en trist begyndelse.

"er der så. sådan en slags forsamlinger eller? og kan jeg møde de andre ulve eller skal jeg først igennem en eller anden ting?

"Vi mødes nogen gange og træner" Tænkte hun stille og viste hende kort nogen minder, fra sin første træning.

minderne invaderede hendes tanker og hun kunne næsten ikke tro hvad hun så. tænder der flænser. klør der kradser. og alligevel var kampen kontroleret. ingen kom så meget til skade at de døde. hun kunne i hvertfald ikke se nogen der døde. "jeg kan ikke vente til at møde de andre" der var sandhed i hendes stemme. men også en lille smule frygt.

"De er fantastiske alle sammen" Sagde Jamilah ærligt og viste sine yndlingdsminder med hver og en af dem. Viste hende første gang hun havde mødt, sit livs kærlighed, Jason. Hvilede længe ved det minde.
"Jeg ville dø for dem" Tænkte hun alvorligt, men ærligt.

Seras kunne godt mærke på mindet med ulven jason at Jamilah var lidt vild med ham. der var noget der rørte Seras inde i hende. hun var ikke sikker på hvad det var og skubbede det til siden så hun kunne se alle de andre billeder af ulve. følelsen kom nogle gange men hun vidste ikke hvad det var og nød bare alle de dejlige billeder.

Jamilah smilede og da hun var færdig med alle billederne af de andre, gik hun tilbage til Jason. "Han er skøn ikke?" Tænkte hun lykkeligt.

Seras kunne imærke fornemmelsen i hende og var ikke sikker på hvad det var men svarede Jamilah med en ligegyldig stemme "han ser da helt normal ud. ligesom de andre. hvorfor da?

"Vi er imprintede på hinanden" svarede hun og fortsatte med at se mindet. Kunne slet ikke forstå hvorfor Seras ikke kunne se at han var den smukkeste på hele jorden.

Seras klikkede bare med tungen og sagde "hvad er der enlig med det der imprint. er det ikke meningen man skal gøred et med en speciel person? Seras blev helt overrasked over sin tone og sagde "undskyld. jeg ved ikke hvad der går af mig" hun kiggede statig på mindet og kunne ikke forstå hvad der fik hende til at sige den slags ting til Jamilah.

Jamilah knurrede vredt af Seras. Hvor vovede hun at sige sådan noget om Jason? Det gjorde hende rasende. "Han ER speciel for MIG!" Hvæsede hun i tankerne. Blottede sine skarpe tænder.
"Det ved jeg heller ikke"

Seras kiggede over på Jamilah "jeg kan godt mærke det. du bwehøver ikke reagere på den måde over for mig" hun blottede også sine tænder og sendte en bølge af vrede over mod Jamilah. Seras blev helt forbløffet over hvor hurtigt hun reagerede over for Jamilah og glemte helt sin vrede og begyndte at tænke ind ad.

"En lille info; vi vil gøre hvad som helst for at beskytte dem vi har imprintet på" Sagde Jamilah stadig med blottet tænder. Hun havde vænnet sig til de forstærkede følelser. Dog var det stadig irriterende når hun reagerede sådan.
Blev ikke særlig over Seras vrede.

Seras kiggede over på Jamilah og vendte så om. hun gik kun et par meter væk så hun kunne få samlet tankerne. "hvorfor reagere jeg på den her måde over for de billeder? spørgsmålet var ment til hendes selv men kom til at sende dem ud omkring sig. hun håbede på at Jamilah ikke hørte dem men vidste at hun ikke kunne undgå det.

"Det ved jeg ikke. Vi har let ved at blive vred, måske provokerede jeg dig" Sagde Jamilah i tanker, stadig vred. Dog knap så meget, som hun havde været lige før.

Seras vendte sig igen og gik stille hen til hende. hendes følelser blandede sig. skuffelse, vrede, glæde, og en anden en hun ikke var sikker på hvad var "undskyld. jeg ved ikek hvad der gik af mig"

Det var ikke noget problem for Jamilah at mærke Seras' følelser. Om hun ville det eller ej. "Jeg ved heller ikke hvad der gik af mig, men jeg har vænnet mig til at blive vred ove ingenting"

"undskyld alligevel. men hvornår kan jeg. elelr vi. møde de andre ulve?

"Jeg ved det ikke.." Indrømmede hun, dog ikke flov eller noget. Deres møder var ikke på faste dage og tit ret tilfældige. "Hvis du møder en anden ulv, er du bestemt ikke i tvivl. Vi dufter ens" Forklarede hun.

"okay" Seras kunne ikke vente og var glad for at deres skænderri ikke var blevet til mere end det var. "skal vi gå lidt rundt og lede?

Jamilah snusede lidt. Der duftede kun af de to. "Der er ikke andre i nærheden, indenfor en radius af et par kilometer" mumlede hun i tankerne.

Seras blev helt overrasked. først nu opdagede hun alle de forskellige lugt der mødte hendes snude. hun kunne ikke lade være med at gå lidt rundt og kende de forskellige lugte der nu var meget kraftigere 2så er der ellers noget jeg skal vide om. tjaa. ulve formen som sådan. eler lære man det bare efter et stykke tid?

"Hvad mener du?" Spurgte hun forvirret.

"det jeg mener er. er der nogle andre nye ting jeg kan. kan jeg. løbe hurtigere end andre dyr. kan jeg flyve. kan jeg hoppe mega højt. den salgs du ved ? Seras vidste godt hun ikke kunne flyve. men hun kunne ikke lade være med at spørge om det alligevel.

"Vi er hurtigere end vampyrerne" sagde hun med et smil i tankerne.

"fedt. såååå.. er der ikke andet?