Søgende Tilladelse.

Kisha sank, selvom der jo ingen effekt var. Hun kastede utoldmodigt med hovedet. Måske ville hun gøre alt for Melanie, men når hun viste at hun nu skulle bides, ville hun ikke vente i flere timer.

Et nyt smil formede sig om hendes læber. Det hele blev stille, vinden stoppede med at blæse. " Hvilken evne ? " sagde hun bare ligeud. Det var ikke normalt for Melanie at være nysgerrig, men denne kvinde som troede hun var bedre end alle andre var på en måde fascinerende. Melanie stod op igen og gik tre skridt ned af trappen. Der stoppede hun og en mur af ild formede sig foran Melanie. Så ville Eli ikke kunne få ram på h ende på nogen måde. Smilet var stadig på hendes læber. " Og forresten, jeg lader ikke dem jeg elsker blive taget fra mig " hviskede hun stille. Melanie vidste at Kisha ville kunne hører det, men hun ville bare lige sige det til Eli så hun vidste at hun ikke ville give slip på Kisha.
Hendes vejrtrækning var stoppet og hun ventede på at Elizabeth enten ville vise den eller fortælle om den. Melanie lukkede ikke øjnene og hun blinkede ikke. Der var ingen der vidste om hendes fangeskab i kælderen siden hendes fødsel. Aro havde vidst at Melanie ville blive et godt våben, og derfor havde han ventet med at forvandle hende til hun blev ældre. Vampyrene havde altid givet hende disse sultne blikekt. En kyldegysning gik igennem hende og hendes røde øjne vendte tilbage til nutiden. Den kolde kælder var langt væk nu, men minderne hjemsøgte hende stadig.

"Jeg prøver ikke at tage nogen fra dig, kære Melanie." sagde Elizabeth højtidligt. "Men hvis jeg skal vise dig min gave, må jeg have en forsøgsperson." Elizabeth kiggede rundt i lokalet. Der var nærmest kun vagter.
Elizabeth vidste, at Melanie havde oplevet et eller andet, der drev hende. Som en motor. Et virkelig forfærdeligt minde - ellers ville hun ikke opføre sig så fjendtligt som hun gjorde. Man skulle ikke være vampyr for at kunne regne dét ud.

Det gibbede i Kisha, da hun hørte Melanies stemme. Hun viste ikke noget om Melanies sjove følelser - som de dog havde det ret ens - så det var ikke det hun gispede af. Det var af ren forargelse over at hun kunne tro at hun ville træde fra Melanies side. Hun ville ikke gøre det, ligemeget hvad hun ville blive tilbudt.

Melanies smil blev ændret fra had til varme. Men smilet nåede ikke hendes øjne, de var kolde som is. Hun kunne tydeligt huske mørket, skrigene og de hviskende stemmer. Hun blinkede hurtigt og tog sig sammen. " b.. Bare vis din evne.. Brug mig som forsøg person " stammede hun, det var slet ikke normalt. Hun kunne altid skubbe hende væk eller bruge sine evner på hende. Et nyt smil formede sig om hendes læber. Et formørket smil. Hun gike t skridt væk og stod forvsarsløs, som en skydeksive. De røde øjne flammede op og hendes ansigt var koldt. Mørket viste sig iegn i hendes minder, Aros hviskende stemme. Rædslen for at være alene. Det måtte ikke ske igen! Hun ville være alene i verden, uden nogen venner uden hendes speciele person. " Jeg er helt klar " sagde hun ligeud og ventede.

"Lad være med at forsvare dig så. Men det kan godt komme til at gøre lidt ondt." Elizabeth rakte ud efter Melanie's sind - strækt og meget barikeret. "Løsn dig lidt op, Melanie. Jeg dræber dig jo ikke." Elizabeth kiggede på Melanie.
"Jeg vil hellere vise det på et menneske - for så kan jeg dræbe det." hun klukkede for sig selv, så ingen andre hørte det.

Kisha udstødte et lille lykkeligt suk, over at Melanie ikke kom noget til alligevel. Hvis Melanie blev skadet, ville Kisha ikke kunne klare sig selv. Hun ville ikke længere kunne leve længere. Og så kunne hun jo også lege med liget bagefter.

Melanie trak lidt på den ene skulder og kiggede på Kisha ud af øjenkrogen. Hun havde lige håbet på at smerten ville få de onde minder væk. En hvæsen rumlede i hendse bryst også forsvandt hun ud af de store dører. " Dig! " råbte hun nærmest og pegede på en af livvagterne. Manden stivnede og det gjorde hele salen, hun havde mistet sin tålmodighed. Dette var kun sket to gange nu. " Hent mig og mine to venner noget mad.. og det skal gå hurtigt ! " sagde hun højt og stormede tilbage i salen. Den første gang hun flippede ud var da hun havde fundet ud af hvilken evne hun havde, hun var gået amok på Aro. Da hun trådte ind i salen hvirvlede der en hel tornade omkring hende og der var gået ild i hendes hænder. Ilden sårede hende ikke, jorden rystede lidt og vandet havde gjort hendes hår vådt. Hendes øjne lynedeo g hun satte sig ned. Det bankede på døren og tre mennesker kom ind. De så skræmet ud.

"Jeg vil bede om to," lo Elizabeth. "En til kontakt. En uden. Og tro mig, de er altså ikke til at suge blodet ud af igen." hun smilte et perfekt smil til Melanie og Kisha.
Efter at have set Melanie's evner i aktion, blev hun mere og mere bekymret for, at Volturrien ikke kunne bruge hende. Hun kunne jo ikke bare lege med ild i sine kyndige hænder.

"Jeg beder allernådigst om den ene af dem," hviskede Kisha, men dog med en utrolig klar stemme, selvom hun ikke havde sagt noget i et stykke tid. Hun så ned på fliserne, og sagde så ikke mere. Hun elskede dog at afprøve sine evner.

"Jeg undskylder min grådighed, men der er mere i min evne end bare som så." sagde Elizabeth og kiggede på Melanie. Elizabeth var meget forundret over at have hørt Kisha sige noget i nærheden af Melanie - og i det hele taget, den dag.

Melanie grinte lidt og kiggede så hen på en af vagterne. Han stod bare og stirrede ud i det blå. " Dig, kom her " sagde hun sukkersødt. Man kunne tydeligt hører at hun var ved at få kontrollen over sig selv igen. Hun smilte til Eli, for de havde helt klart brug for en til når denne mand var væk. Da han stod foran hende stirrede hun bare på ham også gik der ild i hans ene arm, det ene barn var bundet fast af en af planterne fra jorden, vinden bandt ham fast og vandet klemte sig ned i hans hals og stoppede som en knude. " Farvel " sagde hun med en sukkersød stemme og hendes øjne flammede op, ligesom ilden.
De tre mennesker så skræmte på Melanie også faldt den ene sammen, hun græd som om at det ville hjælpe hende. " De er jeres " hviskede hun grinende, hun havde fået det bedre.

"Elizabeth." sagde Kisha, som tegn på at det var Elizabeth først. Hun viste slet ingen tegn på at have ondt af menneskerne, selvom det alligevel gjorde ondt i det hjerte, hun ikke havde længere. På en eller anden måde, var hun den mest menneskelige af alle Volturi vampyrene.

Elizabeth nikkede. "Tak." sagde hun til Kisha og bøjede sig ned på hug til kvinden der græd.
"Jeg gør det hurtigt." hviskede hun og fik hende op på benene. Elizabeth smilede og gik ind i kvindens kroppen. Ødelagde alt hvad hun kunne, og til sidst lå kvinden bare som en bunke aske. Alt dette - uden at have rødt hende.
Elizabeth kiggede på Melanie, på en evt. reaktion.

Melanie smilte bare, men holdte øje med Kisha. Hun stod nede ved siden af aske bunken, med det samme og to gnoget op i hænderne. Det gled ned gennem hendes fingre og Melanie nikkede anderkendende. " Sejt " hviskede hun og smilte. Hun var jo stadig 17 år i menneske alder.

"Der er stadig en tilbage til dig Elizabeth," bemærkede Kisha afvendtene. Hendes fingrespidser dirrede for at for lov til at springe noget, også selvom det skulle koste andre deres liv.

Elizabeth lo. "Kort bemærkning," sagde hun til Melanie og ´kiggede på det næste menneske. Imellem tiden, havde hun lagt mærke til Kisha's lyst til at slå ihjel. Det var jo helt utroligt.
Elizabeth gik hen foran hendes sidste offer. Hun satte hænderne på hans kindben og hendes øjne begyndte at lyse af bare underholdning. Pludseligt, ud af det blå, skreg manden i smerte og der løb blod ud af næse, mund og øjne. Til sidst, stoppede Elizabeth mandens hjerte så hårdt, at det gav et smæld, som man ikke kunne undgå at høre. Manden faldt omgående omkuld, død.
"Nu er jeg klar til at bide Kisha."

Melanie grinte lidt, da hun så mandens smerte. Den var jo vidunderlig. " Lad hende lige springe sit offer først " sagde hun roligt og trådte et skridt tilside. Det sidste menneske var også en mand. Et køligt smil formede sig om Melanies læber, hun elskede når mændende skreg for de troede altid at smukke kvinder var deres legetøj..

Manden kastede et bedene blik på Kisha, men han mødte kun de koldeste, grå øjne. Hun var alligevel så smuk i det øjeblik, at han ville have det som om han blev drabt af en engel. "Jeg beder om tilladelse til at grisset gulvet, frøkken Collins." sagde hun formelt, men ventede slet ikke på svar. Hun ville bare have det overstået, også hendes bid, Det tog mindre end at sekund, og hovedet landede i den anden side af salen. Hals blod flød over gulvet. Den eneste ændring i Kishas stilling, var hendes stirende næsebor.

Elizabeth stirrede forundret. Det var noget anderledes end det hun havde set dagen i forvejen.
"Fascinerende," hviskede hun og smilte. Kisha og hende selv, var åbenbart på samme niveau.
Elizabeth kiggede over på Melanie. Hun ledte efter en eller anden form for overraskelse og ventede, stadig med et smil på hendes smukke læber.

Melanie lagde mærke til blikket hun fik af Eli, men hun havde travlt med at styrer sin selvkontrol. Hendes hænder sitrede svagt og hendes øjne hvilede på mandens blod. Hun havde ikke drukket i lang tid, så hun havde svært ved at styrer sig. Hun lukkede øjnene og stoppede med at trække vejret. " Jeg ahr stadig ldit svært ved at styrer mig, når jeg er sulten " sagde hun og stod så ved siden af Kisha. Den kolde hånd klappede blidt Kisha på skulderen også Eli's skulder.

Kisha bevægede slet slet ikke, på nær af hendes læber. "Det samme med mig, frøkken." mumlede hun utydeligt. Hendes krop dirrede dog svagt, for hun viste ikke hvad der ville ske nu.

Elizabeth smilte, men sagde så: "Så er vi to." Hun mærkede hvordan hendes øjne blev rødere og rødere.
Elizabeth kiggede søgende rundt. Alle vagterne så faktisk helt forskræmt ud. Det var første gang hun havde lagt mærke til det. Hun lo stille og overvejede, hvordan vagterne kunne have et job, hvor de frygtede deres frue, så meget.

Melanie grinte lidt og sad så på sin trone. " Jeg bliver her, fjern så det svineri " sagde hun med en rungende stemme, til de bange vagter. Hendes smil nåede for første gang hendes øjne og hun kiggede på dem begge. " Der kommer ordenlige retter senere " grinte hun.

Kisha kunne næsten ikke vente på at få noget godt blod... Hun smilede svagt, men det blev igen ærstattet af forviring. Hendes blik flakkede mod Elizabeths mund.