Giv mig noget juice...

Tid: Formiddag.
Vejr: Overskyet.
Sted: Bagerst i Caféen.
Omgivelser: Et par mennesker.
_______

Luna sad på en af stolene, og så ned i hendes æblejuice.
Hendes krykke stod op af stolen, og det stribede tørklæde hang slapt ned fra en af stængerne.
Hendes ansigt var udtryksløst, og derfor så hun lidt trist ud.
Hun drejede fraværende rundt med glasset, med tankerne et helt andet sted.
Livet i Forks var så kedeligt, og så...
Hun hendes uheld havde hendes liv også været det samme, men hun hyggede sig.
Hun havde elsket hvad hun lavede.

Jamilah kyssede hurtigt sin far på kinden og steg ud af bilen. Smækkede døren i og vinkede da den begyndte at køre. Håbede ikke at nogen fra havde set det. Hvis bare hendes forældre ville hoste op med den bil, som de havde lovet hende. Så havde hun ikke behøvet at være på vagt hele tiden.
Hun smilede for sig selv og gik hen mod Caféen. Det var længe siden hun havde været i Forks, og hvis hun ville derind, var hendes eneste chance, når hendes far skulle et eller andet ærne (staves?). Der lugtede heller ikke så meget af vampyr, som hun havde forventet og frygtet.
Hun åbnede døren og gik indenfor. Der var dejlig varmt. Skydækket gjorde, så der stort set aldrig var over 10 grader udenfor. Irriterende, men man lærte at leve med det.
Hun bestilte en stor kop med kakao, og to store stykker chokoladekage. Det var dejligt at kunne spise lige hvad man ville, uden overhovedet at kunne tage et eneste gram på.
Gik hen til et tomt bord ved vinduet og satte sig ned.

Luna rettede sine øjne på pigen som lige var kommet ind.
Det var tydeligt at det ikke var hende selv som havde kørt bilen, for nu kørte den jo igen.
Hun smilede svagt svagt, til hende, og så ned i sin juice igen.
Luna viste at hun burde få nogle venner, men...
Hun ville skabe en masse kaos ved at skulle rejse sig, og sidte sig hos hende den anden.

Jamilah lagde godt mærke til pigen og smilede også til hende. Så et øjeblik nysgerrigt på pigen. Hun var kommet til skade med benene. Ellers ville hun ikke have haft de krykker.
Hun bed sig lidt i læben og rejste sig så op. Tog sin kakao og sin kage. Hun gik hen og satte sig overfor pigen. Det var syndt hvis hun skulle sidde alene, når hun nu var kommet til skade. Det havde sikkert været alvorligt. Pigen var jo kun et menneske. Det kunne Jamilah tydeligt lugte.

"Hej," hun smilede svagt, og rakte sin hånd over bordet.
Hun vippede lidt med sine tær, og så op på hende igen.
"Jeg hedder Luna."

"Hej" hun smilede glad til Luna og tog hendes hånd. "Jeg hedder Jamilah" Præsenterede hun sig. Håbede ikke at Luna ville blive alt for forskrækket over hendes febervarme hud.

"Har du feber eller noget?" grinede Luna og samlede igen fingrene om glasset.
"Hyggeligt at møde dig Jamilla."
Hun nippede til sin juice, og satte det igen på bordet.

Jamilah smilede lettet. "Nej, det tror jeg skam ikke" grinede hun. Mest fordi pigen lige havde sgat hendes navn en smule forkert. "Det er Jamilah" Rettede hun og smilede bare. "Også hyggeligt at møde dig , Luna"

Luna rødmede svagt, og smilede fjoget.
"Undskyld... Ja-mi-lah."
Hun kunne ikke lade være me at grine, og se lidt pinligberørt ud.
Hun var vist lidt mere forvirret end hun troede.

"Det gør ikke noget" Sagde hun og smilede glad. Det skete tit. Nogen gange kom hendes forældre også til at kalde hende Jamilla. Det samme gjorde hendes lærer.
"Det sker tit"

"Godt." grinede hun svagt, og smilede svagt.
Hun syntes at det var virkelig pinligt at hun havde sagt det forkert.
Hun måtte vel øve sig...

Jamilah kunne svagt mærke at Luna havde syntes det var pinligt. Smilede opmuntrende til hende. Så så nysgerrigt på hendes krykker. "Hvad skete der?" Spurgte hun forsigtigt. Måske kunne hun ikke lide at snakke om det.

Seras kom ind ad døren til cafeen, hun gik langsomt ned langs bordene og satte sig ved et af dem i hjørnet. hun fandt en lille sort silke pose frem ad lommen og begynder at finde nogle træstykke op som hun pillede ved.
efter et stykke tid kiggede Seras op og fik øje på pigen med krykker, hun overvejede hvad der kan være sket og var lige ved at gå derover da hun så en anden pige gå over til hendes bor. Seras blev ved med at holde øje med dem og konkludere at de ikke kendte hindanden. hun sad stille. så stille man skule tro hun var en del af bænken, det var blandt andet en af de ting hun var blevet god til efter al sin tid hvor hun har studeret mærkelige ting.

Luna spærrede svagt sine øjne op, og blinkede et par gange.
Det undrede hende at hun spurgte.
Det var der aldrig nogle som der gjorde.
"Jeg faldt. Faktisk ret langt."
Hun forbandede sin far, over ikke at have købt et nyt sikkerheds net.

Jamilah skævede til pigen, som lige var kommet ind af døren. Dog så hun hurtigt på Luna pga. af hendes reaktion. Måske skulle hun ikke have bragt det på bane alligevel?
"Hvor faldt du fra?" Hvis pigen havde kravlet op i en af de mange høje træer, så var det jo nærmest et mirakel.

Luna viste ikke rigtigt om hun skulle fortælle det til hende.
Hun ville alligevel ikke tro på hende.
Hvor mange var lige Cirkus-artister?
"Tja, jeg faldt fra en line."
Hun smilede svagt.

Seras rejste sig stille op efter at have hørt lidt af hvad de to piger snakkede om, og gik stille derhen mens hun overvejede om det nu var klogt eller om hun bare skulle gå væk før det var for sent. nej bestemte hun sig for. hun var lige kommet til byen og ville gerne lære nogen at kende og et eller andet sted skulle man jo starte. "hej, håber ikke jeg fortsyrer men jeg kunne ikke undgå at høre lidt af jeres samtale og ville høre lidt om hvad der enlig er sket, hvis jeg da må det"
Seras fortrød hurtigt hvad hun havde gjort og rødmede. hun smilte, smilte et falsk smil, hun var for pinlig berørt til at kunne lave et ordenligt smil. hun håbede på at pigen var venlig sindet over for hende, men hvem vidste??

"En line?" Gentog hun overrasket. Var pigen da..? "Er du cirkusartist eller sådan noget?" Spurgte hun, oprigtig nysgerrig. Hun rettede sit blik mod pigen, som stod ved deres bord. Smilede varmt til hende. "Bare sæt dig"

"Nej nej, sæt dig endelig." smilede hun til den ny ankomne.
"Luna," præsenterede hun sig for hende, og så tilbage på Jamilah for at svare.
"Min far har et Cirkus, men ved en af træningerne sprang min line og jeg faldt."
Det var faktisk dejligt at få det ud. Men hun var lidt bange for at de ikke troede hende.
"Og... Sikkerhedsnettet sprang også, fordi det var så slidt. Men jeg var aldrig faldet før..."

Seras var glad for at pigerne havde accepteret hende så hurtigt som hun nu engang gjorde og satte sig ned og kiggede over på pigerne, "mit navn er Seras" hun smilte og kigge på luna med øjne der lignede spørgsmålstegn intil hun var færdig med at snakke. "håber da ikke det gik alt for galt" Seras kigger op på dem begge to smiler igen. tænk at der endelig er nogen der vil snakke med hende.

"Jamilah" præsenterede hun sig og smilede til Seras. Så så forskrækket på Luna. "Røg du ikke på hospitalet med det samme?"

Luna trak på skuldrene, og hendes ansigt blev lidt udtryksløst igen.
"Jeg... Jo jeg gjorde, men benet var nærmest... der var for mange splinter i musklerne. Mit højre ben er næsten defekt."
Sådan var det, og hun havde næsten lært at leve med det.
Det var okay for hende.
Hun regnede ikke med at blive helbredt.
Det ville sikkert kun blive værre.

Seras kiggede forfærdet på Luna og blev hvid i hovedet. Seras tog sig selv i at kigge for længe på hendes ben og prøvede at skjule hendes ansigt blev rødt, det gik ikke så godt. Seras kiggede op på Jamila og spurte hvad hun gik rundt og lavede, for at lave en lidt bedrem stemning ved bordet. Seras kigge op på Luna med et vet ansigt og ønskede inderligt hun kunne gøre noget ved det der var sket.

Jamilah kunne mærke at Seras var blevet temmelig forfærdet. Derfor brugte hun sin evne til at gøre hende helt afslappet. Det var ikke ondt ment og hun ville sikkert ikke lægge ret meget mærke til det.
"Det gør mig virkelig ondt, Luna" Sagde hun oprigtig trist. Smilede lidt til Seras. "Jeg render mest rundt i reservatet og laver nogen gange lidt lektier" Sagde hun og trak på skulderne.

Seras bliver meget hurtigt afslappet og kigger over på Jamilah mens hun snakker. "reservatet? har i sådan et? spurte hun lidt usikker på om det nu også var et dumt spørgsmål hun havde stillet.
alt imens hun spurgte blev hun mere og mere bange for hvad der havde gjort hende så afslappet så hurtigt men blev enig med sig selv at det nok var fordi at jamilah virkede så rolig og venlig, og at luna ikke havde holdt noget hemligt for Seras ligesom mange andre havde gjort.