Fred i form af Vand. (Jamilah)

"Nej, det havde jeg jo nok ikke. Så det var jo godt."
Hun kunne ikke lade være med at grine af tanken, selvom den næsten gjorde fysisk ondt.
Hun ville aldrig nogle sinde have lært at elske, hvis hun ikke havde mødt Benja.
Det var hun sikker på.

"Tror du i skal giftes på et tidspunkt?" Spurgte Jamilah en smile fraværende og pillede lidt ved sandet. Lod det løbe igennem sine fingre og tænkte på Jason. Hun havde ikke set ham et stykke tid og det gjorde fysisk ondt på hende.

Luna lagde hovedet på skrå, med det samme fraværende udtryk.
Men alligevel bare tusind gange mere lykkeligt.
Hun følte sig som den mest lykkelige pige på jorden.
Det eneste som ville have gjort hende mere lykkelig, var at være ulv.
"Giftes...?"
Luna tog det uvandte ord i munden, og smagte lidt på det.
Det virkede så fjernt - men alligevel ret dejligt alligevel.
"Ja. Det håber jeg."

Jamilah så længe undersøgende på Luna. Kunne mærke der var et eller andet galt, men hvad? Det var på tidspunkter, som dette at hun ville ønske hun kunne læse tanker i stedet.
"Hvad er der galt, Luna?" Spurgte hun og satte sig med krydsede ben.

Luna drejede sine øjne om mod Jamilah, men stadig med sit ansigt vendt fremad.
Det gav hende et ... faktisk ret uhyggeligt udtryk.
Et man godt kunne blive ret bange for, en sen nat.
Så smilede hun kært, og vendte sig igen mod Jamilah.
"Nej, jeg har det fint."

"Er du sikker?" spurgte Jamilah usikkert. "Jeg synes jeg kunne mærke noget" mumlede hun og bed sig i læben. Nogen gange virkede hendes evne slet ikke eller også drillede den hende. Det gjorde hende mega irriteret.

Luna rodede op i sit hår, og så lidt fjoget ud.
Hendes smil kunne have passet til en lille pige på 5.
Sødt, kært, men alligevel næsten for uskyldigt.
"Selvfølgelig. Jeg lyver ikke over for dig."
Hun så det ikke som noget specielt, da det jo var uopnåeligt.

"Okay, men bare sig hvis der er noget" Sagde Jamilah, stadig ikke helt overbevist pga. af Luna lidt fpr uskyldige mine.

"Der er bare ikke nogle grund til at snakke om det." slog hun det af, som om det var den mest simple ting i hele den vide verden.
Men i virkeligheden tænkte hun faktisk ret meget over det.
Sådan var hun.
Når man ikke lavede så meget, så tænkte man bare.
Alt, alt for meget.

Jamilah kunne mærke at Luna ikke sagde hele sandheden, men valgte ikke at sige noget. I stedet lagde hun sig ned i sandet, med armene under hovedet. Betragtede himlen og smilede lidt.
"Somme tider ville jeg ønske jeg ikke var ulv" mumlede hun stille.

Luna skævede ned til hende, og løftede skæptisk det ene øjenbryn.
"Hvad?" udbrød hun, en anelse chokeret.
"Jeg ville næsten give alt for at være ulv." Hviskede hun, og lod sig falde ned ved siden af Jamilah.
Hun så op i himlen, imens hun mærkede vandet bølge mod sine tæer.

"Chokeret?" spurgte hun med et træt smil. Det var hun også lidt selv, men det var hårdt at være varulv. Og bestemt ikke nemt. Når man ikke havde sovet i næsten fire dage, blev man en smule træt af det. Kunne menneskerne ikke bare selv, passe på mens de lige to en lur?
"Hvorfor ville du dog det?" mumlede hun og skævede til hende.

Luna bed sig i læben, og så ned på sit ben.
Der var jo så mange grunde, men når Jamilah spurgte...
Så virkede det hele bare så barnligt.
Hun så ned i jorden, og fik mindre lyst til at fortælle det.
"Det er alligevel så svært at forstå, at jeg selv ikke fatter det."

"Bare giv det et forsøg" næsten hviskede Jamilah. Kunne ikke helt forstå, hvorfor Luna dog ville være varulv. Hvis bare hun vidste hvor hårdt og opslidende det var, ville hun sikker skifte mening hurtigt.

"Så ville jeg være mere som dig," sagde hun bare, og trak på skuldrene.
Et svagt, afslappet smil, spillede hen over hendes læber.
"Og Benjamin."
Hun ville utrolig gerne kunne... tumle rundt med ham, uden at .. tja...
Blive mast, eller få ondt i benet.
Det kunne jo altid ske, kunne det ikke??

"Du perfekt som du er nu.. Det er jo det inden i der tæller" Mumlede Jamilah og smilede fredfyldt. Mærkede Luna's følelser, men ville ikke ændre dem eller noget. "Benjamin vil beskytte dig med sit liv" sagde hun stille og skævede til hende. Smilede.

Luna smilede svagt, men rodede sig bare i håret.
"Okay, det er jeg jo så slet ikke i tvivl om..." mumlede hun.
Måske havde Jamilah bare ret, og hun var bare...
En forkælet møgunge?

Jamilah lagde, sig om på maven og holdt sig oppe med albuerne. Så hen på Luna. "Jeg er ret overrasket over hvor godt du har taget det hele" sagde hun og smilede, en smule stolt til hende.

Luna smilede skævt til hende, og kløede sig i nakken.
Hun kunne ikke rigtigt se hvad der skulle være at flippe ud over der, selvom det var ret sjovt.
"Tak," sagde hun bare, og så hen over vandet.

"Det er dejligt du ikke begyndte og grine og tro jeg var sindsyg" sagde Jamilah med et skævt smil og et drillende glimt i øjenene.