en trist begyndelse.

Dato:: 4.
Årstid:: april.
Dag:: søndag.
Vejr:: regn og koldt.
Sted:: skoven.
Tid:: nat.
Omgivelser:: mørke. træer.
( påklædning:: ) lidt rødt læder der minder om uniform.


__________________________________________________________________________________

Seras blev ved med at løbe. hun var faldet et par gange og havde tabt sin taske efter andet fald. men hun blev ved. belv ved selvom hun intet vidste. hu anede ikke hvor hun var eller hvorfor hun blev ved med at løbe. men løb gjorde hun. hun havde statig varmen i sig. selvom det regnede ned over hende og de store træer. hun havde det som dengang for næsten 2 uger siden. hun faldt sammen og brækkede sig. hun brækkede sig meget, mere end hun ahvde gjort i lang tid, da hun endelig var færdig prøvede hun på at løbe igen. det gik ikke særlig godt. hun faldt over en rod og slog hovedet mod en sten. hun kunne mærke det ikek var et stort sår men var for træt til at bevæge sig. hun lå på skov bunden, en meget kold skovbund. varmen i hende var begyndt at falme. hun var sikker på at hun ikek ville komme tilbage til sit hus denne gang, denne gang var det gået for langt og hun ville bare ligge indtil at dyr fandt hende.

Jamilah var stadig i uvleskikkelse og fortsatte med at løbe efter Seras. Hun havde hendes taske i munden, da det ville være værst for Seras hvis en anden fandt hendes taske. Så ville hun i hvert fald ikke finde den mere.
Vidste ikke helt hvad der var gået af hende på caféen, men nogen gange kunne hun altså ikke styre sine kræfter. Og specielt ikke når man opdagede at man sad ved siden af en ny ulv!

Seras kunne høre noget løbe. hun var ikke sikker på hvor langt væk det var men kunne høre store poter. hun vidste ikke hvilke slags dyr der var her men blev hurtigt bange. hun frygtede for sit liv, men tog sig sammen til at rejse sig op. hvilken slags dyr det nu var. skulle det ikke tage hende uden kamp. hun kiggede på træet. hvis hun kravlede op i det ville hun få et godt udsyn. hun kunne enda sætte sig på lur i det. hun hørte raslen i busken og knappede den nederste del af sine bukser op. derfra fandt hun en mellem lang kniv frem. hun havde aldrig troet at endnu en af hendes fars gaver ville hjælpe hende. men hvem vidste den slags.

Jamilah susede hurtigt igennem skoven. Menneskerne ville højst mærke en brise, så hurtigt var hun. Kunne høre at Seras var tæt på. Faktisk bag den busk der var lige foran hende.
Hun sprang let over den og stoppede et par meter foran Seras. Slyngede tasken hen til hende og stirrede med sine grøn/blå øjne på kniven, som hun havde i hånden. Håbede på at hun ikke ville kaste den eller noget.

da den store ulv kom springende frem fra busken og stoppede lidt foran hende fik hun et chok. hun havde kun en gang i sit liv set så stort et dyr og det var mange lande herfra. men det største chok hun fik var da ulven kastede hendes taske hen til hende. hun kiggede på ulven og gik langsomt bagud. men blev fanget i dens blik og kunne ikke bevæge sig. al frygten forsvandt fra hende. hun stod stille. hun hævede kniven. kastede den. men kun imellem hende og den store ulv. hun vidste at ved dyr skulle man sætte sig i respeckt. men det føltes somom at dette dyr. var meget mere. så meget mere end et normalt dyt. og øjnene. mindede de ikke om noget hun havde set før. nogle hun havde snakket til før. hun gik langsomt hen til kniven. hun vidste at ulve var kød ædere. og derfor ville jage hende hvis hun flygtede. hun skar sig selv i hånden på kniven. hvis ulven først begyndte at jage hende ville hun dø alligevel. så hellere prøve det her. hun gik alngsomt hen til ulven med sin blodige hånd foran sig som at tilbud om frisk blod.

Jamilah gav et lille klunk fra sig, da Seras skar sig med kniven. Hun hadede at se blod. Lugten var så.. Metallisk eller sådan noget. Hvis der var en menneskespisende vampyr i området, ville Seras sikkert dø.
Ulven sukkede lydløst og trådte et skridt fremad. Hun var ret stor. Ikke så stor som Catya, men stor. Så nysgerrigt på hånden og slikkede forsigtigt blodet væk.

da ulvens ru tunge slikkede Seras hånd bukkede hun under "dræb mig. æd mig. flæns mig. jeg fortjener ikke at leve" hun ville råbe men kunne kun få en lav hvisken ud af hendes mund da hun bukkede sig og blodet lige så stille dryppede ud af hendes håndflade. "vil du ikke nok" hun begyndte at græde lige så stile.

Ulven trådte adskillige skridt tilbage og så på pigen med de intelligente grønblå øjne. De kunne bestemt ikke være en ulvs. Ulven klunkede igen, for at understrege at den ikke ville gøre det, som hun bad om.

Seras begyndte at græde. ikke den normale tuden men en stille gråd. hun lod sig dumpe helt ned og lagde sig i foster stilling og ventede på at regnen skulle tage sit kolde og dødelige greb om hendes hjerte. hun kiggede på ulven og opdagede de øjne. de grønne øjne. øjne hun havde set før. Jamilah.

Ulven vendte øjne. *Hvor er mennesker dog dramatiske!* Tænkte hun irriteret. Luntede om bag busken og skiftede skikkelse. Tog hurtigt sit tøj på igen og gik om bag busken igen. Så på Seras med et skeptisk blik.
"Hvad er har du gang i?"

Seras kom hurtigt op da hun så hvad hun troede var en drøm. den store ulv. var Jamilah. hun begyndte at grine. meget højt. og meget dybt "er det her en form for skjult kamera" hun sagde ordene og kiggede sig omkring men man kunne høre på hendes stemme at hun ikke selv troede på det. hun bakkede væk fra JAmilah med store øjne og knækkede så sammen igen "er. er. du en varulv? spørgsmålet var mere til hendes selv end Jamilah men hun sagde det højt alligevel.

Jamilah så alvorligt på hende og nikkede. Så hende direkte i øjnene. "Ja, det er jeg" man kunne sagtens se at hun talte sandt. Eller ville man kunne have set det på hendes øjne og de viste ingenting. Udover at hun fortalte sandheden.
"Vil du måske have flere beviser? For jeg kan garantere at der ikke er nogen ulv bag den busk"

"nej nej nej.... jeg tror dig. det er bare. hvordan. er det derfor du er så varm. hvordan er forvandlingen. hvordan jager du. er der flere. hvor mange er der. er du den eneste. kender jeg nogle andre varulve" hun stoppede. hvis hun kendte flere varulve. så ville de ikke være her. så ville de være mange steder henne. hun kiggede på Jamilah og gik stille hen til hende igen.

"Wow! Slap lige af med spørgsmålene!" sagde Jamilah lettere irriteret og tog en dyb indåndning. "Ikke flere spørgsmål! Det er genetisk og ja, det er derfor jeg er varm, forvandlingen er ikke så slem, kun i starten" Fortalte hun og smilede. Det mindede meget om det hun havde forklaret til Luna. Dog var Luna jo et menneske. Det ville hende her vist ikke være meget længere.
"Vi jager ikke, vi beskytter mennesker og der er flere. Vi er omkring ti eller flere. Jeg ved ikke om du kender nogen" fortsatte hun og trak vejret et par øjeblikke inden hun fortsatte med at snakke. "Vores leder, altså Alfa, hedder Catya og jeg er næstkommanderende, altså Omega" fortalte hun og så på Seras med et koncentreret blik. Brugte sin evne til at få hende til at slappe lidt af, da hun måske ville blive temmelig chokeret over det her.

"hmm. sorry men jeg bliver nød til at vide det her. hvordan var det i starten. da du fandt ud af hvad du var" hun blev flov over alle de spørgsmål hun havde stillet og tog sig sammen. hun konsentrede sin opmærksomhed på en plet lige bag Jamilah. det gik meget hurtigere end det gjorde normalt. men på den adnen side var der vist ikke flere 'normale ting' i denne verden. hun kiggede på Jamilah "undskyld jeg opførte mig på den måde i cafeen. kan du tilgi mig? hun kiggede på Jamilah med venlige øjne. hun håbede på at de kunne være venner igen.

"Jeg startede med at have voldsom feber og være rigtig syg. Så en dag blev jeg vred over et eller andet og blev pludselig til en hvid ulv. Meget større end en normal en. Jeg var meget forvirret og anede ikke hvad der var galt. Heldigvis havde jeg Catya til at hjælpe mig. Men de første par dage følte jeg mig som et monster" Fortalte hun og trak på skulderne. Det var lang tid siden, flere måneder! Hun havde lagt det hele bag sig nu.
"Det kan jeg skam, men kan du tilgive mig? For at smadre din telefon, skubbe dig og lege med dine følelser?"

Seras havde glemt alt om hendes mobil "det lige meget. jeg finder bare en ny. og omkring det med mine følelser. så er jeg da bare glad for at du gjorde det på den rigtige måde" hun smilte til Jamilah og kunne ikke lade være med at grine. hun gik stille hen til hende med udstrakte arme. "venner?

Jamilah sukkede lettet. "Ja!" mumlede hun og krammede hende. "Men du skal bare vide.. Du bliver nok selv en ulv?" sagde hun temmelig tøvende.

Seras kiggede op på jamilah "hvad mener du? spurgte hun skarpt og en lille smule bange.

"Hey! Du fortalte selv at du havde været rigtig syg og med feber" Forsvarede Jamilah sig.

"ja. men et er jo cirka 2 uger siden" hun smilte og kunne godt huske det. hun løj lidt. hun havde jo lige knækket sig så mangwe gange idag. men ellers var det lang tid siden at hun havde været syg.

"Virkelig?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn. "Jeg ved du lyver" det kunne hun mærke på hendes følelser. "Og hvordan kan det være at der lugter sådan af bræk?"

Seras blev meget flov "jo ser du. da jeg læb. fik jeg det mega dårligt. knækkede mig virkelig meget. men det er nok al den vrede der gjorde det. på samme tid med at jkegvar ked af det2 hun smilte men blev lidt bange over det også.

"Det lyder, som tegnene, men det overrasker mig at du ikke forvandlede dig siden du var vred" Indrømmede hun og så en smule mystificeret på Seras.

"har du overvejet at jeg måske ikke bliver til en varulv" hun grinte lidt imens hun sagde det o trykket fra hendes bange tanker lagde sig igen.