Haha... (Melanie)

Tid:: Seeeen eftermiddag.
Vejr:: Solnedgang.
Sted:: Inde i en lysning.
Omgivelser:: Ikke nogle.
_______

Cedric lallede rundt ude i skoven, blot fordi han kedede sig.
Han var lige blevet færdig på jobbet, og nu kedede han sig.
Der var ikke så mange som var intresserede i at være sammen med ham, men han var også rimelig ny.
Han smilede stort, og drejede en gang rundt om sig selv.

Lyden af små grene der knækkede under en vægt, kunne svagt høres i skoven. En vejrtrækning der ikke var besværet, men ikke et hjerteslag. Den blege skikkelse trådte ud i lysningen. Solen var gemt bag de høje træer og hendes hud glimtede meget svagt, et menneske ville ikke lægge mærke til det. De flammende øjne hvilede på det dansende menneske. En mand, hvor ynkeligt. Vinden legede med det brune hår og Melanie stod helt stille. Hun var ikke blevet opdaget.

Cedric lavede et rejehop, og drejede rundt igen.
Pludselig stod han stille.
I skyggen stod det smukkeste væsen han ever havde set.
Men hendes øjne var virkelig lidt uhyggelige.
Men hendes hår... Og hendes krop...
Hun var helt sikkert en gud.
Han måtte være utrolig heldig, bare fordi han fik et glimt af hende.

Melanie kiggede på ham, hendes øjne var formørket og hendes smil var væk. en lignede en gudinde, men hendes tanker var langt værrer. Hun havde kun lyst itl at dræbe ham. Hendes hals brændte efter hans blod, og hendes kolde hjerte ville se alle mænd døde. En hvæsen forlod hendes smukke læber og hendes øjne flammede op igen. " Goddag " lød hendes klokkeklarer stemme, det lød næsten som sang.

Hvis det var muligt, blev hans øjne endnu større.
Hun var guddommelig smuk, og hendes stemme var som små vind-klokker.
Han tog et par skridt mod hende, bare for at være tættere på hende.
Han kunne næsten ikke klare det.
Han ville bare røre ved hende.
"He... heeej."

Melanie tog et skridt tilbage og hendes stemme var kold som is. " Jeg vil desværre kun lege med dig " grinte hun, en hård latter. Jorden rystede under ham og hendes øjne flammede mere op. Det her skulle nok blive sjovt. Hendes øjne var stift rettet mod hans fødder og lige så stille formede sig der en ring af ild omkring ham.

Et skingert, overasket skrig forlod hans læber.
Hvad var det der skete?!
"Hva... Hvad laver du?" hviskede han hæst.
Han kunne mærke hvordan han mistede balancen, og næsten væltede.
Han blev skrækslagen.

Melanie fniste lidt, nød hans skrig. " Jeg burde egentlig ikke lege med maden, men det er jo lidt kedelig her i Forks " sagde hun med et skulder træk og stod så foran ham. Hendes læber formede sig i et skævt smil, koldt og hårdt. Hun satte sig ned i hug og skrev med fingeren i jorden. Bogstaverne var lavet af ild. Tilsidst stod der: Døden er på vej

Hans ben dirrede kraftigt, og han ville kaste sig på knæ og bede om nåde, men han gjorde det ikke.
Han bad hende ikke engang om at rede hans skind.
Han ville tage det som en mand, selvom hun var en morder.
Men hun var som en engel.
"Hvo... Hvorfor?" hviskede han bare.