller gør et menneske til vampyr, må vi dræbe dem" Sagde hun alvorligt. Det ville være frygteligt hvis det skete og. Derfor håbede hun det aldrig skete.

Luna grinede af lykke over at Jamilah havde fundet sin kærlighed, ligesom hun selv havde.
Hun smilede svagt ved tanken om at to varulve imprintede på hinanden.
Det måtte bare være totalt kærlighed x 2.
Hendes smil blev så lidt mere trist igen.
Det virkede så trist at nogle skulle så hinanden ihjel.
"Tja, lad os håbe det..."
Så vendte hun tilbage til endnu et spørgsmål, som ikke var så alvorligt.
"Altså, hvordan er i blevet varulve?" spurgte hun nysgerrigt.

"Det er en gammel historie. Noget med nogen ånder og sådan. På et tidspunkt blev en af indianerne fanget i en ulvskrop og sådan. Jeg mener det er sådan det er blevet bragt videre" Sagde Jamilah og trak på skulderne. Var sikker på at Catya ville kunne fortælle det meget bedre end hende. Hun hørte ikke så godt efter når de gamle historier blev fortalt.
"Vi er ikke rigtige varulve. Vi er nok nærmere formskiftere, ville jeg sige" Sagde hun og smilede skævt.

Det beroligede Luna en hel del, da hun altid havde fået varulvene beskrevet som blodtørstige, vilde, store, udyr som rev sit tøj og menneskehud i stykker ved fuldmåne, for at æde små børn og gamle mennesker.
Luna kunne skam sin historier.
Når man ikke øvede ved Cirkuset, så læste man vist.
Hun havde ikke rigtigt gjort andet, for hun fik aldrig lektier for på Cirkusskolen.
Hende far havde været hende lærer og..
Da det kølige vand slog mod hendes ben, så kom hun tilbage til verdenen, med et svagt smil til Jamilah.
"Formskiftere. Det lyder så himelsk. Hvordan er det?"
Det spørgsmål havde hun også stillet Benjamin, men han havde aldrig svaret.
Det virkede da helt fantastisk at kunne forvandle sig til et dyr, og kunne udvæksle tanker med andre dyr.
Den svage følelse af jaloux vente hurtigt tilbage, men forsvandt i form af glæd igen.