Bølgerne.

Tid: Ved 15-tiden, på en onsdag.
Sted: Ved vandet.
Vejr: Lunefuldt; Solen skinner, og der er dejlig varmt, men noget tyder på en sart støvregn senere.
Omkring: Ingen mennesker/andre væsner.

Catya sad ved vandet, på en stor sten ude ved klipperne; Hun var iført en sort top, og et par knælange jeans. Hendes hår var løst, og hun lyttede til de ihærdige bølger, som de slikkede opad stene hun sad ved. De fulgte vandet næsten 50 meter ud. Hun rejste sig lydløst, og begyndte at balancere på stenene. Hun havde bare tæer, men var ligeglad; Der var meget glat på stenene, men hun prøvede af al kraft og koncentration, at holde balancen. Egentlig så var hun rastløs, hvilket hun havde været det meste af dagen. Hun havde været da været i skole, high school vel at mærke, men nægtede at gå indenfor og lave lektier. Hun håbede faktisk på at støde på enten Benjamin eller amilah, da de alle tre jo yndede at gå ned til havet, enten for at tage en slapper, solbade, træne eller tage et dyk i bølgerne. Dog trænede de mest om aftenen eller natten, ved skoven. Pludselig skyllede en bølge op på stenen hun stod på. Hun gyste; Det var koldt. Hun så ned mod sine ben, som nu var helt våde. Hendes bukser var også plettet med mørke farve,r som indikerede at vandet havde nået dem.

// svarer når jeg er tilbage, undskyld (:

//Det er okay. (: Hvornår er det omkring? ^^//

Benjamin gik nede ved vandkanten, mens vandet slikkede op på stranden. Hans tøj bedstod i dag af nogle cowboy bukser der gik ham til knæene og ingen bluse. Man kunne se hans mukuløse krop og hans hår lå ned. Det sædvanlige Benja-smil var plantet i hans ansigt og det ville være svært at få det væk. Sådan var den Benjamin alle kendte, en glad dreng selvom han var 18 år. Han smilte altid og han var den der altid opmuntrede sine venner. Hjælpe dem, snakkede med dem og også talte kæreste sørger med nogle få af pigerne. Et højt bjørne grin fyldte den ellers så stille strand, så nogle af mågerne der var der fløj. Lige den tanke havde fået ham til at grine. Benjamin syntes selv at det var længe siden at han havde set Catya eller Jamilah, men det var vel bare noget han syntes?

Da Catya pludselig hørte noget som først lød som et brøl fra et farligt dyr, gled hun, da hun mistede balancen, og koncentrationen. Hun skreg, og faldt ned i vandet, som var iskoldt, selv på denne tid af både dagen og året. Hun kom til at grine, og lagde sig om på ryggen. Hun smilede bare, og lukkede øjnene for en stund, før hun svømmede de få meter der var, ind til kanten. Da hun så at det var Benjamin, grinede hun. "Benjamin! Så var det dig! Det skal du få betalt!" Grinede hun, og begyndte at løbe mod ham, grinende, og glinsende våd af det klare vand. Solens stråler ville forhåbentlig snart tørre hende igen. Hun ville løbe hen og hoppe op på hans ryg, eller kramme ham, et eller andet så han selv kunne blive rigtig våd, når han nu havde fået hende til at miste balancen. Hun var nu alligevel glad for at se ham. Hvad hun var endnu gladere for, var at det ikke kun for dem handlede om at træne, og være en del af pakket - nej, det handlede også om at være venner, og holde af hinanden. Modsat de blodtørstige igler, som boede i nærheden, og som de skulle beskytte menneskerne mod.

Benjamin hørte et skrig og løb ud mod vandet, da han var nået helt ud itl knæene så han den person han faktisk havde forventet at se herude. Catya. Da hun begyndte at løbe og råbe på samme tid, kom der et ryk i ham og han grinte det sædvanlige grin. " Så er det om at få benene på nakken " skyndte han sig at sige, mens han grinte. Han var ikek lige så hurtigt som Catya, men lidt fart kunne han da få på et par sekunder. Hvor han havde stået var det mærker fra hans fødder. Vinden susede igennem hans hår og det lune sand sagde lyd eunder hans fødder. Han var løber mod vest, bare for at drille. Endelig stoppede han op og lukkede øjnene, parat til at blive våd på en eller anden mærkelig måde. Han var blevet lidt anspændt og åbnede det ene øje og smilte uskyldigt. " Det var ikke med vilje " sagde han grinende, og holdte hænderne oppe foran sig som et slags forsvar.
Det var rart at kunne hænge ud med Catya uden at der skulle værer noget med koblet indblandet i det, bare være venner for en stund uden nogle overnaturlige forvandlinger. Og uden iglerne der boede i nabobyen.

Da han begyndte at gå ud mod vandet, smilede hun bare større; Så blev afstanden bare mindre. Selvom han var meget større og meget højere end hende, var hun både en hurtig svømmer og løber, og det blev en blanding af de to ting, som førte hende frem mod ham - sammen med strømmen og bølgerne. De høje bølger var næsten ved at få fat i hende, og få hende med nedenunder, men sprang bare ned mod bølgerne, når de prøvede at hive hende ned. På den måde, fik hun bedre kontrol over sin krop i vandet. Hun dukkede op igen, kun få meter fra ham. Hun hævede et øjenbryn, men smilede bare over den måde han stod, opgivende. Hun hvinede, og kastede sig mod ham, til et stort vådt kram, men i stedet for at kramme ham, blev hun slynget ned mod ham, af en af de største bølger hele dagen. De blev begge slynget ned under vandet. Derefter blev bølgerne mindre voldsomme, og det blev lettere at få sig kæmpet op fra vandet. Hun fik fat i hans hånd under vandet, da hun fik sit ansigt op på overfladen igen. Hun grinede, mens hun trak ham op.

Benjamin hæv lidt efter vejret, men grinte så. Han var ikke van til at blive overfaldet af Catya på den måde, men det var vel sjovt? Han rystede lidt, men det var kun fordi at vandet var så isnende kold. " Shit, behøvede du at hive mig med ned under vandet?" spurgte han sarkastisk og grinte. Man kunne tydeligt hører at han lagde tryk på under. Han fik hevet sig selv op på stranden og hev Catya med sig. Hans smil blev størrer og han klukkede lidt. " Well, tillykke du fik den storer stygge ulv ned og lige. Tilfreds? " sagde han drillende og tog en dyb indånding. Han var kun en almindelig dreng, men alligevel ville Catya gerne hænge ud med ham. Det fik ham til at føle sig lidt speciel. Han grinte lidt og kiggede op på himlen. " Nu er jeg våd, og det vand var sq' fucking koldt " sagde han lidt højere og vidste at vis nogle af de ældre fra rådet hørte hans tale måde ville han få en over fingrene men han var ligeglad.

Hun grinede højt, da hun endelig fik ham hjulpet op af vandet igen. "Det ville bølgerne åbenbart? Der kom en bølge, som skubbede mig." Grinede hun, og vendte øjne af havd der lige var sket. Det var nu sjovt? Det bedste ved det hele, var at han aldrig nogensinde ville tro på at det var 'bølgens skyld'. Hun gik med ham op på land, til stadighed grinende. "Well, ja. Du er godt nok stor, men du er ikke styg.." Sagde hun, og kiggede ned ad ham. Han var stor, muskuløs og høj. Ikke tyk i det - tværtimod. Hun lignede slet ikke hende selv. Hun havde den solbrune hudfarve, men hun var mere spinkel i det. Selvfølgelig. I sin ulveform, lignede hun de andre i langt højere grad. Han var det komplet modsatte af blodsugerne, og alligevel så han helt fantastisk godt ud. Man behøvede jo ikke at være helt 'pale face', som de gamle plejede at kalde dem. Hun grinede. "Agreed. Men det var nu dejligt forfriskende alligevel, synes du ikke?" Spurgte hun smilende, mens hun gik langs bredden med ham. Hun tog fat om sit hår, og begyndte at klemme vandet ud af det. Hun tænkte aldrig selv meget over at hun var 'The Alpha' i den forstand at hun så de andre som sine ligemænd. Selvfølgelig måtte hun være lederen og tage de store beslutninger, hvis og når det kom så vidt, men det kom aldrig så langt at hun ville se sig selv som værende bedre end de andre i sit pak. Hun smilede bredt op til ham. Hun var virkelig glad for at se ham, efter så lang tid.

Smilet blev bredere og det ene øjenbryn hævede sig lidt. Vandet glimtede svagt på hans brune hud og i det sorte hår. Han rodede op i det, så vandet fløj ud til alle sider også begyndte han at grine lidt. " Er du nu sikker på at du ikke bare ville se mig våd?" sagde han drillende og puffede blidt til hendes skulder. Han blinkede drillende til hende og kiggede ned af sig selv. Hans bukser var helt våde, men det ville nok ikke tage lang tid før de tørede på hans varme krop. " For det er jo aaaltid bølgens skyld ikke ?" drillede han videre og stoppede så. Han ville ikke gøre hende sur, men det var stadig sjovt at drille hende. Han klukkede let og kiggede lidt på hende. Selvom Catya var spinkel var hun stadig smuk, på sin egen måde. Hun var ikke fuldstænding 'pale', hun havde en lidt mørk farve i det men det klædte hende. Hun var smuk som alle andre varulve, men der var noget helt særligt over hende. En hurtigt rystelse på hans hovede fik Benjamin til at kigge ligeud for sig, hvorfor tænkte han nu på det?

Hun vendte øjne, men måtte indrømme, at det ville hun nu heller ikke have noget imod. "Nej, det var bølgen! Det var det altså!" Udbrød hun, men kunne ikke lade være med at smile skævt. Selvfølgelig! Hendes skæve smil indikerede at hun løj. Det var jo bølgens skyld, men det var løgn at hun ikke ville have fornøjelsen af at kunne se på hans våde overkrop, helt bar. Som alle andre piger, var hun en sucker for flotte fyre. Hun nikkede. "Det er aaaaltid bølgen. Jeg tror at havet har noget imod mig, nogle gange." Sagde hun, og vendte et blik ud mod havet igen. Det så nu ikke vredt eller irriteret ud, derimod næsten takkende. Nej, det var ikke sådan det var; Havet var ikke hendes fjende. Hun så op på ham igen. "Hvad så? Hvorfor stirrer du sådan? Fik du en mågeklat i håret?" Spurgte hun med et grin. Hun lagde hovedet lidt på skrå, med et kærligt smil, mens hun flettede sin ene arm i hans, og med den anden begyndte at rode i hans hår, for at drille ham.

Benjamin klukkede lidt og kigged ned på deres arme. Han syntes ikke at hun var varm, men mere samme tempratur som ham. Han havde før forestillet sig Catya nøgen, men da han havde gjrot det havde han slået sig selv i hovedet også havde han undret sig over hvorfor han havde tænkt det? Han bed sig lidti læben og smilte sit sædvanlige Benja-smil. " Måske.. Tankerne fik bare fat i mig " sagde han grinende og kørte en hånd gennem håret. Så slog en tanke ham, hvordan så hun egentlig ud nøgen ?
Benjamin slog hurtigt sig selv på den ene kind, og rystede så på hovedet. " Nøj.. Det var bedre " sagde han og kunne ikke skjule et lille smil. Han kiggede op på himlen og skjulte sig skyldige blik helt. Han kiggedepå Catya ud af øjenkrogen.

"Ligesom bølgerne fik fat i mig." Grinede hun. Sikke noget lamt noget at sige, kom hun til at tænke på. Hun smilede dog op til ham; Lod det ligge. Hun havde sikkert slået ham, eller givet ham en lussing, hvis hun havde vidst hvad han tænkte på. Nogle gange tænkte hun godt nok på samme måde ved - visse drenge - men det var sjældent. Hun knugede sig ind til hans arm, og lod sin anden arm falde igen. Hun hævede et øjenbryn, da han slog sig selv. "Hey, hvad laver du? Hvad skulle det gøre godt for?" Spurgte hun med et skævt smil, og fulgte med et suk hans blik op mod himlen. Hun kunne mærke at hendes tøj langsomt var ved at tørre, ligesom hendes hår. Solen var så skarp at de begge let ville kunne blive solskoldede, men hvis det var tilfældet, ville de hele igen, i løbet af få sekunder. Derfor gjorde det hende ikke noget, at de ikke havde mere tøj på end de havde, og begge stod helt ubeskyttede mod solens stråler. Hun trak lidt i ham, og fik ham med sig videre. "Hmm. hvordan går det med dig, Benj?" Spurgte hun efter noget tid, med et bredt smil. Hun kunne mærke vinden gribe fat i sit hår, og lege med det.

Benjamin trak lidt på den ene skulder og grinte lidt, da hun knugede sig ind til hans arm. " Nåårh, du kan godt lide min arm hva?" drillede han og prikkede hende på næsen. Et svagt smil formede sig om hans læber og en lille klukken lød fra hans bryst. " Jeg fik bare nogle tanker, som jeg ikke helt ved om jeg skulle havde " sagde han grinende og håbede på at han forvirrede hende. Det var ikke alle der kunne forstå hans tale måde når han brugte en slags koder. Han grinte lidt og kiggede ned på hende, det skyldige blik var helt væk. " Det går vel fint ? " sagde han stille og kiggede så op på himlen igen. Vinden tog fat i hans hår og legede lidt med det, det hår det nu var.
Han fugtede sine læber lidt og hans bukser var nu helt tører. Han nød at gå her med Catya, han nød også der bløde sand under sine fødder. Han kiggedepå Catya og følte at han blev hevet afsted af hende. " Hvorn' går det så med dig, Cat?" spurgte han nysgerrigt. Det var læneg siden han faktisk havde hørt fra hende eller bare talt normalt med hende.

Hun så frem for sig, og et kort øjeblik op mod de høje og stolte klipper ovenover dem. Hvis de valgte at skride præcis i dag, præcis på dette tidspunkt, ville de blive dækket i klippeblokke. De tænkte hun. 'De', var dog ikke hende og Benj, men andre mennesker som kom forbi. Andre mennesker, som ikke havde deres kræfter, og deres mulighed for overlevelse. Hun rynkede næsen, og så op på Benj igen. Hun nikkede smilende. "Mmh-hmm." Nikkede hun, med et dæmpet grin. "Det går fint nok. Skolen er lidt af et helvede for tiden. Du ved hvordan jeg stinker til de sproglige fag. Det er ikke logisk for mig." Mumlede hun, men stadig med et lille smil fast plantet om læberne. "Familien har det godt. Ja, der er ikke rigtig noget slemt going on, for tiden. Men heller ikke rigtig noget spændende. Vejret er altid skønt for tiden." Sagde hun, og så op i himlen. Det var ikke just sædvane. "Tanker om hvad?" Spurgte hun. Det kunne være så utroligt meget; At flytte. At droppe de andet i pakket. At... Ja, alt. Hendes mave knugede sig sammen.

Benjamin grinte lidt og kiggede ned på deres arme igen. Han var blevet van til at deres arme var flettet, for sådan var der næsten altid når de var alene. Et skævt smil spillede om hans læber, men smilet nåede aldrig øjnene. " Jeg tænkte nu bare på en pige " sagde han stille og nævnte ikke navn eller noget om hende. Få ville kunne gætte hvem han tænkte på, men det var kun fordi at de så hvordan hans ansigt lyste op i et smil når han så Catya. Han trak lidt på den ene skulder og kiggede smilende ned på hende. " Er du jaulox?" spurgte han og klukkede lidt, for han havde jo ikke sagt hvem han tænkte på. De brune øjne hvilede lidt på hendes brune hår, men så forsvandt de fra håret op til himlen. Den var smuk, og man kunne aldrig bare række hånden op for at røre den. Man ville aldrig kunne røre den, for den ville bare flyde længere og længere væk. Sådan havde Benjamin det lidt, når han ville prøve at lægge an på hende eller noget, turde han ikke for han var bange for at hun ville blive stødt længere og længere væk fra ham. Selvfølgelig tænkte han aldrig på det, for det ville være et mareridt vis nogen af de andre fra koblet fandt ud af det. Rent ud sagt et helvede.

Hun fulgte hans blik, nysgerrigt. Mest for at finde ud af hvad han tænkte på. Hun lagde hovedet på skrå, med et smil. "En pige? Hvilken pige?" Spurgte hun med et smil. Hun var tilbøjelig til at blive jaloux. Hun blev faktisk meget ofte jaloux, men også kun med grund. Når noget var uretfærdigt, eller i situationer som denne. Men hun viste det aldrig. Hun holdt det indeni sig selv, og smilede bare. Hun smilede ikke sit skæve smil denne gang; Det smil der så tydeligt ville have vist at hun løj. Hun nikkede. "Ja, jeg er jaloux. Men kun indtil du fortæller mig hvem det er. Så bliver jeg sygeligt jaloux." Sagde hun bare, med ulæseligt ansigt. Hun havde nærmest tømt det for følelser, da hun ville have muligheden for bare at bryde ud i grin bagefter, og sige at hun drillede. Ellers ville hun dø af skam, og det ville ikke just være rart. Hun lagde sit hoved på hans skulder, og hvilede det der i nogle minutter. Det var dejligt at have ham. For tiden, var han den hun var tættest med fra pakket, og de så ikke engang hinanden så ofte. "Men hvorfor spørger du? Du ville da også selv have været det, hvis den flotteste fyr i dit pak havde fundet en anden at hænge ud med." Sagde hun med et grin.Det var tydeligt nok, at hun både drillede med det hun sagde, og var seriøs. En underlig sammenblanding.

Benjamin smilte et hemmlighedsfyldt blik. Han trak lidt på den ene skulder og var helt stille, det var kun hans varjtrækning man kunne hører. " Hmm.. Det var vel ikke så godt. " sagde han drillende, men hans ansigt var hårdt. Bare fordi han var den flotteste? De brune øjne gled fra himlen og ned i sandet, hvor de var blevet limet til. Hans vejrtrækning var stille og hans brystkasse bevægede sig i takt med den. " Det er en hemmelighed, som du ikke for afvide " sagde han og et svagt smil foremde sig om hans læber, hvorefter han prikkede hende på næsen. Det svage smil nåede aldrig hans øjne, tværtimod blev det kun på hans læber. Han kørte en hånd gennem sit sorte hår og kiggede på Catya ud af øjenkrogen. Han sagde ikke noget, gik bare i stilhed og tænkte på om det var blevet en akavet stilhed eller hvad ? Hans vejrtrækning blev en smule tungere og hans skirdt blev en smule langsommere, mens han overvejede om han skulle fortælle det? Det var for meget, vis hun ville bryde ud i latter eller vis hun bare ville gå sin vej efter at havde været stille. Han mumlede stille, så stille at selv Catya ikke ville kunne hører det " Skal jeg, skal jeg ikke?" mumlede han igen og igen. Endelig bestemte Benjamin sig for at han ville vente noget tid med det.

Hun så undrende på ham. Hendes første tankte var, at han opførte sig mærkeligt. Hvad var nu grunden til det? Ja, der kunne være mange. Hendes første tanke var, at han var nervøs, hvilket hun også let kunne føle på ham. Var det fordi det var hende han tænkte på? Det satte hende i tænkeboks. Hun nikkede. "Nej.. Okay.." Mumlede hun tænksomt. Hun kløede sig lidt i nakken, uforstående. Mon ikke det bare var bedst at skifte emne? Hun smilede op til ham. "Det kan være ligemeget. Det kan vi altid snakke om, en anden gang. Har du lyst til at gå en tur, eller gå i vandet igen? Det her vejr bør nydes så meget som muligt. Især fordi vi i dag kan vide os sikre på at vi ingen blodsugere får at se. De bryder sig jo ikke om alt for godt vejr." Grinede hun, og slap hans arm. Hun så på ham igen, da han mumlede et eller andet. "Fjollehoved." Sagde hun med et smil, og plantede et lille kys på hans kind. Det var dog efterhånden blevet ret besværligt, da han havde vokset helt ekstremt siden han var blevet en varulv. Ja, de havde alle dem i pakket. Hun var også selv blevet højere, men hun havde ikke fået den utroligt muskuløse og stærke overkrop, som alle drengene havde, men i det mindste lignede hun da ikke en lille pige på fjorten mere.

Benjamin mærkede hendes læber mod sin kind og kiggede så med det samme væk. For han kunne mærke at hans kinder blev en smule mere varme. " Fint nok.. Øhm, jeg tror at jeg hopper i vandet så " sagde han med et svagt smil på læberne, mens hans blik stadig var nede i sandet. Hvorfor turde han ike kigge på hende? Langsomt løftede han blikket og kiggede på Catya " Hvad vil du helst?" spurgte han i en blid tone og smilte det sædvanlige Benja-smil. Det var kun dem i kobler der fik hans smil at se, for når der var andre var han alvorlig. Han kunne ikke tænkte klart når der var igler omkring ham og når der var mennesker var han på vagt, han kunne kun slappe af når han var enten alene eller sammen med en eller hele koblet. Endelig nåede hans smil til hans brubne øjne. " Tark " hviskede han stille og kyssede hende på panden, for at drille. Hun vidste bare altid hvornår han var enten nervøs eller ikke var vild med noget. Benjamin grinte lidt og satte kursen ud mod vandet igen. Hans kinder var blevet deres normale tempratur igen, og han kiggede lidt tilbage på hende. " Caty, nu skal du ikke vænne dig til at jeg kysser dig hele tiden vel?" råbte han drillende tilbage til hende og satte så i løb ud mod vandet.

Hun nikkede. "Jeg går bare med. Jeg er sådan set ligeglad. Men jo.. Det er dejligt med lidt vand - det frisker op." Sagde hun smilende, grinede lidt af hans reaktion. han var en typisk dreng, nogle gange lidt for nervøs, andre gange lidt for drillende og fjollet, og nogle gange for seriøs. Hitte ham ud, kunne hun ikke, og var hun også sikker på at hun nok aldrig skulle komme til, selv når de kunne læse hinandens tanker. Hun hadede at hun lige nu ikke kunne. Hun overvejede faktisk bare at skifte form i vandet, da hun sådan bedre ville kunne nyde det. Af en ulv at være, svømmede hun jo heller ikke værst. Hun begyndte ligesom han, at løbe ud mod vandet, denne gang skrigende, hvinende og hylende; Som ulve nu gør det. Da hendes tæer ramte vandet, lagde hun sig ned, og rullede rundt ned til vandet, før hun rejste sig op igen, og løb det sidste. Som en syg fodboldfanatiker, eller sådan noget. Hun var ikke altid helt normal, og opførte sig ikke som de fleste andre piger - på mange måder. Måske var det drengenes indflydelse? Måske var det fordi hun tilbragte så meget tid sammen med dem? Tja. Hun var nu ligeglad. Hun var jo som hun var.

Benjamin stoppede op i udkanten af vandet og sparkede lidt til vandkanten. " Du er skør !" råbte han højt efter hende og hans hænder begyndte at ryste. Han smilte lidt, et drillende smil også lød der en mærkelig lyd. Nogle mennesker ville tro at det var tøj der revnet eller noget stof det blev revet over. Vis de troede det havde de faktisk ret. For det i vandkanten stod en stor sort ulv. Den smilede glad og logrede med halen, hvorefter den satte i løb ud i vandet. Alt det vand det blev sprøjtet om i luften, glimtede i solens straler. Ulven begyndte at hyle lidt også forsvandt den under vandet. Det var dejligt at svømme under vandet for så ville man ikke blive set, eller Benjamin ville for hans pels var sort. Hans hovede kom op over overfalden igen og ulven udstødte et grin, som mere lød som et grynt. DE brune øjne glimtede og han koncentrede sig om ikke at tænkte på Catya for vis hun også forvandlede sig til en ulv, ville hun se alle hans tanker. Selv dem hvor han forstillede sig hende nøgen. Hans hjerne blev helt blank, så hun kunne ikke se noget i hans tanker.

Det overraskede hende ikke, at han forvandlede sig. Det gjorde han så ofte som han kunne komme til det. Hun elskede også at være ulv. Hun rejste sig, og begyndte at løbe mod den snert af sort hun kunne se i det fjerne. "Benj!" Udbrød hun grinende, da hun endelig nåede ham. Hun lagde armene om den dejligt varme ulv, og kyssede den ved øret. Vandet gik hende til lidt under brystet. Hun nussede dne muntert bag ørerne. "Hvor er du are dejlig.." Mumlede hun for sig selv. Hun var helt vild med dyr, men endnu vildere med sådan et stort dejligt dyr, som aldrig ville kunne være farligt for hende. Et dyr som var hendes ven inde bag. Det var underligt at tænke på at hun også selv var kommet. Hun så ned i hundens øjne, og smilede, før hun slap dens dejlige pels og svømmede lidt væk fra ham, og ned under vandet med hele kroppen, bortset fra ansigtet. Hun smed sin trøje, sine bukser, og ja. Faktisk det hele. Hun smed det op på en af klipperne, og forvandlede sig. En mindre, men lige så mørk ulv, kom til syne. Den begyndte at svømme hen mod den anden ulv, Benj. *Og du vover ikke på at stjæle mit tøj, og løbe din vej!* Tænkte hun, men kun som en spøg. Hun prøvede at lukke for de fleste af sine tanker, ja prøvede på ikke at tænke på dem. Men da hun fik øje på ham, løb tanken igen igennem hendes hoved. At han dog var fantastisk smuk.

Benjamin lukkede øjnene of i et split sekund, mistede han sin koncentration og forestillede sig hende nøgen. Men hun havde for travlt med at advarer ham, så hun ville nok ikke lægge mærke til det. Hans tanker gik så helt sorte. * Det kunne jeg aldrig finde på * tænkte han drillende og havde det specielle glimt i øjet. Han grinte lidt over hendes tanker og hylede tilfreds. * så jeg er smuk ?* tænkte han drillende og dukkede ned under vandet. De brune øjne kiggede ned på bunden af havet. Det var smukt og en masse fisk svømmede roligt dernede. Ulve hovedet kom op til overfalden igen, gispende efter luft.

// undskyld længden..

//Det er okay. (://

Hun spærrede øjnene op, da hun i - ja - et slit sekund hørte hans tanker om sig selv. Hun ville have rødmet, hvis hun var i sin menneskelige skikkelse, ja faktisk blev hun en smule vred. Godt nok havde hun ikke set det længe nok, til at vide hvordan det var ment. Om det var for at hun ville pinliggøres, hvis han tog tøjet, eller hvad det var. Hun overlevede nok alligevel, og ville nok bare løbe efter ham, i sin ulveskikkelse. *Haha! Og det vil du have mig til at tro på.* Tænkte hun, og begyndte at løbe - nej svømme - mod ham. Hun var en god svømmer. Hvis folk kom forbi på denne tid, ville de sikkert stirre nok så meget; To ulve, badende, og så højlys dag. Da hun nåede ham, drillede hun ham lidt, ved at bide ud efter hans hale, og give en drillende men høj lyd fra sig, som hun svømmede om på hans side, og lod sin stærke ulvekrop forsigtigt skubbe til hans. I vandet lige nu, ville hun ingen chance have overfor ham overhovedet - medmindre hun skulle svømme fra ham. Men i en kamp, ville han vinde på grund af sin størrelse, da det ville være en fordel. Hun havde ikke nogen. Hun strøg sin næse mod hans pels. *Var det et spørgsmål eller et svar? Selvfølgelig. Jeg elsker virkelig at være ulv..* Tænkte hun tilbage til ham.