Melanie's historie

Første møde

Hun græd. Den lille pige sad bag tremmerne, lyttede til stemmerne der hele tiden gik forbi hende. Hun prøvede at råbe til dem og ventede på et svar fra dem, men forgæves. De grinte bare en smuk klokke latter og fortsatte op af trapperne. En af de blege skikkelser blev nede i den mørke kælder, han så spøgelses agtig ud. Der var perfekte træk overalt i hans ansigt, han lignede jo en gud. Den lille Melanie mærkede kuldegysningerne ned af ryggen og blev bange. Denne mand kunne gøre hende til en bleg smuk skikkelse. De røde øjne han havde, var skræmmende, men på en måde fortryllende. Hun rømmede sig lidt og rejste sig, vaklende. Hendes hud var blevet bleg og hendes hår var ikke glansfuldt mere. Hun fik næsten aldrig mad, hvilket fik hende til at ligne en svag pige der kunne falde om hvornår det skulle være. Den spinkle hånd rakte ud gennem tremmerne, prøvede at gribe fat i manden som var han hendes eneste håb. ” Hjælp mig ” hviskede hun og hendes stemme var spinkel, ligesom hendes krop. De brune øjne kiggede på manden, som bare stod og smilte. Han nød hendes lidelser..? Langsomt lukkede hun øjnene i, og mærkede hvordan hendes greb om tremmerne forsvandt. Et hårdt bump lød i hele den mørke gang, Melanie lå på gulvet og hendes vejtrækning var besværet.


Mødet med skæbnen

Det sved i øjnene, men hun blev nød til at åbne dem vis hun skulle nå at se dem komme og gå gennem døren. Det var hendes eneste håb at se den dør åbne sig, for nogle få gange ville man se lyset ud til gaden. Langsomt satte hun sig op og gned sig i øjnene, mens hun gabte højt. Melanie sov aldrig godt på gulvet, men hun var bange for at spørge om noget andet. ” Døren ” hviskede hun stille og kiggede forventningsfyldt på den. Langsomt gik den knirkende op og tre skikkelserne gik ind af den. Den første var ham der havde taget Melanie fra hendes familie, Demetri. Den anden var en hun ikke havde set før, men hans ansigt var venligt og det var smilende. Den tredje så nærmest ond ud, man kunne tydeligt se på ham at han så sig selv højere end andre og han kede sig.
Man kunne ikke hører deres skridt, men lyset kom ind af den åbne dør og lyste på de tre skikkelser, som begyndte at glimte som små diamanter. Melanie fik ondt i øjnene og en lille tårer trillede ned af hendes kinder, hun vidste bare at hun ville dø. Den højeste af dem, ham der smilte, mumlede noget utydeligt og tremmerne blev lukket op.
Melanie rejste sig langsomt og kunne mærke at hendes hjerte stoppede, men så begyndte det at race af sted. Den der kedede sig tog hårdt fat i hendes skulder, så hun begyndte at skrige. Hans fingre gravede sig ind i hendes skuldre, og fik det til at bløde. ” Min kærer Lestat, pas nu på pige barnet ” sagde en blid stemme, som kom fra den mildeste af de tre. Demetri smilte bare ondt og fnøs, for han nød at hører hendes skrig. Lestat gav med det samme slip på hende og lod hendes falde hulkende ned på knæ. ” Det gjorde ondt, din stodder ” Hviskede hun, med en trodsig stemme som var fyldt med kulde. Manden med den blide stemme grinte bare og Lestats øjne flammede op. ” Aro, må jeg have æren af at dræbe hende?” spurgte Lestat med en kølig stemme og et ondt smil formede sig om hans læber. Aro stoppede med det samme sit klokke grin og Melanie gispede højt. Han rystede på hovedet og åbnede munden lidt, mens Demetri hev hende op og stå. ” Hun skal blive den sidste hersker.. ” hviskede han stille og kyssede hendes hals. Melanie stivnede og Lestat hvæsede højt. Mørket omfangede dem, lyset var væk. Døren var lukket, hendes skæbne var bestemt.

Forvandlingen

Hun var blevet påtvunget den sorte kjole på og den klædte hendes godt. Hun var nu blevet sytten år og hendes udseende havde ændret sig meget. Hun var ikke den skrøbelige pige mere, men en selvsikker og smuk kvinde. De brune øjne kiggede forvirret rundt, på alle de mange vagter der var der. Aro sad på den midterste trone, med en kvinde på sin ene side og en mand på den anden. Manden var Lestat og hun kendte ikke kvinden. Aro kiggede bare direkte på Melanie med et lille smil og kvinden så forventnings fyldt på Aro, mens Lestat bare så ud til at kede sig som altid. Et lille fnis forlod Melanie’s læber hvilket fik hele salen til at stirrer på hende. ” Undskyld ” lød hendes stemme, og hendes kinder blev en smule røde. Nogle af vagterne klukkede, men der var en der bare stod og stirrede på hende som var hun den smukkeste i verden. Melanie ignorede ham, først men det var svært. Aro rejste sig fra sin trone og stod ved siden af hende. ” Det er tid til din forvandling. ” Hviskede han og smilte stort. Alle kunne hører det og Melanie mærkede at tårene begyndte at trille, mens hun smed sig ned på knæene. Hun rystede på hoved og begyndte at hulke. ” Jeg vil ikke, nej.. ” hiksede hun, men det var forsent.
De spidse tænder skar ned i hendes hals og skriget fik hele salen til at stivne. Hendes stemme var smuk, selv når hun skreg og hendes brune øjne skinnede selvom hun græd. Hun lignede allerede en vampyr lidt, men ingen vidste hvorfor.
Langsomt lukkede hun øjnene i, mens dråberne fra hendes kinder fløj op i loften, der dannede sig ild i hendes hånd, jorden rystede og vinden fik hendes hår til at flagre. Melanie blev lagt ned på gulvet, mens de fire elementer gik amok omkring hende. ” Hun har talent ” hørte hun en blid stemme sige, hvorefter det hele blev sort og den brændende følelse kom..

Første evne

Melanie stod bare og kiggede undrende på Lestat, han ville have hende til at vise hendes evne igen. Havde han ikke allerede set den tusind gange? Hun sukkede og lukkede øjnene. Lyttede til vinden, mærkede ilden, smagte på vandet og følte jorden. Der gik ild i hendes hænder og en svag klapsalve lød fra Aro og den selv samme mand der havde stirret på hende under hendes forvandling. Hun lukkede øjnene mere i, og jorden rystede igen. Alt dette var sket før, men Lestat ville hele tiden sikre sig at hun ikke havde mistet sine evner. Hun havde funder ud af hvad han ville bruge hende til, et våben. Hun var stærk, men der var en ting hun havde sat sig for. Hun ville ikke blive hans våben eller kriger som han kaldte det. Hun hvæste højt og åbnede øjnene, de flammede op. Det hele forsvandt og hun gad ikke mere. Hendes kjole flagrede omkring hende, men så sad hun ved siden af Aro på gulvet. Han sad på den midterste trone. Han klappede hende på hovedet og roste hende. ” Flot min pige ” sagde han smilende og klappede i hænderne. Flere af vagterne begyndte at klappe med. Alle undtagen Lestat..

Anden evne

kommer



Tredje evne

kommer