Søgende Tilladelse.

Tid:: 14:05
Vejr:: solrigt.
Omgivelser:: Nogle livvagter-
Sted:: Volterra.
Årstid:: Sommer.

Elizabeth kom gående langs slottets gang. Hun havde sin sorte hættetrøje på, så man ikke kunne se hendes ansigt helt klart. Det var jo solrigt udenfor og gjorde det muligt for hende at kunne gå rundt, uden at ligne en glimtende diamant.
Hun hørte nogle stemmer, men det var bare et par vagter.
Elizabeth spurgte vagterne om vej, til Volturrien, men de var ikke helt overbevist. Da Elizabeth trak sin hætte ned, lod de hendes straks passere og viste hende vej ind til salen, hvor det var blevet fortalt, at Volturrien sad. Hun ventede udenfor - og ventede på at de fik tid til at snakke med hende.

Melanie viste ingen interrasse for denne person der stod uden for de støre træ døre. Hendes øjne var fyldt optaget af at se på den lille vand dråbe der fløj i luften forna hende. Vand dråben faldt til jorden, da hun hørte en af vagterne banke på. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. " Kom ind? " hviskede hun stille, men hun vidste at personen godt kunne hører hende udenfor. " Luk hende ind !" sagde hun lidt højere og hendes stemme var kolig. Det formørkede smil formede sig om hendes læber og de røde øjne, der var gemt bag de lyse kontaktlinser, flammede op. Hun vidste at denne person ville søge ind hos Volturrien. Et ande slags smil formede sig om hendes læber, en smule mere venligt. Den hårde facade var stadig oppe, og smilet nåede ikke hendes øjne.

Elizabeth gik ind. Hun nikkede til vagterne og de lukkede dørene.
Foran hende, stod der to vampyrer. De kiggede begge på hende. I starten sagde hun ikke noget, men betragtede blot kvinden, af de to vampyrer. Hun nikkede til hende, som en hilsen.
Elizabeth tog sin hætte ned, og afslørede sine røde øjne og sit naturlige sorte hår.
"Jeg ønsker at være med i klanen." sagde hun med en kold stemme og følte ingen frygt.

Melanie fnøs lidt. Denne vampyr kvinde havde ingen ide om hvad hun kunne blive udsat for. Et køligt smil erstatetde det ene. " Som livvagt eller ? " sang hun nærmest. Hendes ansigts udtryk var varmt og venligt, men hendes stemme vvar kold som is og hård som sten. Hun havde ikke tænkt sig bare at tillade det, så hun ville lade denne vampyr vis hvad hun duede til før det blev taget en ordenlig beslutning. Man skulle kunne en masse vis man skulle være livvagt, især vis man skulle blive udvalgt af den højeste af Volturrierne ( Melanie )

// ved jeg ikke ... xD

Elizabeth kiggede fampyrkvinden direkte i øjnene.
"Ikke livvagt, men medlem. Ligesom du selv." hun smilte grumt. "Men hvis du vil teste mig - hvilket jeg ved at du gør, fordi det er den normale procedure her, så gør det. Jeg kan tage det." Elizabeth rankede hendes ryg og så frygtløs ud. Hun vidste ikke hvad der ventede hende, men hun var parat til hvad som helst.

// Nå, nu gør jeg det altså bare X3

Kisha var utrolig svær at se, sådan som hun stod i skyggen af Melanies stol. Hun var utrolig nysgerrig, og af natur kunne hun ikke lade være med at træde et lille skridt til venstre, så hendes grålige - i virkelighedens blodrøde - øjne kunne se hende. Et svagt, koldt smil, spillede over hendes læber. Hun holdte altid den kolde facade når hun var tæt på en Volturi.

// det gør du bare ! ^^ :3

Elizabeth så, at der var flere vampyrer i salen. Hun lod blikket mødes med den anden vampyr og opdagede, at det var den selvsamme vampyr, hun havde mødtes med nogle dage før. Elizabeth nikkede et nik til hende og fokuserede igen på den anden hun-vampyr.

Et bredt smil formede sig om hendes læber og de lyse kontaktlinser var ætset væk så man kunne se de skræmmende røde øjne. " Perfekt!" sang hun højt og gik ned af trappen, der først op til tronerne. Denne vampyr hadve ingen frygt, hvilket var en god ting. " Hmm.. Gad hvide om du er bange for.. Ild?" sang hun og rakte en hånd op foran hendes ansigt. En rød dansende flamme fløj op fra hendes hånd og fra den anden hånd svævede der en stor vand bobbel " Eller hvad med vand?" spurgte hun nysgerrigt.

Kisha fik næsten ondt af Elizabeth. Hun viste ikke hvad hun gik ind til. Melanie kunne manipulere med alle elementerne, og det var et af de stærkeste våben Aro nogle sinde havde haft. Hun bed sig i læben, men protesterede ikke. Hun kendte sin plads, og hun viste at hun ikke skulle sige noget, selvom hende og Melanie var venner. Melanie elskede det her.

Elizabeth stod helt rank. Sagde ikke et ord og ventede blot på hvad der skulle ske. Hun var godt klar over at hun havde taget en chance ved at tage herop, men hun havde for guds skyld ikke noget at miste jo.
Elizabeth kiggede hen på Kisha. Hendes blik spurgte hende på en eller anden måde: hvad har hun tænkt sig?. Elizabeth sukkede og knyttede næverne. Hun var stærk, hun skulle nok klare det.

Melanie lukkede hånden, hvilket fik vand boblen og ilden til at forsvinde, og smilte så. Et ægte smil, som var varmt og venligt. Hendes øjne hvilede på Kisha og så fyldte hendes hjertelige latter hele salen. Nogle af de f vagter havde fået et chok. " Perfekt! " sagde hun glad og trådte væk fra Kvinden. Melanie lukkede øjnene og læste vampyrens sind. " Elizabeth. Du er hermed en del af volturri klanen " sagde hun smilende. Nogle af de mandelige vagter skulede ondt og fnøs. Melanie smilte bare, det venlige smil som ikke mange så. Det var kun 3 personer der nu hadve set hendes smil. " Mænd tror altid at de er bedst, så de fortjener nogle flere prøvelser. Men denne Elizabeth fascinere mig, utroligt meget " sagde hun stille. Nogle af livvagterne stivnede. Der havde ikke været andre før der fascinerede Melanie, Ikke andre end Kisha. Hun vendte om på hæeln, men stoppede da hun var halvvejs oppe af trappen. " Du skal bide enten mig eller Kisha " sagde hun stille, mens hun vendte sig om. " Vis du vil have en evne? " slutted hun sin sætning. Elizabeth var den eneste der havde fået en chance for at vide en hersker, men Kisha havde selvfølgelig allerede en evne og Melanie overvejede om hun også skulle lade Kisha bide hende. For så ville hun få endnu en evne.

Kisha blev utrolig glad over at Melanie skånede Elizabeth for det hårdeste, men hun stivnede ved tanken om det næste. Hun havde aldrig været med i ritualet, hvor den nyinviede skulle drikke noget af vampyrenes blod. Hun fik næsten hjertebanken, selvom hun ikke havde noget hjerte. Men hun følte sig igen endnu mere stolt af at have været så tæt på Melanie.

lizabeth kiggede undrende på Melanie. "Du vil have at jeg skal bide dig?" spurgte hun. "Hvad giver det dig gavn?" hun forstod det ikke. Hun ville sagtens kunne bide hende og slå hende ihjel hvis hun ville. Men de der evner ... hun ville utrolig gerne have en.

Melanie fniste lidt og hævedet det ene øjenbryn. " Sødeh, du kan ikke dræbe mig om du så ville. For jeg kan styrer dit sind og volde dig mere smerte end du nogen sinde har drømt om. Men jeg er villig til at lade dig få en evne, ødelæg det nu ikke " sagde hun med en varm stemme. Hun stod foran hende og smilte lidt, hvorefter hun tog blidt fat i hendes hage og kyssede Elizabeth's kind. Melanie gav slip på hende og blinkede så med det ene øje. Det var kun få der vidste at Melanie var Bi, men Kisha var en af dem. Hun gik lidt væk fra Eli og lod hende bestemme hvem hun ville bide eller om hun overhovede ville bide nogen?

"Hvad er grunden til at jeg skal bide?" spurgte Elizabeth endnu engang. Hun ville vide hvad hun gik ind til.
Elizabeth var meget forundret - en af de højeste i Volturri klanen var tydeligvis ude på det ene eller det andet. "Men jeg vil ikke ende som livvagt. Tro mig."

Kisha stivnede igen, for hun var bange for at Melanie ville gøre alvor af sin trussel, og hun kunne jo ikke stoppe hende, hun var jo hendes mester. Hun smilede opmuntrene til Elizabeth, og pegede på sin egen hals. Hun ville gerne ofre lidt af sig selv til hende.

Melanie grinte lidt og følte sig en smule irriteret, men ignorede det. " Vis du bider enten Kisha eller mig, vil du få dig en evne. Denne evne vil du kunne bruge til at hjælpe volturrien og dig selv. Du vil blive belønnet hvergang du hjælper os, og måske ender det med at du får din nr.2 evne " sagde hun automtisk. Hun lød næsten som en maskine da hun remsede det hele op. Hun havde sagt det iegn og igen foran alle livvagterne og det var ved at kede hende. Skyggen fra Melanie stod stadig hvro hun havde stået, men nu sad hun i sin trone. " Vælg nu, Kisha er jo ellevild for at du bider hende " sagde hun og kiggede muggent ud af vinduet. Hvorfor blev hun irriteret over at Kisha var så vild efter at blive bidt af Elizabeth?

"Kan du læse mine tanker?" spurgte Elizabeth, lidt fornærmet. Gik Melanie bare ind i hendes hoved og tog hvad hun ville have?
"Du ville elske at høre hvad jeg har at sige," smilte Elizabeth. "Jeg har oplevet en helt del."

Kisha smilede svagt af Elizabeth's trodsighed. Hun så på Melanie, og hendes kontaktlinser var også opløst. Hendes øjne pulserede svagt i et stykke tid, da de ramte Melanie. Melanie var alt for hende, og hun ville dø for hende. Det var jo også hendes job.

Melanie viftede lidt me hånden og kiggede ikke på Kisha. Hun ville bare blive blød i knæene igen, hun havde brugt det meste af sin fritid på at skjule sin lille forelskelse i hende. Hun bed sigi lægen og stirrede så på Elizabeth. De røde øjne var vilde og flammende. Hun kunn eikke tage mere. " Værse'god, fortæl " hvislede hung ennem sine tænder. Hvorfor fik hun lyst til at flippe ud på Hende? " Jeg kan ikke bare læse dit sind, men jeg kan styrer hele dit sind " sagde hun hurtigt og holdte sin hånd mod sin kind. Dette her kede hende ikke bare, men det gjorde hende jaulox. Uf, hvor hun hadede den følelse!

Elizabeth smilte et smukt smil. Hun nikkede til Kisha, da Kisha lavede tegn til at Elizabeth skulle bide hende.
"Jeg har levet i mange år," startede hun med og løsnede sit hår fra sin høje hestehale. Det bølgede ned på hver side af hendes skuldre. "Jeg klippede trodsede mine forældre der forgæves prøvede at holde mig tilbage fra at melde mig ind i hæren. Men så gjorde jeg det." hun smilte stadig. "Jeg var kun på basen i kort tid, før jeg blev sendt ud, fordi jeg havde nogle evner der var over alle grænser. Men det var ikke en mission, som at skyde folk ned og affyre granater nu og da. Nej, det var i Mexico - med vampyr børnene. Og det var så der jeg blev bidt."

Kisha gjorde store øjne ved den fact, og smilede svagt. Tænk, hun var ældre end sig selv. Hun følte en svag knude i maven, ved tanken om det utrolig spændene liv hun måtte have haft.

Melanie kiggede på Elizabeth ud af øjekrogen, men viste ingen interrasse. Denne kvinde var helt klart en af Kisha's venner, så hun ville ikke gøre hende ondt. Hun bed sig i læben og den dansende ild kom frem og forsvandt i hendes håndflade. Hun sukkede lidt og lyttede stadig til hendes fortælling. ilden forsvandt helt og blev til en vand bobel, boblen forsvandt og en af de blå juveler fløj fra en af tronerne til hendes hånd og vinduet åbnede sig da vinden kom ind. Når Melanie enten var irriteret eller nysgerrig mistede hun kontrollen over sine evner. Hun havde selv været spærret inde i kælderen i mange år nu, hun havde kun været fri derfra i tre år nu. Hun hvæsede lidt, af den tanke at Kisha ville forlade hende for den kvinde.

"Men jeg må sige, Melanie," Elizabeth sukkede, "dine evner er utrolige." hun tøvede et sekund og ventede på en bemærkning eller to fra Melanie eller Kisha. Elizabeth syntes at det var ærgeligt at Kisha ikke stod og var med i samtalen.
"Men jeg har en lille gave, selv."