... og våde tæer.

Tid:: Middag.
Vejr:: Skyfrit.
Omgivelser:: Stille.
Sted:: Ved breden.
Påklædning:: Ehm... Kik ava'et.
_______

Cedric sad med sine bare tæer nede i den kolde Queets River.
Han havde et fjoget smil på sine læber.
Han havde lige fået fri fra skole, og hang nu ud alene hernede.
Hvis der var nogle i Forks som kunne lide Queets River, så var det Cedric.
Han elskede vand mere end alt andet, og også stilhed.
Og så var der sådan en fin stemning hernede.
Men han kede sig dog en smule.

Jamlah løb ned til Queets River. Det var et stykke tid siden hun havde været der. Faktisk havde hun ikke været der siden hun havde opdaget hun var varulv. Ret mærkeligt at tænke på. Hun havde vel bare ikke rigtig haft tid. Der var utrolig meget der skulle passes når man var varulv. Specielt en Omega. Dog ikke ligeså meget som Alfa'en, men alligevel en del.
Hun satte farten lidt op. Var ikke forpustet. På kort tid havde hun nedlagt distancen fra reservatet til Queets river.

Cedric lod sig falde ned på græsset, og snusede til Forårsluften.
Hans ører sitrede svagt da han hørte noget.
Han satte sig op igen, og lade mærket til at der kom en løbene.
Dog med for meget fart og for lidt hiven efter vejret, det var uden tvivl en varulv.
Og ikke en helt almindelig varulv.

Jamilah stoppede op, omkring 500 meter fra Queets. Tog en dyb indåndning og så sig omkring. Der duftede af varulv. Ikke Alfa eller en Omega, kunne hun hurtigt konstatere. "En almindelig varulv" Mumlede hun stille for sig selv. Begyndte at løbe igen, dog i et meget mere normalt tempo end lige før.

Cedric sad stille og betragtede pigen.
Det så ud til at hun kom herover.
Han vinkede svagt, og vippede lidt mere med sine varme tæer.
Godt at han ikke var så varm at det begyndte at koge.
Det ville også have været meget mærkeligt.

Jamilah fik straks øje på drengen, da han vinkede. Hun smilede og begyndte at gå i stedet for. Så på ham med nysgerrige øjne. Hun mindes ikke at have set ham før. Boede han i reservatet? Og hvis han gjorde, hvorfor havde hun så aldrig set ham? Måske var det fordi hun ikke have været i skole et par uger, så måske var han ny?

Han klappede på jorden ved siden af sig, som tegn til at hun skulle sætte sig.
Han kendte hende ikke rigtigt, men han kendte heller ikke særlig mange.
Men det var jo også hans egen skyld, når han sådan bode inde i Forks, langt væk fra alle andre ulve.
Og så mødtes han heller ikke utrolig tit med Justin.

Hun løb det sidste stykke, og satte sig på jorden ved siden af ham. Smilede venligt til ham. Hun kunne i hvert fald konstatere at han ikke var i Catya's pak. Så ville hun helt sikkert vide hvem han var.
"Hej" Sagde hun venligt til ham.

"Hej," hilste han muntert, og så ned i vandet igen.
"Cedric," præsenterede han sig kort, og vippede med tæerne igen.
Han kastede endnu et blik på hende igen, og betragtede hende.
Han ville gerne huske hende, selvom hun ikke var med i hans pak.
Og de kunne da stadig være venner.
Også selvom hun var en omega.

"Jamilah" præsenterede hun sig og smilede skævt. Så ned i vandet. "Undskyld, jeg spørger, men hvilken pak er du i?" Spurgte hun og så nysgerrigt på ham. Det kunne godt være at det ikke kom hende ved, men hun var ret så nysgerrig og nogen gange røg spørgsmålene altså bare ud af munden på hende.

"Det gør slet ikke noget at du spørger." grinede han, og smilede muntert til hende.
"Men jeg er i Justins pak."
Han trak på skuldrene, og rodede op i sit hår, efter han havde skubbet hætten ned.
"Bor du.. i Resavatet?"

"Justin?" spurgte hun og lignede sikkert et stort spørgsmålstegn. Ham havde hun aldrig set. Måske havde hun hørt om ham, men så glemt ham igen? Men han var sikkert Afla, når han havde sin egen pak.
Hun nikkede. "Ja, det gør jeg" svarede hun og smilede lidt. "Gør du?"

Han rystede energisk på hovedet, og så ned på jorden igen.
"Nej, jeg bor i Forks. Jeg ved enligt ikke hvorfor. Lige inden... Det her," han slog ud med hænderne.
"skete, så flyttede jeg til Forks. Og jeg er ikke flyttet tilbage."

Hun så spørgende på ham. "Så du har faktisk boet i reservatet?" Spurgte hun lettere forvirret.
Smilede dog venligt til ham.

Han kløede sig forlegent i nakken, og kluklo.
"Den gang jeg var fem, flyttede jeg til Forks. Men da jeg var lille, der boede jeg i Resavatet."
Han smilede svagt.
Han havde gættet at hun boede der.
Mon hun tit sad nede ved La Push?

Hun lo også.
"Nogen gange ville jeg hellere bo ind i Forks" Indrømmede hun og smilede lidt. "Der er så kedeligt i reservatet nogen gange" mumlede hun. Nogen gange blev der simpelthen også for stille. Selvom det sikkert ikke var anderledes inde i Forks.

Cedric huskede også Resavervatet som et stille og roligt sted, men det burde vel være omvendt.
"Sjovt var, når det sted jo er fyldt med os."
Han trak sine fødder op, og gnubbede liv i den, på trods at at de slet ikke var kolde.
Det var de jo aldrig, og hvis de havde været det, var han blevet overasket.

"Ja, man skulle tro der aldrig var et stille øjeblik" Jamilah blinkede kort og grinede kort da han gnubbede sine fødder. Som om de måske var kolde eller begyndt at sove. Det så faktisk ret komisk ud.
"Hvordan er det at bo med iglerne?" Spurgte hun nysgerrigt.

Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg tror de holder sig langt væk fra mig, men hvis man endelig ser dem, så ser de ikke en, hvis du forstår hvad jeg mener. De lader som om at vi ikke er til."
Han fik en lille rynke i panden, som var tegn på at han var lidt sur på dem.
"Men ellers er de søde nok," og så smilede han stort igen.

"Er det ikke forfærdeligt at gå rundt i byen? Der må vel lugte ret meget af vampyr" Sagde hun med et skævt smil. Hun kom selv ikke så meget i Forks. Mest fordi det var et stykke væk fra La Push og pga. af vampyrene. Hun stolede ikke på sit temperament.

"Tja, jeg tror jeg var vændet mig til lugten. Den er i hvert fald ikke så slem længere."
Han smilede svagt, og tænkte på sin lejlighed.
Den duft af menneske og vampyr, den fik ham til at føle sig hjemme.
Duften af en masse andre varulve, fik ham bare til at få klaoustrofobi.

"Var den svær at vænne sig til?" mumlede hun stille og så kort på floden. Så så tilbage på ham. Duften af vampyr gjorde hende altid en smule dårlig. Varulve lugten var en del bedre. Dog kunne man også godt selv, nogen gange dufte at de andre lugtede af vådhund. Ikke lige det rareste..

"Tja, men det der tager længst tid at vende sig til, er altid det man kommer til at savne mest."
Han trak på skuldrene, og virkede pludselig lidt trist i det.
Han var en ret mærkelig fyr, med ekstreme humørsvingninger.
Og så var han vild med mystiske ting.

Hun lagde mærke til hans pludselige humørskift og så bekymret på ham. "Er der noget galt?" Hun hadede at gøre andre kede af det. Det gjorde hende selv ked af det. Bed sig svagt i underlæben og så undersøgende på ham.

"Nej da." grinede han, og rodede for forlegent i håret.
Han hadede at gøre folk nervøse, eller bange.
"Undskyld, man bliver lidt pirrelig af at være så tæt på vampyrer så tit."
Han smilede svagt.
Selvom de ikke gjorde noget midt inde i byen, så var man alligevel altid på dupperne.