Solnedgang..

Dato: Irl
Årstid: Forår
Dag: Søndag
Vejr: Solen er ved at gå ned og det er en smule køligt
Sted: Lake Washington
Tid: Irl
Omgivelser: Ingen

Jamilah løb i ulveskikkelse ned mod Lake Washington. Hun havde brug for en kort pause fra kobblet. Nogen gange forstod hun virkelig ikke at Catya kunne klare at være Alfa. Selv kunne hun dårligt klare at være Omega! Hun brugte nærmest al sin tid på kobblet og ikke på skolen, som hun faktisk burde og det var hendes forældre ved at blive temmelig irriteret over. Hun fik næsten heller aldrig noget søvn. Det var ved at slide hende op.
Derfor var det dejligt med en lille pause og vejret var perfekt! Lake Washington var også tilpas langt væk fra det det hele, så hun vidste at hun ikke ville blive forstyrret. Det håbede hun i hvert fald ikke.
Hun stoppede op omkring 500 meter før søen og skiftede til menneskeskikkelse. Hun tog det tøj på, som hun havde haft bundet rundt om sin ankel. Et par knækorte, sorte bukser og en lang, blå top. Det kunne hun lige klare at have på.
Hun løb de sidste meter og stoppede ved kanten. Satte sig så ned og nød solnedgangen

Bænken var nedslidt og overtegnet med alverdens små hilsner til og fra personer, eller til den næste, som ville finde hvile mod den. Lukas sad på den, ganske afslappet, med en gammelt udseende bog i hånden. Han var som altid stilfuldt klædt, iført et mørkt jakkesæt, med en mørk skjorte, og et knaldblåt slips. Lidt bag ham stod en gammel bøg, og skyggede for solens sidste stråler. Brisen gled langsomt hen over hans smukke skikkelse, og fik hans perfekte lyse hår til at vifte svagt i vinden. Han sad koncentreret med blikket nede i bogen, men da brisen førte en ny duft med sig, kiggede han langsomt op. Lod hans grønne gyldne øjne spejde rundt omkring i omgivelserne, efter den hunvarulv som uden tvivl befandt sig i nærheden. Lukas klappede roligt bogen sammen, og lagde den på bænken, mens hans blik langsomt gled hen over varulvens pæne skikkelse. Hun var smuk. Et skævt smil formede sig på Lukas’ bløde læber, og hans glødende øjne rettede sig frem for sig igen. Det virkede uhøfligt på ham, at sidde og stirre. Forks havde åbenbart sine små hemmeligheder og overraskelser. Fascinerende.

Jamilah rynkede på næsen, da brisen førte duften af vampyr hen til sig. Det var ikke en almindelig vampyr, men en yderst stærk en. En alfa. Hun behøvede ikke at kigge længe efter vampyren, før hun fik øje på den. Eller ham. En velklædt, bleg ung mand med flotte grønne gyldne øjne. Og han sad og stirrede på hende. Ligesom hun stirrede på ham. Hun blev, som altid, overrasket over vampyrens perfekte udseende. De kunne sagtens blive modeller, ingen tvivl om det.
Hun misundte dem virkelig. Det måtte være dejligt at vide man var så smuk. De så altid selvsikre ud.
Smilede og rystede lidt på hovedet.

En lav klukken lyd, flød hen over hans perfekte bløde læber. Hvorfor smilede hun? Han mærkede efter. Hun var stærk rent mentalt, men også rent fysisk. Omega. Hun havde en speciel evne, men den virkede næsten harmløs på ham. Men sådan var alle evner jo på den rolige hanvampyr. Hans skjold var beskyttende og uigennemtrængelig. Lukas’ øjne glødede og han rejste sig sin kølige men venlige skikkelse op fra bænken, før han satte kursen mod hende. Han undrede sig. Hvorfor smilede den smukke skabning? Lukas lod skjoldet brede sig beskyttende hen over ham. Det lagde sig loyalt og stærkt over ham, som en beskyttende hinde, som ingen ville kunne trænge igennem. Med deres blotte evne naturligvis. Lukas nåede roligt hen imod hende, efter at have krydset den hvide bro, som forbandt de to brede til hinanden. ”Jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til dit smil. Hvorfor smiler du?” lød hans bløde, tiltrækkende stemme og han lagde nysgerrigt, samtidig fascineret, sit hoved på skrå.

Jamilah kunne sagtens høre hans klukken, selvom afstanden var så stor at et menneske ikke ville kunne have hørt det. Hun kunne ikke mærke hans følelser og det generede hende. Dog ikke så meget at hun viste det i sit ansigt. Han måtte have en eller anden evne, der gjorde ham immun over for hendes evne. Hun kunne dog ikke lade være med at beundre ham. På trods af hans smukke ydre, var han både stærk psykisk og fysisk. Ingen tvivl om det, han var jo en Alfa! Det ville være mærkeligt, hvis han ikke var det.
Undrede sig lidt over hvorfor han var på vej hen mod hende. Pga. hun ikke kunne læse hans følelser, kunne hun heller ikke vide hvorfor han var på vej hen mod hende. Derfor kunne hun ikke undgå at se overrasket ud, da han stilte sit spørgsmål. Hun havde været næsten overbevist, om at han ville begynde at angribe hende eller noget.
"Jeg tænkte bare på hvor smuk, i vampyre er og det misunder jeg virkelig" Svarede hun ham ærligt.

Lukas så overrasket ud, og han skar en let grimasse. Brisen gled hen over hans ansigt, og han slå en strålende latter op. ”Nå. Hvorfor det?” spurgte han derefter, uden at ligge skjul på sin forvirring. De stod omtrent 10 meter fra hinanden. Da Lukas havde nærmet sig hende, stod hendes aura og styrke klare for ham. Han kunne mærke noget. Lukas stod og stirrede fascineret på hende. Han var opslugt af hendes styrke og aura. Hun kunne pille ved noget. Læse noget i ham. Lukas skar en ganske svag grimasse, men man kunne sagtens se den, hvis man var noget ud over det naturlige. Noget usædvanligt. Lukas blev stående lige ved fodenden af broen, og han bliks blev varsomt. Mere fik han ikke ud af hans lille evne. Mere kunne han ikke opsnakke. Lukas var så opslugt af hendes specielle gave, at han ikke flyttede sit blik. Han stod der bare. Det eneste tegn på, at han stadig var levende, var brisen da den skyllede hen over ham.

Det fik hende til at tænke lidt. Hvorfor misundte hun egentlig vampyrenes skønhed? Efter at have vendt og drejet den tanke en million gange, vidste hun heller ikke helt om hendes svar var helt rigtig. Altså sådan hun havde det. "Måske fordi jeg ikke føler mig smuk, yndefuld eller noget" svarede hun igen ærligt og trak på skulderne.
Det var dejligt at kunne være ærlig. Selvom han var vampyr, var det yderst befriende. Når hun snakkede med mennesker, følte hun at hun hele tiden skulle lyve om hvem hun var og det hadede hun virkelig. Det eneste menneske der rigtig, kendte hele hemmeligheden var Benjamins kæreste. Men hun havde jo også selv gættet hvad de var. Så de havde haft lov til at fortælle det.
hun blev helt opslugt af hvor stille han kunne stå. Mon han overhovedet trak vejret? Det så ikke sådan ud. Hun smilte af hans grimasser. Mest fordi hun ikke anede hvad han følte, og derfor ikke rigtig vidste, hvordan hun ellers skulle reagere.

Lukas flyttede støtten fra det venstre ben, hen på det højre. Han slå en svag latter op, før han så ned i jorden. ”Du kan pille lidt ved folk, med din evne.. ikke sandt?” spurgte han, med sin hæse forførende stemme. Han havde skiftet emne fuldstændig bevidst, men det var blot for at vende tilbage til den ydre skønhed senere. Lukas var måske anderledes end de andre vampyrer, fordi han ikke angreb uden at have en reel grund. Han var fredelig, og rejste en del. Faktisk rejste han hele tiden. Han var blot vendt tilbage til Forks, for en ganske kort stund, for at løse en opgave. En opgave som ingen kendte til, udover Lestat, Melanie og ham selv. Muligvis også Kisha, Melanies smukke livvagt. Lukas rømmede sig svagt. ”Du kan ændre noget, ikke? Noget.. rimelig.. afgørende”, mumlede han, velvidende at hun sagtens ville kunne høre det. Lidt efter tog han et skridt hen imod hende, og hans fascinerende attitude gled hen over ham igen.

Jamilah blinkede lidt med øjnene, for at vende tilbage til den virkelig verden. Hun havde været optaget af at betragte ham, så hun havde næsten ikke hørt hans spørgsmål. Dog nåede hun lige at fange det. Nikkede. "Jo, det kan jeg" svarede hun og smilede lidt hemmelighedsfuldt. Ville ikke afsløre sin evne, hvis hun kunne undgå det. Selvom hun ikke kunne bruge sin evne på ham, ville hun gerne holde den hemmelig så længe hun kunne.
"Jeg ved nu ikke om det er afgørende eller noget" mumlede hun og trak på skulderne. Hendes evne var ikke særlig speciel. Nogen mennesker ville kunne gøre det samme som hende. Ret følsomme og karismatiske mennesker, i hvert fald.

Det kriblede i Lukas’ fingre, for at gå tættere på hende. Vende og dreje hende, som var hun et stykke legetøj, han skulle vurdere. Men han ville ikke vurdere hende. Blot udforske hendes evne og det at hun var anderledes end ham. Hun var en varulv. Hvor meget kunne disse væsner holde til? Hvad lavede de, når de ikke sloges? Kunne de slås indbyrdes? Lukas måtte tage sig gevaldigt sammen for, ikke at røre ved hende. Prikke til hende. Bare for at se, hvor meget der egentlig skulle til, før hun for alvor fik nok af ham. Angreb ham. Det gik op for ham, at han havde stirret på hende, og han sænkede forlegent blikket. ”Det kan være virkelig afgørende i nogle situationer”, mumlede han og hævede sit glødende blik, og betragtede hende med et mat smil. ”Med hensyn til skønhed. Så er du mindst ligeså smuk som jeg.. men du lugter lidt. Undskyld”, sagde han ærligt, og han trak let på skuldrene, og sendte hende et svagt skævt smil.

Jamilah rejste sig op. Ikke fordi hun var blevet vred eller noget, men for at føle sig på samme niveau som ham. Selvom han sikkert var en smule højere end hende. Gik et skridt hen mod ham. Jorden følte ikke kold, selvom hun havde bare fødder. Kunne slet ikke mærke kulden pga. af sin varme hud. Mon vampyren kunne mærke kulden? Eller var deres hud så kold, at de heller ikke kunne mærke både kulde eller varme.
Tog sig sammen, så hun kunne svare ham. Det var temmelig pinligt, bare at stå og stirre på ham. "Det kan være afgørende i mange situationer" fortalte hun. Måske gættede han det og måske ikke. Det betød ikke så meget.
"Tak, skal du have og forresten lugter du altså også, men hey - hvad kan vi gøre ved det?" sagde hun og lo lidt. En fin latter.

Lukas betragtede omgivelser, nærstuderede hver enkel en lille detalje. Forks havde ikke ændret sig det mindste. Træerne stod stadig hvor de plejede, dog var en enkelt busk revet op, og der var sat en lidt pænere end af slagsen. Lukas lod sine glødende øjne, lande på pigens igen. Så slå han en rolig og dejlig latter op, og han nikkede til hendes ord. ”Vi kan nok ikke gøre så meget”, gav han hende ret, med et sprødt smil om hans bløde læber. Lukas stak roligt hænderne i lommen, og vurderede afstanden imellem dem. Der var omtrent 10 meter. En perfekt afstand. ”Men du kan pille ved andre, ikke?” spurgte han så, stædigt, og med hovedet han lagde svagt på skrå, før han bed sig blidt i underlæben. "Du kan på en eller anden måde, gå ind i folks hjerner.. og ændre noget. Ikke?" spurgte han nysgerrigt, og hans øjne gløde af fascination. "Tænk, jeg vidste slet ikke varulve kunne have den slags evner. Hvordan fungere det?" spurgte han, og tog et skridt længere hen imod hende.

Jamilah blev stående, hvor hun var. Det ville ikke være så godt, hvis de røg i totterne på hinanden på en kortere afstand. Hun havde heller aldrig været oppe at slås, så hun ville sikkert tabe eller være nødt til at flygte. Mødte hans kønne øjne. Smilede af det han sagde og nikkede. Gav ham ret.
"Jo, det kan jeg" svarede hun stille og så kort ned i jorden. Brød sig ikke så meget om fokuset på sin evne. Den var så lille, at den ikke ville betøde noget. Den ville prale af ham, det vidste hun godt. Ellers ville hun kunne mærke hvad han følte lige nu. Kneb kort sine øjne en smule sammen, for at anstrenge sig lidt. Måske skulle hun prøve lidt mere, hvis hun ville læse ham. Dog gav hun ret hurtigt op. Det nyttede ikke.
"Det er også kun Alfa og Omega der har evner" mumlede hun og så lettere forvirret på ham. "Hvad mener du med fungere?"

Lukas slå en let latter op, og han fugtede langsomt sine bløde læber. Selvom han hverken behøvede at trække vejret, stille sig i andre positioner med kroppen, fugte sine læber eller rette på tøjet, gjorde han. Han havde lært igennem tiden, at se mere og mere menneskelig ud. Han rettede dernæst sine funklende øjne mod hende. Lukas kørte mere eller mindre en frustreret hånd igennem håret, og sukkede smilende. ”Du er ikke nem, det er du altså ikke”, mumlede han og rystede svagt på hovedet, for at bekræfte sine ord. Han stak derefter hænderne i lommen igen. ”Det samme med os. Har I mange alfaer og omegaer, med specielle evner?” spurgte han derefter, og sendte hende et forførende, næsten lokkende smil.

Jamilah smilede, da han begyndte at le. Hans latter var, selvfølgelig, smuk. Hun kunne ikke lade være med at bemærke, at han tit rettede på sit tøj eller stillede sig på forskellige måder. Hvorfor gjorde han mon det, når han slet ikke behøvedes? Hun kunne godt se, at de var vigtigt at se så menneskelig ud som muligt. Det var jo vigtigt at narre menneskerne, hvis man ville have noget at spise. "Undskyld, men jeg vil helst ikke afsløre min evne, hvis jeg kan slippe for det" sagde hun med et smil.
"Der er en afla og en omega i kobblet" fortalte hun og løftede et øjenbryn. Hvorfor mon han så sådan på hende? I hvert fald prallede det af på hende. hun kunne dog ikke lade være med at blive en smule berørt af det og så kort ned i jorden.

Lukas fugtede langsomt sine læber, ved den nyhed. Så trak han på skuldrene. ”Det ærgre mig, men det er dit valg”, sagde han så, efter nogle lange sekunders stilhed. Han smilede stadig, men fugtede så langsomt sine læber. ”Hvor mange.. grupper har I egentlig her i Forks?” spurgte han interesseret, og rynkede ganske svagt brynene, og lagde hovedet svagt på skrå. Lukas kunne dufte en underlig slags frugt. Havde hun lige spist frugt inden de mødtes? Eller var det hendes parfume? Duften var behagelig, men han kunne ikke helt bestemme sig.

Jamilah svarede ham ikke lige med det samme. Hun havde en lille diskution med sig selv. Skulle hun fortælle ham det? Hvad nu hvis han videre bragte informationerne til Volturien og de så kom og angreb dem? Det ville Catya bestemt ikke blive glad for og måske ville hun så smide hende ud af kobblet. Det ville gøre hende ulykkelig.
Alligevel valgte hun at fortælle det. "Kun en" Sagde hun kort og bed sig svagt i underlæben. Kunne ikke lade være med at være en smule nervøs. Begyndte derfor at knække fingre.

Lukas bed mærke i hendes nervøse fremtræden. Han kunne lugte det i luften, smage det på læber når han fugtede dem, og høre det på hendes hjerte. Det fik et lille snedigt smil frem på hans læber. ”Du ved godt, at du er ret nem at få informationer ud af, ikke?” spurgte han, halvdrillende, før han grinede lavt. Efter sin lille latterudbrød, vendte han sig dog sin smukke skikkelse mod hende igen. ”Men bare rolig. Det er ikke lige den form for videre information jeg skal videregive til Volturien. Jeg spørg bare fordi jeg er nysgerrig”, meddelte han derefter, oprigtigt, før han sendte hende et venligt smil. Lukas slå et lavt grin op. ”Lad mig give dig et råd. Fortæl ikke sådan nogle informationer videre, bare fordi du møder en smuk og venlig genganger. Hvad ville du have gjort hvis jeg havde angrebet dit kobbel sammen med resten af Volturien? Kom ikke og påstå, I er stærkere end os. Vi har toptrænede livvagter, og jeg ved ikke hvor mange fantastisk dygtige jægere” spurgte han, og sendte hende et svagt, undrende skævt smil. Lukas sukkede svagt og sendte hende derefter et sørgmodigt smil.

Jamiah sukkede lettet. Var glad for at han ikke ville fortælle Volturien det, hun havde fortalt ham. Det ville sikkert have kostet kobblet og mange mennesker deres liv. De var jo ikke ligefrem et stærkt kobbel, med de så mange nye ulve. De skulle først sættes ordenlig ind i tingene og så kunne de begynde at blive trænet. Volturien havde sikkert en million vagter, som de havde trænet i lige så mange år. De ville være i latterligt stort overtal. De kunne måske dræbe alle i kobblet, men ikke hvis de nåede at flygte. Så vidt hun vidste var varulvene hurtigere end vampyre.
"Jeg ved det. Jeg er desværre alt for venlig" mumlede hun og smilede skævt. Så ned i jorden igen. "Jeg ville nok have ofret mig selv, hvis det havde fået Volturien til at lade de andre være" sagde hun alvorligt og mente det virkelig. Hun ville gøre alt for kobblet.
"Desuden er kobblet ikke mit"

Lukas kunne ikke lade være med at grine lavt, og han sendte hende et svagt nik. ”Ja, det er du nok”, medgav han hende og hans blik glødede kortvarigt. ”Det er bedre end af at være et dumt svin. Tro mig”, sagde han derefter, drillende, og sendte hende et bredt smil. Dog uden at blotte sine tænder. Lukas kunne ikke lade være med, at se fascineret på hende, ved hendes næste ord. ”Ofre dig? For dine venner?” spurgte han, en anelse skeptisk. Havde de virkelig så stærke bånd imellem hinanden? "Hvems er det så?"

Jamilah grinede. Hellere være alt for venlig, end et dumt svin. Meget hellere. "Jeg tror dig gerne" sagde hun med et smil. Det var ikke så svært at forestille sig. Man måtte jo være utrolig ensom, hvis man bare var et dumt svin. Dog var venlige, lettere naive personer meget nemme og nare. Måske ville det være bedre at være en blanding? "Ja" mumlede hun og så alvorligt på ham. "Det gør jeg gerne" hun smilede skævt af, at han lød sådan lidt skeptisk. Deres bånd i kobblet var utrolig stærke. Dog var der en hun ville gøre hvad som helst for. Jason.
"Alfaens"

Et svagt klukken kunne høres fra hans mund. ”Ja. Jeg havde regnet ud det med, at alfaen ledede koblet. Men hvem er det?” spurgte han derefter, og sendte hende et glødende smil. Lukas stillede sig igen anderledes. Han lagde hovedet en anelse på skrå, og kneb øjnene svagt sammen. Som om han prøvede at løse en gåde. Han stak roligt hænderne i lommen, og fugtede langsomt sine læber. Lukas kunne ikke helt finde ud af, om han egentlig brød sig om hende eller ej. Hun havde ej forvoldt ham nogen skade, eller smidt en kæk bemærkning imod ham. Alligevel kunne en vampyr og en varulv ikke være venner. Selvom han ville få ufattelig meget nyttigt viden fra hende. Ikke omkring hendes elskede kobbel, men mere omkring det, at være anderledes som væsen. "Er koblet din familie?" spurgte han dernæst, og lagde svagt hovedet på skrå.

"Det vil jeg ikke fortælle dig" Sagde hun ærligt, og fik et øjeblik et rasende udtryk i sine øjne. Det forsvandt dog kort efter. Jamilah havde ikke lyst til at fortælle ham om Catya. Han ville sikkert fortælle det til Volturien, og de ville måske komme og dræbe hende. Det ville hun aldrig, kunne tilgive sig selv for. Hvis han vidste noget om impritning, ville hun højst sansynlig heller ikke fortælle ham om Jason.
"Biologiske?" spurgte hun lavt og løftede et øjenbryn. Lagde armene over kors. Hvorfor spurgte han dog om det?

Lukas kunne igen mærke hendes vrede. Det var lige før, han kunne smage det. Hører det på hendes ord. En lav latter gled over hans bløde læber, og han lukkede kortvarigt øjnene. Hun havde taget hans spørgsmål så personligt. Som om.. som om han ville dræbe hendes kobbel. Hendes venner. Lukas måtte tage sig sammen for, igen at se alvorligt og glødende på hende, men det lykkes ham ikke rigtig. Selvom han nok var den fredeligste vampyr i hele Volturien, gjorde hun ham en smule irriteret. Han måtte tage sig gevaldigt sammen, for ikke at blotte tænder af hende. ”Så det er ikke din familie”, konstaterede han derefter, og rynkede de pæne bryn. ”Så det er dine gode venner. Hvordan hænger jeres kobbel sammen? Har I mere end en alfa, eller har I en omega som klare ærterne, og så får alfaen æren?” spurgte han derefter, for at vende samtalen. Han ville helst forlade hende, med en passende mængde viden, og i alt fred og fordragelighed.

Jamilah kunne ikke helt styre sig. Hun blev godt nok stående, men hendes hænder rystede en smule. En høj knurren kom fra hende. Hvor vovede han at tro det var sådan? Var det måske sådan det var i Volturien? Vagterne og jægerne gjorde det hele, mens lederne fik æren for det hele.
"Hvorfor tror du det?" Spurgte hun og gjorde sit bedste for ikke at lyde alt for vred. Det ville være dumt at komme op at slås med denne vampyr, der var meget stærkere end hende. Hun var jo bare en Omega og han var Alfa!