Dyrene omkring mig...

Tid:: Formiddag.
Sted:: I en lysning.
Omgivelser:: Et par dyr, rundt omkring.
Vejr:: Utrolig pænt.
Påklædning:: Gul top, jeans, tørklæde.
_______

Luna sad lænet op af et træ, med krykken ved siden af.
Hun havde lukkede øjne, og hendes hår var lidt uglet.
Hun kunne mærke hvordan dyrene bevægede sig omkring hende, og lavede hvad de nu lavede.
Nogle af de små røde egern havde dog dristet sig til at komme tættere på hende.
Hun åbnede det ene af sine mørke øjne, og så ind i et egern-øje.
Sad den på hendes skulder?!
Det havde kun været hende som kunne ride på hen store hingst, men det troede hun bare fordi hun havde givet den en sukkerknald, og klappet den på mulen.
Men dyr elskede hende åbenbart.
Hun kløede egernet på baghovedet, og lukkede igen øjnene.

En tung vejrtrækning efterfulgt af lyden af tunge poter der ramte jorden. Den store sorte ulv, gik langsomt gennem skoven. Dens ene skulder var blodig og den haltede langsomt. Et højt hyl fik alle dyrene i skoven til at flygte, men nogle få dyr blev siddende hvor de var. Hulkende fortsatte ulven mod lysningen. Da den var mået til udkanten af lysningen, faldt den om og hlede endnu engang. * Shit, det gør ondt * Tænkte han og prøvede at rejse sig op, hvilket lykkedes med så faldt han ned åp manven igen. En grimasse kunne ses på den store ulv, men han havde ikke lagt mærke til pigen. De brune øjne der så lidende ud, kiggede på den ene blodige pote og slikkede blodet væk. Benjamin havde været oppe og slås med et andet kobbel af varulve, men det var fordi at de blev ved med at irritere ham. Bare fordi at han ikke havde præget på nogen endnu, betød det ikke at han ikke var betydningsfyld vel? Et hyl forlod ulvens mund og den peb lidt, for smerterne blev større.

Luna stivnede ved det skingre ulve-hyl, og da egernet forsvandt.
Hun var ikke et sekundt i tvivl om at det var et ulvehyl.
En af byerne hun var kommet til med Cirkus'et, havde været ulvebefængt.
Minderne fra Cirkus'et gav hende ondt i benet, men hun lod ikke til at mærke det.
Især ikke da den utrolig store ulv tumlede ud af skoven.
Den var større end en børn, og så meget smukkere.
Dens hyl hav hende ondt i hjertet, og det var tydeligt at den var sårret.
Hun rejste sig fortumlet, og støttede sig hårdt til krykken.

Ulvens brune øjne fløj op på pigen, og man kunne se dens tænder. Der var blod på dem og en smule kød. Tænderne der var blodfyldte forsvandt igen og ulven så bare på pigen. Den så ikke farlig ud, men nærmest tam. Dens humør var forsvundet på et split sekund.
Alle de snore der forbandt Benjamin med sig selv, sin familie, sine venner, sit kobbel alle disse snorer blev klipper over en efter en da han så denne piges ansigt. Alt ved ham var ved at falde sammen men der var noget der holdt ham oppe, denne piges ansigt holdte ham oppe som en jernstang. Alt i verden blev - ifølge Benjamin - forbundet med denne ene pige. Hendes smil, hendes kinder, hendes øjne alt ved hende holdte ham oppe.. Det var ikke jordens tyngdekræft der fast holdt ham til der hvor han lå, det var denne pige. Benjamin følte at han inden i faldt sammen, ligesom et puslespil der blev øldelagt for at blive lavet igen. Denne gang uden de manglende brikker der havde været tomme før. Denne pige gjorde ham hel. Ulven rejste sig langsomt op, som om smertene ikke ramte ham mere. Det gjorde de, men denne pige fik dem til at forsvinde. De brune øjne på ulven lignede slet ikke ulve øjne, men et menneskes. Denne pige var hans anden halvdel. Den der gjorde ham hel. Langsomt begyndte den sorte hale at logre glad, selvom smertene var store.

Luna kunne ikke lade være med at smile svagt af ulven.
Den var så utrolig smuk, og de øjne...
Hun ville have svoret af de skulle være et menneskets.
Men...
Hun var slet ikke bange længere for det smukke væsen.
Et svagt smil spillede over hendes læber, og hun humpede over til den.
Et øjeblik stod hun bare foran den, og så stillede hun sig på tærer, og kløede den bag øret.
Hun viste at hunde ikke kunne lide når man blottede sine tænder, ikke engang når man smilede.
Men, det var vist noget andet med ulve, for den her logrede bare med halen.

Benjamin kiggede på hendes smil, det var smukt og det fik ham til at smile igen. Han satte sig ned på rumpen og ømmede sig lidt, for hans sår på skulderen gjorde ondt. Langsomt stoppede hans hale med at logre og han mærkede varmen flyde gennem sig. Det var ikke ne brændende varme - nej - det var en glød. Den glød der holdte hma i live, og han kunne sværge på at det var hende der fik den gløde til at komme frem i ham.
Langsomt aftog ulvens rystelser sig og den bakkede bagud, mod buskende. Dens pels var stadig en smule blodig og dens øjne veg ikke fra pigen. Hun var det eneste der betød noget i hans liv. Da han nåede til busken forvandlede han sig tilbage til et menneske, han tog tøjer på det havde været bundet fast til hans ben. Langsomt trådte han ud fra busken og kiggede på pigen. Han kunne ikke få ord frem. De brune øjne der også havde tilhørt ulven kiggede direkte ind i pigens. Hun var hans verden nu. De sorte hår havde samme farvens som ulven, og hans øjne hvilede roligt på pigen. Gløden i ham blev varmere og han kunne lide det. " Jeg er Benjamin " sagde han stille og kiggede på hende med et varmt smil, det samme som ulven havde haft. Såret var stadig på hans skulder, men det var ved at hele. Det avr en af de gode ting ved at være ulv.

Lunas øjne blev bare endnu større, da han kom ud.
Hun havde aldrig i sine vildeste fantasier, oplevet noget lignene.
Han lignede bare ulven så meget... men alligevel.
Hun var helt sikker på at han ... tja..
Hendes følelser forvirrede hende.
Hun havde engang haft nogle lignene med Louie, men det var slet ikke det samme.
Dette her var som det pudslespil, der endelig blev til.
Hun fik bare så meget lyst til aldrig at gå fra ham, hun ville binde sig sammen med ham, selvom han gjorde hende bange.
Var ulven... ham?
Og hans stemme.. Den blev til smeltet chokolade i hendes ører ^^
"Hej Benjamin." hviskede hun, helt ude afstand til at sige andet.
"Jeg er Luna."
Så smilede hun stort til ham, og lænede sig igen mod krykken.

Benjamin kiggede bare på hende og sendte hende et lille smil. Det var klart at hun var bange for ham, men det var meningen at de to skulle være sammen. Det var noget han kunne mærke. Langsomt formede sig der et varmt smil på hans læber. " Undskyld at du skulle se mig sådan, lige før " sagde han stille og tog sin ene hånd op for skulderen, for at skjule såret. Det var næsten helet, men der var stadig blod på hans skulder. Han kunne ikke sige noget, for hun fik hans verden til at gå i stå. Han tog et tøvende skridt mod hende, og havde bare lyst il at lægge armene og holde hende. Benjamin ville have hende for sig selv, hun var den eneste der kunen få hans hjerte til at race afsted ligesom det gjorde nu. Luna var blevet hele hans verden, univers, ja hele hans liv.
Et nyt smil formede sig om hans læber og han skulle lige til at sige noget, hvor han skar en grimasse. " Jeg kan godt forstå at du er bange for mig " sagde han smilende og smerten var næsten forsvundet helt. Luna fik ham til at smile som han aldirg havde gjort før, han havde allerede glemt alle de andre piger for i hans vernden var der kun en.
Nu var det kun en snor - nej, flere stålkabler der holdte sammen på ham, og det var Luna der fik disse stålkabler til at virke.

Det dirrede svagt i Lunas hånd, da hun lagde den på hans skulder, med et svagt smil på læberne.
Hun sagde ikke noget med at hans hånd var så varmt, hun lagde bare sin kind på hans bryst, og kunne mærke den stærke varme på sin kind.
"Jeg er ikke bange for dig. Jeg elsker dyr." smilede hun, og så op på ham.
Hans øjne var næsten lige så mørke som hendes.
Endnu et smil brød frem på hendes læber, men denne gang et stort et.
"Jeg elsker ulve. Og den... du var så smuk."
Hun åbnede sig for de mærkelige historier han ville prøve at fortælle hende.
Og lige meget hvor mærkelige de ville vise sig at være, så ville hun tro på ham.
Hun kunne ikke andet, for hun elskede ham så højt.
Hun viste, at hun ikke længere kunne leve uden ham.
Han holdte hende fast, med tråder der havde været bundet til hendes hjerte hele tiden.
Men det var først nu, de havde set hinanden, at de blev strammet.

Benjamin smilte lidt, det skævt og varme benja-smil. " Det er godt " sagde han og mærkede hendes hånd på sit bryst, og kiggede på hende med det specielle blik. HAn grinte lidt og hans ene hånd nussede hende blidt på kinden, med tommelfingeren. Han havde aldrig følt sig hel, før nu. Hans hjerte der for havde manglet gløden, havde fundet det nu. Han elskede hende utrolig højt, også selvom han lige havde mødt hende. Han pressede blidt sine læber mod hendes pande og smilte skævt, mens han nød hendes duft. " Hvad er der sket med dig ?" spurgte han en smule bekymret og kiggede på hende krykke. Selvom han elskede hende, vidste han ikke noget om hende endnu men det ville han vel finde ud af med tiden?

Lunas smil blev en anelse mere alvorligt, men hun forstod godt hans spørgsmål.
Hun smilede svagt tilbage til ham, men denne gang var det et lidt anstrengt smil.
"Jeg.. Det... Det er en arbejdsulykke," forklarede hun, og kløede sig i nakken.
Hun plejede altid at sige det var en arbejdsulykke, hvilket det jo også var.
Men, folk plejede at spørge igen, om hun ville det eller ej.
Men hun ville virkelig gerne forklare ham det, for det var jo en ret vigtig ting for hendes liv.
Et forfærdeligt handicap.
Derfor dansede hun aldrig, eller gik lange ture ved vandkanten.
Eller, jo det gjorde hun faktisk.... Men ikke på samme måde.

Benjamin smilte til hende og nussede hendes kind, og kyssede hende i håret. " Vil du fortælle mig det? " spurgte han og aede blidt hendes kind, mens han nød hendse duft. Et drillende smil spillede om hans læber og han tog hende op i sine arme, mens han havde krykken i sin ene hånd. " Nu behøver du ikke at gå " sagde han og kyssede hendes kind. Han ville gerne vide mere om hende, men han ville heller ikke gøre hende trist. Et opmuntrende smil formede sig om hans læber og holdte fast i hende. Hun ville ikke falde ud af hans arme. Langsomt begyndte han at gå, mod en træstamme. Hurtigt satte han farten op, så de løb for så ville det ikke tage lang tid før hun kunne sidde. Han grinte lidt og nød farten. Han stoppede op ved træstammen og satte hende blidt ned, hvorefter han satte sig ved siden af hende. " Det var okay ikke?" spurgte han tøvende og smilte lidt.

Hun grinede da han tog hende op, og hun holdte godt fast om hans hals.
"Nej, hurra." grinede hun, da hun nu ikke selv skulle gå.
Da han begyndte at løbe, holdte hun endnu strammere om hans hals, og hun hvinede henrykt.
Da han satte hende på stammen, kunne hun ikke lade være med at grine.
Det summede svagt i hendes ben efter turen, men hun elskede efterhånden smerten.
Den var så meget det værd.
"Om jeg kan lide det? Jeg elsker det! Det føltes som om du flyver," grinede hun, og rodede kærligt op i hans hår.
Så trak hun på skuldrene, og tænkte lidt over hvordan hun skulle fortælle ham om hendes ulykke.
Hun vippede lidt med sine ventre tæer, og smilede kærligt.
"Jeg faldt. Min far sagde at det var sabrotage, fordi rebet sprang."
Hun trak på skuldrene, og havde slet ikke den minste lyst til hævn, over en person hun ikke viste hvem var.

Benjamin blev en smule anspændt, men han smilte stadig. Så nogen havde prøvet at sabotere Luna? En lille rumlen kom fra hans bryst, men hendes hjerte banken beroligede ham. Han pustede hurtigt ud og tog en dyb indånding. Der var mange dufte i luften, skoven, møs, dyr, cirkus (?), skovbær og et lille snært af honning. Denne lugt vidste han ikke tilhørte en vampyr for en vampyr's lugt var syrlig sød. Denne lugt af honing, skovbær og cirkus kom fra Luna, og det var en perfekt duft. Den passede til hende.

"Men jeg tror ikke at nogle vil mig noget ondt. Hvad har jeg noglesinde gjort nogle?"
Hun så ned på rødderne, og så på sin defekte fod.
Den dinglede bare, helt uden at hun kunne mærke den.
Et svagt smil gled over hendes læber.
"Måske kan jeg ikke bevæge den, og måske burde jeg bare sørge, men jeg tror på mirakler. Måske er mit eventyr slut, men jeg er sikker på at der vil ske noget godt for mig. Når man er gået igennem så meget smerte, kan der kun være kærlighed tilbage, ikke?"
Hun smilede op til ham, med sine glitrende, mørke øjne.

Benjamin trak hende ind til sig, men krammede hende ikke for hårdt. Han kunne jo skade hende, selvom han ikke ønskede det. Han slog en lille klukken op og smilte skævt, hvorefter han trak hende lidt væk fra sig så han kunne se hendes ansigt. " Der vil ske et mirakel for dig, det ved jeg bare " sagde han og smilte lidt. Han ville hende det bedste. " Du vil aldrig være alene, for jeg er her " hviskede han ned i hendes hår og pustede blidt i det. Han ville beskytte hende mod alt.

Hun så op på ham, og strøg ham over kinden, med bagsiden af hånden.
"Tak, Benjamin." hviskede hun kærligt.
Hun trak ham ned sig sig, og gemte sig ansigt i hans bryst.
Han var så venlig mod hende, og hun havde slet ikke gjort noget.
Bare hendes følelser til ham, var et stort mirakel.
Hun glemte næsten alt smerten i hendes ben.
Det var som om hun var kurreret.
"Men, forklar mig lige noget," hviskede hun grådkvalt.
"Hvad var det lige med den ulv?"

Benjamin smilte og nussede hende blidt i håret. Han sank en stor klump og kiggede ligeud for sig. " Det var mig.. Jeg er en varulv. Når jeg blir' vred forvandler jeg mig, ellers så gør jeg det når jeg vil " sagde han stille og kyssede hende blidt på håret. Han håbede inderligt at hun ikke ville blive bange for ham. Han var jo kærlig, selv i sin ulve skikkelse. " Jeg kunne aldrig finde på at skade dig " hviskede han i hendes hår og tog en dyb indånding.

Hun ville hviske til ham, at hun slet ikke var i tvivl, men det var hun.
På en måde var hun utrolig bange for ham, men på den anden side.
"Du er fantastisk, jeg elsker ulve. Men du er bare.. så stor."
Hendes øjne glitrede svagt ved tanken, om at hun selv kunne forvandle sig til et dyr.
"Og så... så nuttet,"
Et svagt latteranfald fløj over hende, men så blev hun lidt alvorlig igen.
Hendes hænder holdte kramagtigt fast i ham, bange for at han skulle forsvinde.
"Men.. Så kan du jo... Kan du så ride?"
Hun kunne ikke lade være med også at lege med den tanke.
At ride på en kæmpemessig ulv.

Benjamin trak lidt på det og kyssede blidt hendes pande. " Jeg kan vel godt ride? " sagde hann lidt undrende, men grinte så da han kunne gætte sig til hvad hun ville prøve. " Vil du ridde på en kæmpe ulv ?!" grinte han højt og tog blidt fat om hendes hænder. Hans øjne var alvorlige, men også blide. " Jeg forsvinder ikke. Og vi kan vel se om den store stygge ulv kan ride?" sagde han og smilte varmt til hende. Luna ville vel vende sig til at være i nærheden af ham, for han ville ikke kunne give slip på hende.

Hun smilede kært til ham, og strøg ham over kinden igen.
Tanken om at han i virkeligheden var en stor ulv..
Og den anden tanke om at han ville ride med hende.
Og så den tredje, at han aldrig ville forlade hende.
Hun elskede ham bare mere og mere.
"Okaé, tager den gigantiske ulv imod udfordingen?" grinede hun, og rejste sig vaklende.
Hun greb hurtigt ud efter sin krykke, for ikke at falde.

Benjamin nikkede og greb hurtigt fat i hende bagfra, så hun ikek faldt. " Vis den vaklende pige kan stå stille i 10 sekunder?" spurgte han dillende og kyssede hende blidt på kinden. Han gav langsomt slip på hende, så hun kunen få balancen. Så gik han hurtigt tre store skridt væk fra hende. " Nu skal du se Magi " grinte han, mens han hænder langsomt begyndte at ryste. Han smed hurtigt sin sko af og grinte lidt, da han ikek ville smide tøjer foran hende. Den store dreng der stod foran hende rystede nu hele kroppen igennem. Lyden af revnet tøj, og et blødt bump der efterfulgte lød gennem skoven. Og der stod den store sorte ulv, med de brune menneskelige øjne. Den store hale logrede og den var på storelse med en hest. Den gøede lidt og grinte så, hvilket lød som et grynt. Så luntede Benjamin hen ved siden af Luna og ventede spændt. Hun skulle vel lige vænne sig til at han også var en stor ulv

Luna grinede af ham, og rakte så tunge.
"Den vaklende pige er faktisk forhenværende akrobatisk," sagde hun drillende, og nev ham i næsen.
Så slap hun ham meget imod sin vilje, men hun elskede magi ^^.
Hun bed sig hårdt i læben, da hun hørte de hårejsende lyde, men så faldt hagen ned på brystet af hende.
Hun kløede ham bag øret, og kyssede ham på snuden, da hun kom til sig selv.
"Hvor er det bare utroligt," mumlede hun, og prøvede så at finde ud af hvordan hun kom op på ham.
Men hun ville ikke give op uden kamp.
Hun stillede sig med lidt besvær op på stuppen, og svang benet over ham.
Hun havde redet så tit, og havde også været heste-prinsesse-tingen i Cirkuset, så hun kom nemt op på ham.
Hun vippede lidt, inden hun sad ordenligt.
Så gravede hun fingrene ned i hans varme pels.
"Hvor er du blød," grinede hun, og klappede ham svagt.
Det var en utrolig mærkelig følelse, at det faktisk var Benjamin inden under alt det hår.

Benjamin mærkede hvordan hun kom op, og satte sig til rette. Et hæst grint kom indefra den store ulv. Langsomt begyndte han at gå, for han ville ikke have at hun faldt af. De brun eøjne var rettet mod jorden, men han kiggede på Luna ud af øjenrkogen. Han satte farten lidt op og grinte lidt, da hun sagde at han var blød. Han nikkede med det store hovede og satte farten en smule mere op. De løb nu, forbi træer, dyr og buske. Benjamin var ikke bange for at læbe ind i et træ for det ville ikke ske. Han havde for gode reflekser.

Efterhånden som han begyndte at gå, kunne Luna mærke en lille knude i maven.
Hun kendte den lille knude, det var spænding.
Den lærte man at kende som Cirkusartist.
Hun klemte sig lidt hårdere fast til ham, og det så sikkert sjovt ud.
Hendes ene ben var klemt godt ind til hans ulve-krop, og den anden hang bare ned.
Hun hvinede henrykt da han begyndte at løbe, og lagde sig helt automatisk tættere mod ham.
Hun var rytter, og hun elskede at ride hurtigt.