En ventet gæst

O: Ingen.
T: Midt om natten.
V: Det blæser en lille smule, men det er dejligt vejr.
S: Lukas’ gemakker.
D: Mandag/5. april.
P: BK.

Rundt omkring i Lukas’ værelse, lå der bøger spredt ud over sengen, hans smukke mørkebrune skrivebord, og hans høje stol. Hans smukke marmor hvide skikkelse, var beklædt med en åben hvid skjorte, og et par mørke bukser. Lukas’ pjuskede lyse hår sad som altid, og hans fødder var nøgne. Det store hvide vindue, som gik fra gulvet op til loftet, stod åbent så den friske og blide stille vind, kunne trænge igennem og ind på værelset. Dagen havde gået sin gang. Lukas havde befundet sig i Volturien i 25 timer, og 56 minutter hvor han blot havde stiftet nye bekendtskaber, eller genopfrisket de gamle. Det havde været et glædeligt gensyn med Aro og Melanie. Lukas lod blikket glide op fra bogen, for at undersøge resten af værelset. Der var lettere rodet. De udslåede bøger, forskellige papirer, rejseplaner, notesblokke og andre sager, lå spredt ud i sengen, i mange forskellige bunker og størrelser. Der var tændt stearinlys i de forskellige hjørner, samt på bordet, i nogle flade smukt udsmykkede sølvfade, for at skabe en hyggelig stemning og aura i rummet.

Det havde været umuligt at høre det mindste skridt fra Kisha, som nu stod udenfor Lukas' dør. Hun havde savnet hans selskab, da Melanie og Elizabeth havde været travlt optaget. Hun havde en lang, elegant sort kjole på, som glitrede med de små diamanter som var syet ind i det sorte silke. Hun elskede bare kjolen, derfor havde hun den på. Ikke for noget andet. Om halsen havde hun en sølvkæde, med en åbenlig medaljon, med en inskription på et ældgammelt sprog. Hvis de nu manglede et samtale emne, ville hun bare spørge hvad der stod. Hun var helt sikker på at han viste det. Men det havde hun slet ikke tænkt på nu. Nu samlede hun bare mod til at gå ind. Hun løftede hånden, og bankede et par gange på døren. Dog ventede hun ikke til han svarede, men gik bare ind.

// Undskyld længden, men jeg har lidt travlt ^^

Da Lukas hørte døren gå op, og vendte han sig roligt om. Da han fik øje på Kisha, med den smukke kjole og hendes ildrøde hår, som slangede sig ned af hendes krop, kastede han et halvforlegent blik rundt i værelset. Et lavt, forlegent hæst grin flød hen over hans perfekte læber, og han lagde hånden i nakken. ”Jeg beklager rodet”, brummede han og sendte hende derefter et perfekt, og strålende smil. Lukas lagde bogen på det glanspolerede mørke skrivebord, og så derefter ned af sig selv. Han måtte ærligt indrømme, at dette bragte ham i en pinlig situation, når Kisha nu lignede en gudinde. ”Slå dig ned”, brummede han derefter, og rykkede på nogen af bøgerne, så hun kunne satte sig behageligt tilrette.

Kisha sendte ham et stort smil, og så sig hurtigt omkring i hans store rum. Hendes var dog knap så stort, men ... måske næsten lige så rodet. Hun slog en lille kluklatter op. "Du siger dit værelse er rodet? Åh, jeg har set mange boligere der var meget værre. Måske også min?" Hun lagde hovedet på skrå, og smilede kært. Selvom hun var over en halv menneskealder, kunne hun godt ligne en lille pige en gang imellem. På trods af hendes ord gik hun alligevel ind, med trin som kunne være en prinsesse værdig. En meget fin, og overnaturlig prinsesse. Hun strøg sig igennem håret, og satte sig yndefuldt ned på sengen. Selvom hun var fin klædt på, følte hun sig alligevel utrolig akavet over for ham, en mand hun allerede tilbedte, på trods af at de kun havde kendt hinanden... meget kort tid.

Lukas lod blikket glide hen over hendes smukke skikkelse, der satte sig på sengen. Han sendte hende et lavt, fjoget grin før han trak ganske svagt på den venstre skulder. ”Jeg har kun besøgt flotte værelser, uden rod. Øh.. Du skubber bare til tingene, hvis det er”, mumlede han forlegent. Brisen var det store åbne vindue, trillede hen over skikkelserne. Den var behagelig. Rolig. Det var som om vinden fortalte ham, at han skulle slappe af. Lukas følte sig draget af hendes aura og udseende, og han kunne ikke modstå fristelsen til at sætte sig på sengen. Han vendte sit smukke hoved mod hende, og sendte hende et smil, før han klukkede lavt. ”Du kom hurtigt. Det var rart”, brummede han og smilede bredere til hende.

//Undskyld det skod svar, og tiden osv.//

"Jeg har ikke særlig meget andet at lave, andet end at sørge for at Melaine ikke dør. Og hvor stor chance er der lige for at hun ville dø nu?" Kisha kunne ikke lade være med at smile igen. Idéen var utrolig surrealistisk. Hvis nogle overhovedet kom ind på borgen, så ville de straks blive fanget af vagterne og muligvis - ganske betænkeligt - blive drabt på stedet. Der var mange gode vagter på borgen, det var der ingen tvivl om, og Kisha stolede på sig selv. Hun så sig selv og Elizabeth som de bedste af de bedste vagter. "Forresten, er hun i stand til at passe på sig selv." Hun var sikker på at Lukas viste at Melanie var en af de stærkeste vampyrer der noglesinde var skabt.
Kisha skubbede forsigtigt til en stabel papire på hans seng, med et skævt smil. Dette sted mindede hende om hendes gamle hjem. Hyggeligt og rodet. Og der var altid noget at læse, i en radius af max. fem meter. Men så tog hun sig i at tænke på hendes før-jeg-blev-vampyr-fortid, og hun rystede tankerne af sig.