Solnedgang..

Lukas’ smil forsvandt helt fra hans læber, og man kunne mærke, hvordan hans skjold nærmest slå gnister. Han vidste stadig ikke, hvilken form for evne hun havde fået tilegnet sig, men en ting var sikkert; hun ville ikke komme forbi det her skjold. Lukas besvarede ikke hendes spørgsmål til at starte med. Han betragtede hende blot, til hun var kølet ned. Så åbnede han sine perfekte læber, og hans rolige stemme skød hen over hans læber, som en brusende og behageligt vandfald. ”Det tror jeg heller ikke. Jeg spurgte. Hvordan hænger jeres kobbel så sammen? Jeg spørg ikke fordi, jeg skal videregive den slags information. Vi kan alligevel ikke bruge det til en skid. Jeg spørg fordi jeg altid har fundet varulve fascinerende. I dræbte engang en meget rutineret vampyr. Malene hed hun. Det var helt utroligt, så stærkt I kunne løbe. Jeg spørg fordi jeres historie interessere mig”, sagde han, oprigtigt, men i et bestemt og myndigt tonefald.

Jamilah kunne ikke lade være med at gyse en smule af hans myndige tonefald. Det mindede hende om hendes forældre, studievejlederen eller rektoren på hendes skole. Skar kort en grimasse og smilede for sig selv.
"Alfaen leder os, Omegaen er næstkommanderende, hvis man kan sige det sådan og så er der de almindelige ulve" Forklarede hun. Kun kort. Det kunne godt være, at han bare syntes de var interessante, men hun ville ikke fortælle alt for meget. Den Malene han nævnte. Hun mindedes ikke at have dræbt nogen. Måske havde det været Catya eller det sidste kobbel, for mange år siden.
"Hvor længe siden er det, hende.. Malene blev dræbt?"

Lukas nikkede og så ud til at være tilfreds. Han rømmede sig, skønt han ikke behøvede det, men det var endnu en måde på, at falde i mængden sammen med mennesker. Han vendte sine grønne glødende øjne mod hende, og han nikkede derefter igen. "Og det var bare det jeg ville vide. Tak", sagde han høfligt, og sendte hende et kortvarigt, men charmerende smil. Lidt efter lod hans blikket glide rundt, og skjoldet afttog sig stille. Dog ikke så meget, at hun ville kunne trænge igennem det. Lukas lod derefter sit glødende blik fange hendes. "For godt og vel 50 år siden. Vi var gode venner. Men hun lagde lidt selv op til det, må man sige", sagde han så og klukkede lavt.

Jamilah nikkede kort, og prøvede forsigtigt om hun kunne mærke hans følelser. Det var ligesom at famle i blinde. Han måtte have en slags skjold, ellers ville hun helt sikkert kunne mærke hans følelser. Det gjorde hende frustreret, når hun var vant til at vide præcis hvad folk følte. For hende var det næsten, som at være blind eller noget i den retning.
"50 år siden?" Gentog hun en smule overrasket og det kunne ses. Var det virkelig så længe siden, at der havde været et kobbel? Åbenbart. Det var i hvert fald ikke deres kobbel der havde dræbt nogen vampyre. Så ville hun have vidst det. Medmindre Catya ikke havde sagt noget.
"Så var det nok ikke dette kobbel, der slog sin ven ihjel" mumlede hun og så ned i jorden.

Lukas slå et lavt grin op, og han trådte et skridt tilbage. Hans hoved blev lagt en anelse på skrå, og hans smil blev en smule bredere. ”Jeg er heller ikke ude efter, at vide hvem og hvorfor de dræbte hende. Hun lagde vel selv op til det? Jeg er skam ligeglad”, mumlede han, ærligt, før han skar en let grimasse og betragtede hende med de smukke gyldne øjne. Lukas rynkede ganske svagt panden. Hun prøvede noget, men hvad? Et lille snedigt smil gled over hans læber, men han skjulte det godt. Hans skjold trillede vagtsomt tilbage over ham, og han stirrede nu på hendes ansigtsudtryk. Hvis hun nu opdagede, at hun havde fri afgang, kunne det været en adgang til, at han måske kunne få mere at vide omkring det. Spændende. Spændingen, undrende og fascinerende følelser gled over ham. Han var overrasket, rolig, gavmild og glad. Lukas smilede en smule bredere. Han kunne ikke holde masken. Hendes aura og videnskaben bag den, var spændende. Virkelig spændende. Lukas kunne som regel aldrig forklare, hvorfor væsners aura var så fascinerende på ham, men det var de åbenbart bare?

//Undskyld det kedelige svar..

Jamilah kunne ikke lade være med at se en smule mistænktsom på ham. Hvis hun havde været hans vens, hvorfor var han så ligeglad med det? Måske var han bare ikke så gode venner med hende. Det var ikke sikkert at vampyre, havde tonsvis af venner, selvom det ikke ville undre hende. De var jo perfekte og hvem ville ikke gerne være venner med dem? Varulve selvflgelig, men ellers.
Hun så ret så overrasket ud, da hun begyndte at kunne mærke hans følelser. Ikke noget som man ville kunne mærke. Det var blot noget hun kunne. Det var kun når hun ændrede dem, man ville mærke det. Han følte åbenbart både spændning, undren og fascination. Han følte utrolig meget andet også. Det var rimelig svært og finde ud af. Det gjorde hende svimmel og hun tog sig kort til hovedet.

//Mit er heller ikke for spændende ^^

Lukas lyste op i et kæmpe smil, uden blottede tænder, da overraskelsen gled hen over hende. Han anstrengte sig til det yderste, og omridset af hendes evne, blottede sig kortvarigt for ham. I løbet af de få sekunder, hvor han blot koncentrerede sig om hendes evne, var han gået yderligere to skridt nærmere mod hende. Bølgerne som vibrerede om hende, var næsten uimodståelige for den smukke hanvampyr, men han holdte sig i skindet. Der var ingen, der kunne fortælle Lukas hvorfor han fandt andres evne så fascinerende. Hvorfor, han gled ind i en dyb trance, når han undersøgte folks evne. Lukas blinkede kortvarigt med øjnene, og lagde ganske svagt hovedet på skrå. "Interessant. Du kan føle andres evne.. Manipulere med dem", mumlede han overrasket. Lukas lod straks efter skjoldet glide hen over ham, som en beskyttende hinde. En tynd men ubrydelig hinde. Trancen var straks hørt op, efter skjoldet havde lagt sig over ham.

Jamilah så først en smule forfærdet ud og trådte et skridt tilbage. Hvordan kunne han dog vide det, når hun slet ikke havde brugt sin evne på ham? Eller havde hun? Hun kunne ikke helt afgøre det. Alle hans følelser havde, forvirret hende og gjort hende svimmel. Hvordan kunne man dog rumme så mange følelser, uden at være dårlig eller noget.
Da hun ikke længere kunne, føle hans følelser blev hun endnu mere forvirret. Masserede kort sine tindninger før hun så op på ham. Et kort øjeblik blottede hun vredt sine tænder og hvæsede af ham. Da det gik op for hende, hvad hun lavede, stoppede hun straks. "Undskyld" mumlede hun og lagde straks mærke til overraskelsen i hans stemme.
"Hvordan kan det være min evne ikke virker på dig og at du fandt ud af den?" Spurgte hun og bed sig i underlæben.

Lukas rømmede sig forlegent, før han langsomt lod tungen fugte hans læber. "Jeg ved ikke helt hvordan man forklare det. Det er sådan med alfa-vampyrer at de besidder to evner. Den ene mere færdigudviklet end den anden. I mit tilfælde er det hverken en dødbringende smerte, eller en form for gift jeg spreder i den pågældende væsens eller menneskes krop, men jeg har et slags skjold. Derudover kan jeg fornemme, gætte mig frem til, hvad du besidder af evne. Jeg vidste du kunne pille ved folk, manipulere med dem, og så fjernede jeg blot skjoldet, for at se om du ville prøve at trænge igennem. Det gjorde du. Og sådan fandt jeg ud af det", forklarede han langsomt, og sendte hende derefter et undskyldende smil. "Beklager. Men det er spændende, og jeg er nysgerrig af natur", undskyldte han derefter og grinede kortvarigt.

Jamilah så om muligt endnu mere forvirret ud. Det var ikke så meget det med Alfa-vampyrene eller hans evner, men det at han sagde hun havde prøvet at trænge igennem. Havde hun virkelig forsøgt at manipulere hans følelser? Hun var ret overbevist om at det havde hun ikke. Det ville hun ikke turde, da hun jo ikke vidste hvordan vampyre reagerede på det.
"Men.." mumlede hun og fortsatte. "Jeg prøvede ikke at ændre dine følelser.. Jeg skal slet ikke gøre noget, som helst for at mærke følelser"