En gammel bekendt

T: Lidt i 7.
V: Solen er på vej ned over Italien.
S: I klokketårnet.
O: Et par mennesker nede på gaden, men absolut ikke mange.
Å: Forår.
D: Lørdag/3 april.

Solen var ved at tage sin afsked fra Italiens kølige dagtimer, og langsomt begav den sig ned i baggrunden af sceneriet. Den var rødglødende og den kastede villigt sit røde skær på bygningerne i Volterra. Lukas havde trukket i sit sædvanlige jakkesæt, og de skinnende sorte sko, som den stilfulde og rolige hanvampyr han nu engang var. Den sorte jakke var lagt over muren, som adskilte de dumdristige fra at falde ud over kanten. Den smukke marmor skikkelse støttede sig op af den iskolde mur, og læste koncentreret i en ældre og støvet bog. Han havde smørret de mørke ærmer op, og slipset var af den samme mørkeblå farve. Hans grønne øjne var flydende, mellem en blanding af grøn og den gyldne farve. Han havde lige spist. Lukas bladrede og lod til at læse meget hurtigt. Hans smukke øjne gled hen over ordnerne, hurtigt og effektivt hvilke fik ham til bladrer rimelig tit. En stille brise gled over hans perfekte skikkelse, men han lod ikke til at mærke den. Når han stod i denne koncentrerede stilling, havde han altid bredt sit skjold ud over sig. Massen flød hen over ham, og beskyttede ham fra nyopdagede farer, som endnu ikke havde angrebet ham. Lukas ville nødig prale, men det var indtil videre ikke lykkes noget væsen, at frembringe skade på Lukas, så længe skjoldet havde afspejlet faren.

Et rødligt skær ramte vinduet i klokketårnet og gik ligeigennem det blanke glas. Det lyste svagt rødt inde i klokke tårnet og det rødlige skær ramte en bleg kvinde. Hendes marmor hud, lignede perlemor men da lyset ramte heneds smukke ansigt begyndte det at glimte som små diamanter. De røde øjne hvilede roligt på manden der stod og læste, hans gyldengrønne øjne bevægede sig hurtigt, men der påvirkede ikke Melanie. Hendes nysgerrighed var ikke til at vække lige i dette øjeblik. Den hvide kjole dansede om hendes fødder, da hun yndefyldt gik op af trappen og åbnede døren udtil taget. Den elegante gang stoppede og Melanie kiggede direkte på drengen. Der var en ild inden i hende der prøvede at komme ud, men hun holdte den inden i sig selv. Et meget svagt smil formede sig om hendes læber. Hun gik ud i det rødlige lys og hendes ansigt glimtede som de smukkeste diamanter på hendes hvide marmor hud. Hun lignede en porcelæns dukke i menneskestørrelse. Nogle folk troede at hun ville gå i stykker vis de rørte ved hende, men det var dem der ville ende med at gå i stykker vis Melanie mistede besindelsen. De røde øjne hvilede lidt på manden, hvorefter hun kiggede ud på det røde sceneri. Det var smuk.

Lukas hævede sit gyldne blik, og et smil blomstrede frem på hans blege læber. Denne kraft. Denne aura som strømmede fra Melanie, var slet ikke til at tage fejl af. Hun var noget ganske særligt. Han kunne mærke det. Helt ude i fingerspidserne og allerinderst. I hårrødderne og i hans øjne. Det var som Kisha havde sagt. Man kunne blive helt afhængig af kraften. Lukas klappede bogen sammen, og betragtede porcelænsdukken i det rødlige skær. ”Godaften Melanie”, hilste han venligt, og bukkede elegant for hende, af ren og skær høflighed. Hun var jo en af de øverste, så på den måde, udviste han sin respekt for hende, uden at gnide i støvet og tilbede hende. Ifølge Lukas havde han ingen herre. Han arbejdede ikke for nogen. Han ville med glæde bøje sig for Volterras regler og normer, men ingen af dem, ville kunne bestemme over ham. Lukas holdte meget af Italien, så derfor kom han her ofte. Derfor havde han også fået anskaffet sig et værelse hos Volterra klanen, og han var dybt beæret over, at Melanie ville have ham boende. Det mindede ham om noget. ”Jeg glemte helt at sige tak, for værelset. Hvem har indrettet det? Jeg må sige, at det er gjort med stil”, sagde han og sendte Melanie et glødende smil.

Melanie kiggede hen på manden og smilte et svagt smil. Man skulle næsten tro at det ville ødelægge hendes smukke ydre at smile, for hun så ufattelig skrøbelig ud. Det sorte hår lå glat ned af hendes ryg og det perlemors farvede ansigt skinnede som små diamanter. Den hvide kjole dansede om hende, selvom hun stod stille og det røde øjne hvilede på manden. " De skal være velkommen til at bo i et værelse her." sagde hun med en syngende stemme og en masse kvinder var faktisk misundelige på hendes stemme. Den var som små syngende vindklokker. De flammende øjne havde hvilet på ham, men nu var de vendt mod menneskemængden. " Jeg fik bare en lille idée men det var ikke så svært at indrette det " sagde hun med et lille smil og selv hendes læber glimtede som små diamanter. Hun kiggede ned på menneskerne, og trådte så et par skridt bagud for at hendes glimtende udseende ikke ville få for meget opmærksomhed. " Hva laver du så her ? " spurgte hun stille og kiggede hen på ham og hans bog.

Lukas rankede ryggen mod den kolde mur. Han betragtede Melanie og sendte hende et strålende smil. Han var glad for hun spurgte. ”Jeg render jo ud og ind af Volterra, men jeg har netop færdiggjort en rejse fra Egypten, og trænger nu bare til en smule hvile. Jeg er dybt taknemmelig for din gæstfrihed”, fortalte han og nikkede, som en slags konstatering. Han rettede yndefuldt på det mørkeblå slips. Det havde været utrolig fascinerende, at skulle bo og leve blandt de egyptiske gengangere. De havde haft andre skikke, regler og normer som Lukas med stor ivrighed og glædelighed havde taget til sig, og lært dem udenad. Han blevet inviteret tilbage til Egypten, allerede igen om 10 år, for at se hvordan livet stod til for egypterne. ”Jeg planlægger min rejse tilbage til Forks, om ca. en uge”, fortalte han hende og sendte hende derefter sit strålende, og glødende smil. Lukas den evige rejsende. Altid på farten. Han hadede at skulle være det samme sted i mere end en uge, og viljen efter mere og mere frihed gnavede allerede i hans brystkasse. Det ville væsnerne omkring ham mærke. Hans trang efter nyopdagede ting og videnskab lyste ud af hans smukke øjne.

En vindklokke latter undslap Melanies læber og selvom hendes stemme var smuk, kunne den ikke være ligeså fortryllende som hendes indre. Hun rystede opgivende på hovedet og kiggede så op på himlen. " Rygterne passer hva ? Lukas den evigt rejsende " Mumlede hun og hendes blik gled hen på Lukas igen. Hendes læber var formede i et blidt smil, mens hendes øjne glødede nysgerrigt. Hun ville gerne selv havde været i Egypten, men vis hun tog afsted ville det hele ende i kaos. Hun grinte lidt og kiggede ned på sine sko, som var klædt i røde høje hæle. Ilden blev størrer og størrer i hendes krop, en lidt varmere brise fløj omkring hende som et beskyttende skjold. Hendes øjne glødede stadigt nysgerrigt. " Hvordan er det så i Egypten?" spurgte hun og hendes stemme lød nysgerrig, hendes evner fløj omkring hende. Hun vidste det godt, men det hele passede hende fint for vis han skiftede mening om at han hellere ville have hendes plads havde hun parat. Alle de fire ting var på vagt, parat til at beskytte deres herskerinde mod farer.

Lukas kluklo lavt og han nikkede roligt til hende. ”Jeg vidste ikke der gik rygter, men nuvel, de må vel passe så”, sagde han og smilede drillende til hende. Lidt efter nikkede han til hende ”Egypten er skøn. Vi sturderede jo en hel del, men det var som om, at jeg aldrig blev færdig. Som om.. Det bare var en lille del, den som vi havde læst og så videre. Jeg tager højst sandsynligt tilbage, hvis ikke der kommer noget i vejen. Hvis ikke du har en opgave”, sagde han sigende, og vendte sine øjne kortvarigt mod hende. Lukas så ikke Melanie som sin hersker, og det lagde han absolut heller ikke skjul på. Han vidste ikke om det provokerede hende, men hendes smukke udseende fortalte ham ingenting. Lukas tog et skridt tættere på hende, før han lagde bogen på stenmuren, hvor solens sidste stråler ville ramme den. Forsiden så indbydende ud. Det var en digtsamling på fransk, som Lukas havde modtaget i gave. Normalt var han ikke så vild med digte, men efter at have nærstuderet digte i snart 3 år, kunne han slet ikke lade være med at læse. Finder fejl, nyopdaget meninger i digtene og ikke mindst lave dem om. Lukas så det blot som en slags mild udfordring. Han kunne aldrig, reelt sætte sig ind i digternes verden. Han var ligesom for praktisk anlagt. Lukas stak de blege hænder i lommen, og lod de ild grønne øjne glide over på Melanie. ”Selvom det er næsten 20 år siden, vi sidst så hinanden, så overrasker din aura mig slet ikke. Det er ret.. Underligt”, sagde han ærligt, og vendte sine glødende smukke øjne imod hende. Lukas sendte hende et skævt smil, og støttede sig op af den lave stenmur.

Melanie kiggede på ham og vendte sig helt mod ham. Alt hendes hud glimtede, selv hendes læber det så næsten skræmmende ud. Den store røde sol blev halvt skjult bag en mørk sky og den glimtende hud var ikke nær så glimtende mere. De røde øjne flammede svagt op og smilte blev en smule størrer. Hendes blik fløj hurtigt fra Lukas til bogen, digtene. Hun elskede selv digte, men hun havde ikke fået lov til at beholde sine elskede digte. Hun bed sig lidti læben og mindedes de skræmmende år nede i kælderen. De minder stod klart i hendes hovedet, selvom det kun var sølle menneskeminder. " Så du siger jeg er underlig.. Jamen tak for komplimentet " sagde hun og nejede let. Hendes klokkegrin lød igen fra hendes læber og hendes øjne smilte. Hun smilte ikke så tit mere, for hun havde lært at være både kold og venlig på samme tid. Dette betød at det smukke smil var gemt bag en kold og alvorlig facade. Kun de færreste personer kunne få det berygtede smil frem. Hendes blik gled tilbage åp Lukas og hendes smil blegnede en smule, men det var hurtigt tilbage. Det så slet ikke ud som om at denne smukke porcelæns dukke kunne være et ondt blodtørstigt monster, men det var jo ikke det ydre der talte.

Lukas glødende øjne gled fra hendes, over mod bogen. Et lavt hæs klukken steg fra hans læber, og han tog den roligt op i sin iskolde hånd. Han rakte dem frem mod hende. ”Hvis du vil”, tilbød han venligt, før han lagde den på stenmuren, og lod den glide hen over de glatte sten, før den landede foran hende. Lukas løftede blikket roligt, og betragtede hende nøje. Derefter grinede han muntert, men sit sædvanlige hæse grin. ”Det er en god ting”, sagde han, efter fuldt af et skuldertræk, og et drillende smil. Han fugtede langsomt sine læber, og da solens stråler ramte de to guddommelige skikkelser, lukkede han kortvarigt øjnene. Han savnede solens varme stråler. Det var noget af det eneste, Lukas kunne huske fra sin menneske tid. Solens varme stråler mod hans solbrændte hud. Sommerbrisen der langsomt passerede landskabet, og drillede træer og buske, ved at hive og flå i dem, en vild og blæsende sommeraften. Lukas åbnede langsomt øjnene. Han kunne ikke mærke solen mere. Ligeså stille vendte han blikket mod Melanie igen, og sendte hende et varmt og glødende smil. ”Hvordan har du haft det igennem tiden?” spurgte han, derefter og støttede sig igen op af den kolde mur, der blot blev endnu koldere ved hans krops temperatur. Hans blik blev mere intenst da han spurgte indtil hende, og han lagde ganske svagt hovedet på skrå. Ligeså stille forsvandt solen fra Italien, og efterlod landet i mørke.