HVOR ER I?! (Seras)

Tid: Sen eftermiddag... Faktisk snart aften?
Omgivelser: Kun stammer... Under træ-kroner.
Sted: Vist snart ... hun er faret vild.
Vejr: Startende støvregn.
_______

Luna sadte sig op af træet, og sukkede dybt.
Det var helt vildt hårdt, at humpe hele vejen fra caféen, og ud i skoven.
Hun kunne bare overhovedet ikke finde nogle af dem, ikke engang et spor.
Kun... de... der.. store.. meeeeget store ulve... spor.
Luna så ned på sit ben, og hun prøvede at rejse sig.
Det tog næsten en halv time, bare at stå op.
Hun var virkelig ved at blive lidt for træt til det her...

Seras hørte luna langtid før hun så hende. hun mente hun ville forskrække hende ved at hoppe ud foran hende. hun landede få meter fra hende og lavede en falsk men venlig knuren ad hende.

På trods af at Luna holdte hårdt fast om hendes krykke, men også at hun kendte til varulvene, blev hun alligevel så overasket - også forskrækket - at hun væltede bagover.
Så satte hun sig op igen, med et fjoget grin.
"Jamilah! Det må du sgu da ikke gøre ved mig," grinede hun, og tørrede sig over panden.
Hun kendte ikke til andre varulve end Benjamin og Jamilah, så hun troede bare at det var en af dem.

ulven begyndte at knurre. Seras kunne ikke lade være med at grine så ulven kavede en slags kluk kluk lyde. ulven gik om bag en busk og skiftede form. ud af busken kom. Seras. hun grinede og gik langsomt hen til luna da hun opdagede hun havde glemt det med tøjet. hun tog tøjet på bag busken og gik så ud igen.

Luna kløede sig i håret, og gjorde store øjne da hun så at det faktisk var Seras.
Den næste følelse der bølgede ind over hende, var jalousi.
Tænk at Seras var blevet en vaulv, og hun selv ikke var.
Så kløede hun sig selv i nakken, og droppede den tanke.
Hun var ikke personen som bar nag.

Seras gik hen til luna. hun kunne se et hurtigt træk. men va rikke sikker. hun gik hen til hende og gav hende et kram. "hey luna. se hvad jeg er. ups. jeg havde helt glemt man ikke må det. please lad vær meda t sige jeg viste dig det? hun blev helt bange over hvad der ville ske.

Luna fik sig rejst vaklende, og smilede muntert til hende, over hendes reation.
"Godt at du tænker sådan, men jeg kender godt til ulvene."
Hun smilede svagt, og tjattede svagt til hendes skulder, og mærkede hendes varme.
"Nå, så er du pludselig også blevet en ulv, var?"

Seras kiggede over på luna med et overrasked udtryk "hvorfra ved du det? hendes spørgsmål var oprigtig og normalt, hvis man kiggede ud over selve spørgsmålet "og ja, men det har du vel regnet ud, det kunne være fedt hvis du var en også, så var mine to venner det samme" hun begyndte at grine med en munter lyd.

Hun kluklo af Seras bemærkning.
"Jeg kender to ulve - og så nu tre. Jamilah, Benjamin og dig."
Så rettede hun på sit, og lænede sig mod sin krykke igen.
Et svagt sårret udtryk gled hurtigt over hendes ansigt.
Det sidste hun ville høre hende sige, var at der var flere som ønskede at hun var en ulv.
Pludselig hadede hun at være menneske.
Hun hadede det så højt, at hun ville gøre alt, alt for at blive varulv.
Alt...

Seras kunne se Lunas ansigt havde forandret sig. og pludselig kunne hun forstå hvorfor "du vil gerne selv være varulv ikke? hun stod og kiggede ned i jorden. hun gjorde alt hvad hun kunne for at holde tårende tilbage men det var svært. så forbandet svært. siden hendes forvandling var hendes følelser blevet kraftigere. hun kunne ikke længere holde tårende tilbage. de løb. løb ned ad hendes kinder og ned foran hende. hun vendte sig om og gjorde alt for at kontrolere sin krop. det lykkedes til sidst. hun tørede sine øjne og vendte sig mo igen "jeg ville gøre hvad jeg kunne. men jeg ved ikke nok endnu" hun kiggede igen ned i jorden men græd ikke.