En cykeltur igennem parken ved søen

Dato: D. 1 april.
Årstid: Forår.
Dag: Torsdag.
Vejr: Stille og roligt. Solen skinner en lille smule.
Sted: Søen/parken.
Tid: Omkring IRL.
Omgivelser: Ingen.

Sarah kom cyklende hen af stien. Cyklen var en rusten herremodel, og det var ganske tydeligt, at den var af et ældre mærke. Den ene pedal sad løst, og det samme med styret. Solen skinnede mildt, men de tunge skydækker ville snart sætte en stopper for det. Hendes sorte pjuskede hår hang løst ned af hendes ryg, og hun havde som sædvanlig, som gule Cap på. Den sad skævt, og ellers trykket godt ned om hendes hoved, for hun ville ikke miste den, og luften havde drillet det meste af dagen. Cyklen slingrede. Sarah fik rettet den op, og hendes øjne flugtede sig med omgivelserne omkring hende. Parken var smuk. Græsset var mørkegrønt, og det var tydeligt, at det ikke var stusset her inden for den sidste måned. Sarah trådte en ekstra gang i pedalerne, og kæmpede sig op af en lav bakke.

De sorte øjne tittede roligt frem bag de tæt pakkede træer. Hun stod der som en skygge, eller det mange ville tro var en skygge. Hendes ansigt fortrak ikke en eneste mine, og hvad hun egentlig lavede her, vidste hun end ikke. Hun stod godt beskyttet under træernes grene, der lagde sig trygt over Aderyn. Solen kunne på ingen måde nå ind til hende, da alle disse blade hang beskyttende om hende. Atter var der ingen tegn på liv over hendes ansigt. Der var intet andet end den neutale fold, der lå tykt over Aderyns ansigt. Det var tydeligt, at hun ikke havde noget som helst gemt i sig. End ikke de små kildende følelser. Alt var væk med det døde hjerte. Dødt og begravet.. Her var kun Aderyn tilbage som den skygge af et menneske, hun engang havde været. Mange var vel egentlig bange for hende? Frygten var bare ikke den normale, men mere en tilbagetrækning, da man aldrig vidste, hvad man skulle forvente. Aderyn trak let på skuldrene, og lod først i dét øjeblik sine øjne glide søgende i omgivelserne. Mod den cyklist, der stille nærmede sig..

Sarah drejede ekstra hårdt i pedalerne. Hun havde lettere røde kinder, og vinden ruskede godt og grundigt i cyklen. I bagabægeret bag på cyklen, var der en indkøbspose. Den var fyldt med alverdens madvarer, men størstedelen var nok mælk og tyggegummi pakker. Måske kunne man kalde Sarah afhændig af tyggegummi, men man så bare aldrig den klodsede pige uden tyggegummi velplaceret i munden. Og så var det altid lakrids. Sarah var en sjov type. En underlig type. Aggressiv, skør, glemsom og klodset. Hun var alt det, som ingen andre var, ganget med ti. Sarah sukkede tungt, da den velkendte vibrator lød fra hendes lomme. Mobilen ringede. Sarah trådte bremsen i bund, lige akkurat med at hun drejede. Cyklen trillede hen over græsset, og videre over til en bænk, som hun støttede benet på. Derefter hev hun mobilen frem.
- "Vent", sagde hun og begyndte derefter at ryste telefonen. Der lød en knasende lyd fra den. Derefter trykkede hun den mod øret, og kløede sig på næsen.
- "Det er ikke Sarah, goddav" sagde hun drillende. Lidt efter flød samtalen ellers derudaf.

Lyden af dæk mod gruset genlød højlydt i Aderyns hoved, da hendes ekstra stærke hørelse opfangede hver af de små sten, der udgjorde grusset, cyklen nu kunne cykle på. Stien var lang, så lang øjet rakte, hvis man skulle være en smule 'præcis', og så var den yderst god at cykle på. Aderyn havde aldrig hidtil klaget over denne sti. Jovist lå der sten og andre unødvendige ting på stien, men det var dette, der fik Aderyns hjemmevante følelse frem. Stien fik hende til, at føle sig hjemme.. Hjemme i det dårlige kvarter i Italien, hvor naturen havde været en stor del af hendes opvækst. Dog vidste ingen til denne side af Aderyn, da hun tit virkede så hadefuld overfor de grønne blade, der strakte sig anstrengt ud over stien, græsset der grønt stod urørt og stierne, der strakte sig længere end man kunne se, var hårdere end man forventede og glattere for en dæk end så meget andet. Men dette var en velkendt fornemmelse. Fornemmelsen for liv, der tit var blevet udelukket af Aderyns liv. Det kørte efterhånden på vante skinner.
Stemmen brød barrieren, Aderyn ellers så flittigt havde bygget op. Barrieren til stilheden, der langsomt blev brudt af de ord, der hurtigt blev udtalt ned i mobiltelefonen. Aderyn så nysgerrigt til, da denne pige lystigt snakkede. Der var ingen tegn på skyggen, Aderyn prøvede at overbevise sig selv om, hun egentlig var. Intet sås. End ikke det mindste tegn på kulde eller rolighed. Alt lå stille og ubestemt hen. Hun ventede..

- "Ja. Nej jeg har ikke købt ananas. Det stod ikke på sedlen far!" udbrød Sarah til sit forsvar, før hendes mund gled ud i en O-form. Hun tsk'ede højt.
- "Jeg ved da ikke hvorfor.. Nej, nej jeg glemte bare at jeg havde engelsk! .. Jeg snakkede", mumlede hun og kom så til at slå et grin op. Der lød en opgivende kommentar fra den modsatte ende af røret, og Sarah grinede igen. Der var ingen tvivl om, at Sarah havde en venskabeligt forhold med sin far. Udover Sarahs far havde hun en storebror. Eller. Det havde hun haft.
Hun nikkede nogle følgende gange, før hun lagde røret på. Nu var det på tide at hun vendte næsen hjemad. Sarah drejede rundt i pedalerne, og hun satte kursen mod grusstien igen. Den var dejlig behagelig at køre på, i forhold til græsplænen. Cyklen var en anelse for stor, så hver gang hun trådte, lettede foden fra den modsatte pedal. Det gjorde mægtig ondt, og så utrolig dumt ud. Sarah lagde slet ikke mærke til den sorte skikkelse, der stod gemt i buskene. Sarah kørte faktisk bare forbi hende, samtidig med hun nynnede muntert. Solen forsvandt fra himlen, og skydækket tog over. Det ville ikke gå længe, før regnen ville begyndte at sjaske ned over Forks.

Aderyn øjnede en mulighed her, da solen forsvandt som dug. Der ville gå ganske kort tid, og så ville de første dråber vand være parat. Parat til angreb mod ens eget tøre tøj, hår og hud. Aderyn nikkede en enkelt gang for sig seln, inden hun langsomt forsvandt fra buskene og træernes tætte skjul, og fortsatte hurtigt efter cyklisten - pigen. Hun havde snakket noget så venskabeligt med en i den anden ende af røret. Aderyn forestillede sig det var en ven, men på visse punkter blev det modsagt i hendes hoved. Hvilken ven spurgte, om man havde købt en ananas? Aderyn rystede en smule opgivende på hovedet over sig selv, og fortsatte i en langsom lunten efter cyklen. Hun cyklede meget underligt, denne pige. Som var cyklen for stor? Hun lavede en enkel og let hovedrysten, og satte så tempoet en del op, så hun kun på ganske få sekunder stod i vejkanten længere fremme - Og hun var kommet derhen hurtigere end øjet kunne opfatte. Det var det fantastiske ved, at være vampyr..
Aderyn lod ganske kort sine øjne opfange jorden under hende, og hermed fik hun også et kort blik af sit tøj. Tøjet var præget af det sorte, hvilket vel ikke var en overraskelse? Hun bar en sort kjole, der sad lettere stramt om hende, og nåede hende helt til knæerne. Hertil var der en sort cardigan og nogle enkle sorte sko. Hendes kulsorte hår hang løst, og flagrede lystigt i den lette vind. Alt det sorte stod i en tydelig kntrast til hendes kridhvide hud. Selv hendes øjne bar præg af det sorte, hvilket mere bare var en meget mørk brun farve.

Sarah rømmede sig svagt, og høflig som en lille menneskepige var, knyttede hun hånden og holdte sig for munden, selvom der ikke var et øje til stedet. Endnu. Lidt efter greb den lille hånd om cykelstyret igen. Sarah blinkede med øjnene, og fik nu først øje på pigen. Hvad skete der her?! Hun havde ikke stået der for 5 sekunder siden. Hun hvinede og tabte pusten. Pludselig tog vinden fat i styret, og Sarah mistede kontrollen over cyklen, da den pludselig kantede sig imellem græsset og grusvejen. Det var som om cyklen, ikke kunne bestemme sig for, hvilke en vej der var sikrest. Det hjalp selvfølgelig heller ikke noget, at Sarahs øjne var fæstnet på pigen. Det var lige før Sarah først lagde ordenligt mærke til pigens blege hud, da hun landede på siden på græsset. Hendes varer trillede ud af kurven, landede nogle meter fra Sarah, og hendes skolebøger lå spredt ud på græsset. Cyklen var placeret ovenpå den spinkle menneskekrop, og hun gispede lavt. Hendes knæ dunkede voldsomt, og blodet trillede ud af hendes cowboy bukser. Det var et rigtig grimt styrt. Sarah flippede forvirret med øjnene, før hun fik kæmpet sig op i en siddende stilling. Det var i disse situationer, at Sarah brændende ønskede, at hun havde en cykelhjelm. En stor flot gul en af slagens. Sarah møvede besværet cyklen væk fra sig, og hun gispede lavt, da hun fik kigget ordenligt på hendes knæ.

Den søde duft trængte ind, fortryllede hende og hev hende i en kort trance. Hun måtte bare smage det.. Den søde røde substans, men hun var jo mæt? Aderyn rystede hårdt på hovedet, men så svagt at det ville virke som om vinden legede med hendes hår. Aderyn var stadig en del overrasket over styrtet, og havde derfor hurtigt vendt fronten mod pigen, og gik med rolige skridt mod hende. Denne gang var der intet hastværk på. Der var kun den langsomme menneske-fart. Hun ville helst ikke have for meget opmærksomhed på det overnaturlige plan, end hun vel allerede havde fremskaffet sig. Dermed nåede hun langsomt hen til pigen, og sendte hende lidt af et undskyldende svagt smil, der aldrig rigtig hørte hjemme ved Aderyn. - Og hun lagde bestemt ikke skjul på det her, da hendes ansigt var vendt i den undskyldende fold, der allerede der så helt forkert ud.
"Er du kommet noget til? Det var lidt af en styrt, hva'?" Den italienske accent brød klart igennem luften, og mængede sig imellem de to piger. Det undskyldende krøb væk, hvorefter det i en lynhurtigt hast blev erstattet af et svagt venligt smil, der heller ikke var bekendt over hendes ansigt. Aderyn kastede sine næsten sorte øjne mod pigens bukser, hvor den røde substans krøb langsomt frem. Mennesker var alt for nysgerrige.
"Jeg hedder forresten Aderyn. Og jeg beklager styrtet.. Det var vist delvist min fejl?" Den italienske accent virkede så barnlig på en måde, men alligevel helt nede på jorden. Med hendes 17 år virkede hun så voksen, hvilket hun i den grad også var. Bare så anderledes end andre på hendes alder. Hendes vejrtrækning var lettere rolig.