Legesyg eller?

Sted :: Omegnen udenfor Forks.
Tid :: IRL.
Omgivelser :: Justin.
Vejr :: Solskins vejr og meget vind.

Justin sad oppe på toppen af en bakke ved omegnen udenfor Forks. Han vidste ikke rigtig hvordan han havde det efter alt det som lige var sket,
det var sket så hurtigt, at han egentlig ikke lige selv kunne følge med. Hvorefter at han trak sin ene ben ind til sig, og lagde sin hage ned på sine knæ. Smilede skævt imens at han så udover Forks. Solen skinnede stadig, hvilket var skønt og fik ham i bedre humør.
Senere hen kunne han vel starte sin egen kobbel igen? Det var i al fald en tanke der strejfede ham.
Hvorefter at han lukkede sine øjne, trak vejret roligt og mærkede hvor stærk vinden var, da hans hår nærmest fløj med vinden,
det irriterede ham lidt, da han altid satte sit hår perfekt, pjusket og strittende, men denne her gang var det bare en bunke uldtot pga. vinden.

Miriam var langt om kænge gået på opdagelse uden for byens område. Af en eller anden grund havde hun ikke helt fundet ud af, hvad hun syntes om stedet Forks.. Det virkede så.. Anderledes. Selv var hun jo godt klar over hvem hun var, og der var blevet taget åbenhjertet imod hende. Hendes humør steg et par grader, da solen jo skinnede, og vinden leget let med det brune hår. Hun stoppede dog op på en sti, da en lugt fangede hendes næse, og søgende lod hun blikket glide rundt. Det tog dog ikke lang tid for hende at få øje på drengen et stykke væk, men burde hun gå over imod ham? sikker var hun i hvert fald ikke. *ååh Miriam.. Tag dig sammen* tænkte hun irriteret over sig selv, og satte i en rolig gågang hen imod drengen.

Justin rejste sig op efter et stykke tid, men fangede da en lugt i sin næse. "Varulv?" spurgte han stille sig selv og vendte sig om, hvor han fik øje på en pige, som han ikke før havde set. Han havde vel ikke rigtig set nogen da han næsten lige var flyttet til stedet. Så det var ikke så underligt at han ikke havde set hende før i sit liv. Han gik derefter ned i sin ulve form, eftersom han ikke ville have hende til at se hvor grim han lige var på dette tidspunkt. Hvor hans ulve form var en sort lille ulv.

// https://2img.net/h/oi39.tinypic.com/35koo3k.png //

Miriam glippede overrasket med øjnene, da han sådan bare forvandlede sig. "han må vide det" mumlede hun lavmælt for sig selv, eller gav det jo ikke mening, bare sådan at gå i forvandling. Hvad ville han have gjort hvis hun havde været et menneske? eller det der var værret. Dog kom et skævt smil frem på hendes læber, da hun nåede helt hen til ham. Hun valgte selv at forblive i sin menneskeskikkelse i tilfælde af, at andre ville kunne se hende. "Jeg kan ikke snakke med en ulv" sagde hun med en blid stemme, og hævede let det ene øjenbryn, inden hun forsigtigt satte sig ned ved siden af ham. Det faldt hende ikke ind at spørge om lov, da hun ikke var høfligt anlagt som person. Fraværende løftede hun den ene hånd, og kløede ulven bag øret, ligesom mennesker plejede at gøre med deres hunde.

Justin kiggede med sine grønne ulve øjne på hende og kunne ikke lade være med at spinne da hun kløede ham om bag øret, han bevægede stille sin hale, imens at han bukkede sit hoved ned, *Undskyld* tænkte han og var pinligt berørt over det at han bare sådan forvandlede sig. Selvom der var en grund til at han jo gjorde det. Han betragtede hende lidt inden at han så blev til sit menneskelige skikkelse og satte sig op i hug. Bed sig diskret i underlæben. "Det var ikke min mening at.." sagde han stille og rakte sin ene hånd imod hende. "Justin" præsenterede han sig venligt med et skævt smil over sine læber. Kiggede lidt ned ad sig selv, det var vist godt at han ikke beholdt sit kobbel til sin plads af en leder.

Hun kunne ikke lade være med at smågrine over hans hundeagtige opførsel, men trak dog hånden til sig igen, mens hun nærstuderede ulvens øjne og farve. Miri konkluderede hurtigt, at drengen jo så også måtte være sorthåret med grønne øjne, men resten kunne hun ikke regne ud. Endnu engang glippede hun let med øjnene, da han forvandlede sig tilbage og smilede skævt. "Miriam" svarede hun så, og tog imod hans hånd, inden hun gav den et blidt klem. "og hvad var ikke din mening?" tilføjede hun hurtigt, og svang et spørgende øjenbryn i vejret. For hende havde der jo slet ikke været noget at undskylde for.

"Det er lige meget" svarede han og nikkede kort, imens at han lod sine grønne øjne hvile på hende. "Jeg tænkte bare for meget?", kom han med en hurtigt undskyldning, og sendte et kært smil. "Noget der ikke skal tænkes, så" tilføjede han stille, og fugtede sine læber. "Er du ny?" spurgte han nysgerrigt, det behøvede jo ikke kun at være ham som var den eneste som lige var flyttet til stedet, han hævede da sit ene bryn. "Hvordan.. turde du at kærtegne mig bag mit øre.. tænk hvis jeg var farlig?" smilede han, hvilket han faktisk undrede sig en del over, men han nød det, da hun gjorde det, og det var der ingen hemmelighed i.

Miri rynkede let panden over alt det han sådan lige pludselig sagde, inden hun skjulte et smil bag den ene håndryg. hun lyttede dog interesseret i hvad han havde at sige, og nikkede så da spørgsmålet kom. "Jep.. Helt ny i byen" svarede hun med en munter klang, glad for at der var nogen man rent faktisk kunne snakke med. Et skuldertræk fulgte, da hun ikke helt vidste hvad hun skulle svare til det næst. "Du virkede.." mumlede hun tænkende, og bed sig let i underlæben. "ikke farlig.. Desuden ville jeg kunne overmande dig til hver en tid" tilføjede hun hurtigt i et drillende tonefald og nikkede bestemt. Egentlig ikke fordi hun troede på det, men det lød bedre en 'det ved jeg ikk'.

Han hævede det ene bryn, imens at han betragtede hende let, men kunne ikke lade være med at undslippe et grin. "Dig.. overmande mig?" spurgte han og rystede kort på hovedet. "Det tror jeg ikke på, lille skat" sagde han så smilende og lagde sin ene hånd på hendes skulder. Han var kommet lidt i drille humør. Sendte et charmerende smil, "Pas på at du ikke kommer ud på dybt vand" tilføjede han drilsk med et glimt i øjet. Mariam var et pænt navn og hun var smuk, han fattede ikke helt hvorfor en så smuk pige som hende valgte at tage til Forks. Han rømmede sig derefter og trak sin hånd til sig. "Du ved jo godt at mænd i ulve form altid er stærkere end kvinderne, ikke?" drillede han, fordi han drillede var at han udmærket godt vidste at det ikke helt passede, det som han sagde, nogen kvinder i ulve form, kunne sagtens overmande en mand. Der lå meget i at være ulv, en hver kunne vinde i en slåskamp. Så meget havde han lært.

Miri rynkede let på næsen, over den måde han sådan udtalte det på, men bemærkede dog den drillende undertone, inden hun let fnøs af ham. "Ja! mig overmande dig!" svarede hun og skubbede let til ham med den ene skulder. "Desuden er jeg altså ikke lille bare så du ved det" tilføjede hun hurtigt, i et halvt advarende tonefald, da hun virkelig ikke kunne fordrage at blive kaldt lille. Et smil kom dog frem i hendes ansigt, da der var en pause i snakkeriet. Tilfreds kløede hun sig lidt på kinden, inden hun rykkede lidt på sig, så hun kom til at sidde bedre på jorden. Det kunne virke frustrerende for andre, at Miri hele tiden skulle foretage sig et eller andet, men hun var ikke typen der var sket til at sidde stille. "og du.." svarede hun så og lagde let hovedet på skrå endnu engang. ".. Ved udmærket godt at det ikke passer.. Kvinder er ligeså ofte stærkere end mænd, og omvendt"

Justin væltede let drillende ned at ligge på jorden, "Ja, det ved jeg udmærket godt" sagde han med et grin, inden at han satte sig op.
Hvorefter at han bed sig i læben, "Nå .. nå, så det må jeg ikke kalde dig? .. Hvad sker der hvis jeg kalder dig det?" spurgte han nysgerrigt, men for sjov, han lagde sit hoved på skrå, imens at han kiggede på hende. Lod sin tunge glide ud at slikke ved sin ene piercing i underlæben, han havde jo to piercinger i underlæben, i hver sin side. Justin kunne godt tænke sig at se hendes ulve form, men han vidste ikke lige hvordan han skulle få hende til at forvandle sig, det var da dumt at spørge om han måtte se hende forvandle sig? Han trak svagt på skuldrene. "Men du syntes vel åbenbart at jeg var en sød lille ulv siden du kom hen og kærtegnede mig" sagde han så med et smil.

"Så kan du bare ligge der nå" svarede hun med et selvtilfreds smil, og strakte benene væk fra kroppen, så de lå fladt langs med jorden, inden hun ivrigt rystede på hovedet. "Neijh.." svarede hun, og skar let ansigt over spørgsmålet. "Det er bare ikke pænt at kalde nogen lille. Desuden er jeg jo heller ikke lille" svarede hun så med endnu et smil, inden hun let rakte tunge ad ham, på en ret så barnlig måde, hvilket var en vane hun havde fået tillagt sig. "Hvor længe har du selv boet her?" spurgte hun så, ligesom for at undgå at svare på det hans sidste kommentar, da hun virkelig ikke vidste hvad man sagde til den slags. "Jeg så dig forvandle dig selv.." Let himlede hun smilende med øjnene, og prikkede nysgerrigt til ham. ".. Du burde passe mere på.. Hvad hvis jeg nu havde været en blodsuger hva?"

"Godt nok havde du set mig forvandle, men du havde jo ikke helt hvordan jeg så ud som min menneskelige skikkelse, da det gik ret hurtigt" konstaterede han og hævede let sine bryn, da hun lige pludselig snakkede om det hvis at en blodsuger opdagede ham. "Jeg er ikke bange for de blodsugere.. de kan bare komme an, og desuden kunne jeg altid løbe væk fra dem" svarede han tilfredst imens at han kiggede på hende. Hvor han nåede at bide sig fast i hendes tunge. Han rykkede sig dog lidt da hun prikkede sig til ham, eftersom han var kilden når det kom til stykket og dermed gav han slip på hendes tunge også. Kiggede da ned af sig selv og rødmede svagt, så hun ikke kunne bemærke det, "Undskyld" tilføjede han så stille og fnisede.

Miri spærrede ret så overrasket øjnene helt op, så man kunne se det blå skær der var i hendes brune øjne, imens hun gav et halvkvalt bjæf fra sig. Han kunne da ikke bare sådan bide sig fast i hendes tunge. Hun sukkede let da han slap den, og prikkede kort til den, for at se om den stadig var i et stykke, inden hun hurtigt trak sin tunge tilbage i munden, og sendte ham et skævt smil. "Hvorfor undskylder du?" spurgte hun nysgerrigt, da hun gerne ville høre ham gå langt mere i dybden med sin undskyldning. "Jeg er heller ikke bange for dem!" svarede hun så stolt, og rettede let ryggen. Det var jo derfor ulvene var der.. For at jage blodsugerne væk. "Og du svarede altså ikke på mit spørgsmål". Hun skød let underlæben frem, for at vise at hun var meget skuffet over, han sådan kunne glemme det, samtidig med den bevægelse lage hun let armene over kors, og begyndte at vippe let med sine fødder.

"Fordi.. tja, det var ikke pænt af mig?" svarede han hentydet til med da han sagde undskyld. Han lagde sit hoved på skrå, og studerede jorden lidt. "Hvis du var en blodsuger? .. Så havde jeg da gjort alt for at jage dig væk?" sagde han så og bed sig i underlæben. Han grinede lidt da han så at hun lagde sine arme over kors. "Hvis det var det spørgsmål du mente som jeg ikke svarede på?" tilføjede han imens at han så spørgende på hende og sendte et smil. Prikkede hende da let i siden af hendes mave. "Du kan vist ikke lide at folk siger undskyld?". Han undrede sig meget over hvorfor hun hele tiden spurgte ind til med at han sagde undskyld til nogle af de ting han havde gjort.

Miri kunne ikke lade være med at fnise let, da han prikkede til hendes side, og skuttede sig let i modsatte retning. "Du må ik kilde" peb hun og skød endnu engang underlæben frem, mens hun betragtede ham nysgerrigt. Det var efterhånden gået op for hende, at hun nok ikke havde været så venligt indstillet overfor ham, hvilket ikke var meningen, men noget hun gjorde af natur. "nevermind.. Det var ikke et vigtigt spørgsmål" svarede hun så sød, og sendte ham et muntert smil, imens hun pillede lidt ved en tot af det brune hår. Endnu et skuldertræk fulgte som svar på hans spørgsmål. "Jeg er ikke vant til at folk siger.." Svarede hun så, men kunne ikke rigtig få det sidste ord henover læberne. Hun sukkede lydløst, og prøvede endnu en gang. "..Undskyld" Tilføjede hun så og smilede endnu større. Mest fordi hun havde fået ordet frem, da hun sjældent havde hørt det, og nok aldrig sådan brugt det selv. Hvorfor skulle man da også gå rundt og undskylde for alting altså.

"Så man har levet som en lille snop?" spurgte han drillende, men stille og forsigtigt, imens at han betragtede hende let. Hvorefter at han stillede sig op på fire ben, som om at han var forvandlet til sin ulve form, selvom han ikke var, han kravlede da forsigtigt og elegant hen til hende, lidt tæt også, hvor han lod deres øjne møde hinanden. Han lukkede sine øjne lidt og så på hende ud af øjenkrogen. Skulle han gøre det? En tanke strejfede ham at det måske var en dum idé at gøre, der kunne ødelægge deres venskab, han satte sig da ned på jorden efter et stykke tid, sukkede lydløst, men sendte så et uskyldigt smil, han lod være eftersom han ikke ville ødelægge noget. "Du vil ikke høre mig sige det igen" svarede han så, det var meningen at han ville kysse hende, men han turde ikke og det var tæt på at han ville sige undskyld. Dog lod han være med at sige det, for det ville nok irritere hende.

Miri Hævede let det ene øjenbryn. "jeg er ik snobbet" svarede hun så, men stadig i et blidt tonefald, for ikke at fryse is imellem dem. Det var jo ikke fordi det han sagde stødte hende på nogen måde, så hvorfor skubbe en ven fra sig. Det var ikke ligefrem fordi hun havde mange af dem her på stedet, eftersom hun lige var kommet til. "Jeg er bare mig" tilføjede hun så smilende til sætningen, mens hun holdt et vågent øje med ham, da han pludselig kom ret tæt på. Det var ikke ubehageligt på nogen måde, men en fremmed følelse gled rundt inden i hende. Hun kunne dog ikke holde øjenkontakten med ham ret længe, og slog blikket ned mod sine fødder, som pludselig virkede ret interessante. *Hvad mon han mente med den sidste sætning?* tænkte hun langsomt, og vippede lidt fra side til side, og kom i et uheld til at ramme ham. "oh.. undskyld" mumlede hun nervøst, og kiggede på ham, for at tjekke om han var kommet til skade, hvilket jo var dumt, da hun ikke havde andet en lige strejfet ham.

Justin grinede lidt, efter at hun var ramt ind i ham. "Det er okay" sagde han og bed sig i læben. Hvorefter at han blinkede med sit ene øje, et tegn på at han var okay, der var ikke sket ham noget, overhovedet ikke. Han lukkede sine øjne lidt og blev lidt overrasket at hun ramte ind i ham. Han kiggede da på hende og vidste ikke hvad han ellers skulle sige, eftersom han var blevet ordløs. "Ehm.. håber at du fik en blød landing?" smilede han skævt og fugtede derefter sine læber, undslap et lille grin også.

Hun rynkede let på næsen og nikkede så. "Jamen det gjorde jeg" svarede hun hurtigt og trak benene ind til hendes krop, mens hun kort kiggede rundt omkring, for at finde ud af hvor det egentlig var de befandt sig. Det måtte hun dog hurtigt opgive, da hun helt havde glemt hvordan hun i første omgang var kommet derud hvor de sad nu. "Men du bliver nok nødt til at hjælpe mig tilbage på et tidspunkt" mumlede hun langsomt, og lagde sit hoved mod hans skulder, uden at vide hvorfor. Ideen virkede bare.. tiltrækkende. "Jeg er totalt lost lige nu". Hun bed sig forsigtigt i underlæben, inde hun lagde begge arme omkring benene, rykkede lidt på sig, for at sidde bedre.

"Hvorfor?" spurgte han stille, men smilende imens at han kiggede ned på hende.
Han bed sig da i læben, "Det skal jeg nok" sagde han og gabte lidt.
"Hm.. du er også med i den pak.. eller kobbel hvor Catya er lederen, ikke? eller?" spurgte han efter et stykke tid,
det havde han helt glemt at spørge efter, han sukkede lydløst og kunne selv så godt tænke sig at være en leder og sørge for andre, også videre.
Hans drøm var bare generelt at blive sin egen leder af et kobbel. Men der gik nok noget tid før at det kom til at gå i opfyldelse.

Hun vippede let med hovedet. "Hvorfor hvad?" Spurgte hun så dumt, da hun ikke var sikker på hvad han spurgte om. bagefter smilede hun dog lidt og nikkede svagt. "tak" svarede hun så, til at han nok skulle hjælpe hende med at komme hjem igen. Ellers ville hun nok vandrer hvileløst omkring i meget lang tid, før hun fandt den rigtige vej. "catya?" Hun tyggede let på navnet, og nikkede nu endnu engang, men mere bestemt. "jo.. Jeg hører under hendes pak". Miri var faktisk kommet med deri, hurtigere end hun havde troet muligt. Hun nåede ikke så meget som at sætte sine ben inden for byens grænser, før en par ulve stod klar til at tage imod hende.

"Nysgerrig for at vide det" svarede han bare da han ikke gad til at uddybe det, han ville holde det for sig selv, med at han havde drømme for at danne sin pak. Han nikkede så kort. "Så lidt" sagde han med et smil, "Nej .. julemanden" tilføjede han så drilsk og fniste.
Men vendte da sit blik op mod himlen. "Det gør jeg også" mumlede han, utroligt nok. Han glædet sig til at der kom flere til stedet,
så han også havde det nemmere og større mulighed for at danne sin egen pak.

Hun nikkede lidt. "Jamen okay så" svarede hun og prikkede ham blidt i siden, inden hun løftede sig hoved væk fra hans skulder igen. "og desuden.." Hun vendte blikket mod ham, og rakte igen tunge, uden at huske på hvad der var sket sidst hun gjorde det. "..Findes julemanden altså ikke!" Hun nikkede bestemt, men stadig med sit vante skæve smil på læben. Da han nævnte han hørte til i samme pak som hende, nærstuder Miri ham på ny. Ja helt fra begyndelsen endnu engang, for at være sikker på hun ikke havde set ham blandt de andre. "Så hører vi under samme sted" smilede hun så og kløede sig på kinden i noget der kunne minde om en evighed, mens hun stadig lod blikket glide op og ned af ham et par gange, inde hun var helt sikker på ikke at have set ham før.

Han rykkede sig lidt samtidig med at han fnisede, da hun prikkede til ham. "Det ved jeg da godt!" konstaterede han så og kunne ikke lade være med at grine, angående med at de snakkede om julemanden. "Jeg sagde bare julemanden.. fordi det var ham jeg lige kom i tanke om, altså!" sagde han og smilede. Hvorefter at han nikkede. "Ja, uhyggeligt, var?" spurgte han drilsk med et glimt i øjet, imens at han kiggede på hende, han opdagede godt at hun nærmest studerede ham lidt. Han bed sig diskret i læben og kiggede da ned i sig selv. Hans mave begyndte at knurre, men det var ikke fordi han var sulten, der var bare nogen gange hvor hans mave knurrede, han rødmede svagt. Dog vidste han godt selv hvorfor at den knurrede og det var mærkeligt hvorfor at hans mave gjorde det pga. den grund. "Ti stille!" hviskede han til sin mave.