Fred i form af Vand. (Jamilah)

Jamilah tænkte lidt over det spørgsmål. "De første par gange er det meget smertefuldt, men efter et par gange lægger man nærmest ikke mærke til det" Sagde hun en smule usikkert. "Forvandlingen tænker jeg ikke så meget over. Det er først når jeg er i min ulvekrop. Det føles fantastisk" Mumlede hun og smilede drømmende. Hendes blik blev kort en smule fjernt, da hun mindes hendes første gang som ulv.

Luna kunne godt lide den måde Jamilah forklarede det på.
Det virkede fantastisk.
Og alt var jo hårdt de første gange.
"Men.. Hvor er i blevet sådan? Altså, hvordan blev I varulve?"
Hun rynkede svagt panden, og endnu et svagt smil brød hendes læber.
Men det var et lidt alvorligt smil.
Hvad nu hvis de havde gjort noget forfærdeligt?
Nej, det kunne hun slet ikke tro på .

Jamilah tænkte sig igen, godt om inden hun svarede. "Det er i vores gener. Nogen af os indianeres forfædre er de første formskiftere. På den måde er det kommet videre" Fortalte hun og smilede. Det var ret fascinerende, syntes hun selv. Måske lidt svært at holde styr på, men fascinerende. "Når der så er vampyre i områder, begynder genet så at reagere. Vi begynder at få det dårligt og blive febervarme. Hvis vi så bliver det mindste sure forvandler vi os" Sagde hun og mindedes første gang hun forvandlede sig. Det havde været skræmmende, men hun havde haft Catya til at hjælpe sig. Det måtte have været endnu mere skræmmende for Catya.
"Men kobblets størrelse afhænger af hvor mange vampyre der er i området"

Det gav ligesom lidt mening for Luna.
Hun kunne godt følge hendes tankegang, men den var stadig meget mærkelig.
Alle de mærkelige ord, som på en eller anden måde passede sammen...
Men på en måde kunne Luna faktisk se det på Jamilah.
Hun lignede bare en som var noget... et eller andet.
Et svagt smil gled over hendes læber, og så rodede sig forlegent i håret.
"Sejt," sagde hun bare.

"Det bedste ved at være varulv er nok at vi er så stærke, hurtige, ikke kan blive syge og at vi healer helt vildt hurtigt" Sagde Jamilah med et smil og betragtede Luna. Hun så ud til at atge det hele ret så godt.

"Hele... hurtigt?" mumlede hun, lidt forvirret.
Hun forstod godt hvad hn mente, men hun kunne ikke forstå det..
Altså, det var svært at forstå, når man ikke havde set det.
Hun kunne slet ikke forestille sig det.
"Det lydder virkelig sygt..."

"Kig godt efter" Sagde Jamilah og smilede. Kiggede efter en skarp sten og fandt hurtigt en. Satte den mod sin underarm og skar så et langt stykke. Man nåede kun lige at se en stribe blod, så begyndte det at hele ret hurtigt. Ikke så hurtigt, som vampyrene, men hurtigt alligevel.

Luna skulle lige til at protestere, da hun så hvad Jamilah gjorde, men så tav hun.
Hendes øjne voksede alligevel lidt, selvom hun var blevet advaret.
Det var noget af det mest utrolig hun havde overværet, også vildere end noget hun havde set i cirkuset.
Hun viste godt at det var uhøfligt at stirre, så hun så bare op på Jamilahs ansigt, og smilede skævt.
"Tja, tænk hvis jeg kunne det." mumlede hun, men dog alligevel klart nok til at det kunne høres.
Selvfølgelig tænkte hun på sit ben.
Tænk hvis det var helet lige så hurtigt.
Men det var der jo ikke noget at gøre ved, hun kunne lige så godt vænde sig til det?

Jamilah så alvorligt på Luna. "Det er det inden i der tæller" Sagde hun blidt og lagde trøstende en hånd på hendes skulder. Det betød intet, for hende at Luna gik med krykker. Hun var jo ligesom alle andre mennesker. Hun havde jo bare været ude for et uheld. Derfor mente Jamilah, at hun ikke behøvedes behandle hende anderledes end alle andre.

Luna kunne ikke lide den knude hun fik i halsen, hun var ikke vant til den.
"Det... inderste?"
Hun ville protestere igen, og sige at det jo ikke kun var krykken.
Hun humpede jo!
Men Jamilah ville sikkert ikke høre på hende.
Og det var derfor hun elskede Jamilah så højt.
Hun så hende ikke som en ny hun-Quasimodo, men som et menneske.

Jamilah nikkede og kunne ikke lade være med også selv at blive en smule berørt. Hun kunne jo føle at Luna havde det sådan. At hun var glad for at Jamilah var sådan. "Du var jo bare uheldig, Luna. Det gør dig jo ikke til en mutant. I mine øjne kunne du have manglet begge ben og arme, jeg ville stadig være mod dig som jeg er nu" Sagde hun og trak forsigtigt på skulderne.

Luna sank, med meget besvær, og lænede sig hen mod Jamilah igen.
Så krammede hun hende bare, rigtig hårdt ind til sig.
Hun inogrerede bare smerten i sit ben, for nu var hun fuldstændig ligeglad med den.
Jamilah havdre ret, og Luna var utrolig glad for at hun havde Jamilah som veninde.

Jamilah smilede og krammede også hende. Kunne mærke hvor glad Luna var, og det gjorde også hende glad. Faktisk var hun glad for at have fået Luna, som ven og endnu gladere for at Benjamin havde imprintet på hende.

"Det gør ikke noget at jeg krammer dig vel?" spurgte hun, og slap hende.
Hun havde dog stadig noget værdighed, for meget til at side og tude i hendes bedste venindes skørter.
Hun smilede svagt, og tørrede sine blanke øjne.
"Det er simpelthen det her der gør det." grinede hun, og hentydede til det gode liv.
Hun ville slet ikke kunne leve uden Jamilah nu.
Eller Seras, eller Benjamin.

"Nej da!" sagde hun og smilde kærligt til hende. Havde overhovedet ikke noget imod at Luna græd. Så længe hun var glad/lykkelig var Jamilah også glad. Hvis nogen nogensinde gjorde hende ked af det med vilje, ville hun sikker bide hovederne af dem.

"Godt," sagde Luna, stadig forlegen, og rodede sig i håret.
Hun plejede ikke at lade nogle se hende græde, ikke engang når hun var væltet, og havde fået en skramme.
Ikke engang selvom... Hun græd faktisk ikke så tit, fordi hendes liv var så spændene.

Jamilah smilede og skiftede emne. "Nåh, fortæl mig så hvordan du mødte Benjamin" Sagde hun ivrigt.

Luna rodede sig i håret, og smilede fjoget.
"Tja, jeg ledte faktisk efter dig, ude i skoven."
Hun satte sig til rette, og smilede skævt.
"Jeg sad bare.. og så kom han.. godt nok som en ulv, men du ved hvad jeg mener."

Det blev Jamilah en smule overrasket over. "Og så var det bare kærlighed ved første blik?" Spurgte hun og smilede stort.

Luna så en lille smile overasket ud, men så smilede hun også.
"Jeg troede at det var meningen at Imprintningen skulle være kærlighed ved første blik."
Hun sukkede svagt.
"Men sådan var det i hvert fald med mig."

"Det er det også, bare noget meget stærkere" Sagde hun og smilede. Var utrolig glad for at det var Luna og Benjamin. Kunne slet ikke forestille sig, dem sammen med nogen andre. Hun vidste at Benjamin ville vogte over Luna med sit liv.

Et trist smil spillede hen over Lunas læber, for at forsvinde igen.
"Men det er et stykke tid siden jeg har set ham. Jeg kan ikke finde ham i skoven..."
Det havde virkelig gjort hende trist, og hun følte sig næsten helt tom.
Hvis de aldrig skulle ses igen, så ville hun simpelthen dø.

"Jeg ville gerne se dig komme frem i skoven" sagde hun drillende og blinkede med det ene øje. "Du skal tænke på at skoven er enorm! Staten er jo nærmest bare en stor skov" det sidste grinede hun. Washington bestod af en hel del skov, mente hun.

Luna rakte tunge af hende, og lo.
"Helt ærligt, jeg er faktisk ret hurtig."
Hurtig af en handicappet, jeps, men hurtig?
Nej.
"Men jeg gjorde det altså."

"Det er jeg glad for du gjorde, for ellers havde du sikkert ikke mødt Benja!" Sagde hun glad og rakte også tunge af hende.