Vind i Tårnet.

Tid:: Aften.
Vejr:: Smukt.
Sted:: Helt oppe i toppen.
Omgivelser:: Et par mennesker nede på gaden.
Årstid:: Forår.
Påklædning:: Sin sorte kjole (Burde snart finde et billede X3)
___

Kisha sad med dinglende fødder, ud over kanten på tårnet. Hun var ikke den mindste smule bange for at falde ned, for selvom hun gjorde, ville hun ikke tage skade. Hun var verdens andetsmukkeste væsen, selvfølgelig lige efter de højeste. Men hun var en vampyr, og det gav udslaget. Hun var et af verdens stærkeste, farligste rovdyr. Et svagt smil spillede over hendes læber, imens vinden piskede i hendes smukke, røde hår. Hun så ned på menneskerne, og så dem kun som mad. Hvad var de ellers. De var ikke engang rivaler...

Elizabeth kom gående nede på gaden, blandt menneskene. Hun kiggede søgende rundt.
Der måtte da være nogen fra Volturri klanen, her et sted.
Duften fra alle menneskerne gjorde hende næsten helt svimmel. Der var så mange flere end hvad hun faktisk var vant til. Hun kiggede igen rundt, og hendes kontaktlinser gjorde hendes øjne helt grå - selvom de var blodrøde.
Vinden tog fat i hendes hår, og legede stille med det. Elizabeth sukkede.

Kishas ufejlbarlige øjne opdagede noget velkendt nede blandt maden, og det var ikke et menneske. Der var ingen tvivl om at det var en vampyr. Kisha smilede svagt. Hun lagde hovedet svagt på skrå, og tænkte på hvordan hun skulle komme i kontakt med hun-vampyren. Hun slap ubesværet tårnet, og landede elegant nedenunder i skyggen, helt uset. Bevægelsen havde været så hurtig at ingen af menneskerne alligevel ville have set hende. Hun løftede svagt sin hånd som en hilsen til hun-vampyren.

Elizabeth opfangede en bevægelse i øjenkrogen. Hun vendte sig, og så en kvinde. Hun stod i skyggen og havde vinket til hende.
Elizabeth var ikke lang tid om at se, at det var en artsfælle, så hun begyndte faktisk at smile. Elizabeth vinkede tilbage og gik med menneskefart over til artsfællen, for ikke at vække noget opsyn.
ELizabeth genkendte den søde duft der hang ved vampyre, og hun var glad for at hun nu ville skifte bekendtskab med en anden vampyr. Noget, hun virkelig havde savnet.
Elizabeth nåede over i skyggen og kiggede på vampyren. Hun var lige så bleg som hende selv.

"Velkommen til Volterra." hilste hun, dog varmere end hun plejede. Men alligevel var hendes smil en anelse køligt. Hun havde ikke set hende her før, så ... hun var vel kommet for ikke så lang tid siden. Kishas nysgerrige natur gav hende ikke lov til at tænke på andet, end hvorfor hun var kommet til Italien. Hun virkede ikke som en som ville.. tja, bede dem om at ødelægge sig selv.

"Tusind tak." smilte Elizabeth, venligt.
Elizabeth var lige flytett til Volterra, men havde boet i Italien, helt siden hun var lille. Nu havde hun såmænd bare fået sit eget.
Elizabeth rakte hånden frem. "Elizabeth." sagde hun, med en elegant stemme.
Det var ikke første gang Elizabeth havde set en vampyr i Italien. Det vrimlede jo næsten med dem.

Kisha sendte hende et lidt større smil, og strøg sin hånd igennem det ildrøde hår. "Kisha," præsenterede hun sig. Hun stod helt stille, trak ikke vejret eller noget. Hun var jo ikke vant til at være sammen med mennesker, for hun var en Volturi. Hvorfor i alverden skulle hun være sammen med mennesker, når hun kunne være sammen med sine egne. "Hvad laver du så her i Volterra?" spurgte hun, med sin vindklokke-stemme.

// jeg er ikke menneske, bare så du ved det ^^ jeg er vampyr, men er bare ikke kommet ind i gruppen endnu.

"Godt at møde dig, Kisha." svarede Elizabeth og lo. Hun betragtede Kisha; hun var så smuk i forhold til hende selv. Det gyldne hår ... det var jo helt vildt. Gad vide hvor lang tid Kisha havde været vampyr?

// Det ved jeg godt - jeg mente bare generalt mennesker X3

"I lige måde Elizabeth." grinede hun, og smilede lidt bredere. Hendes altseende øjne betragtede Elizabeth. Hun kunne se at hun kikkede lidt, men det var hun vant til, hun var jo ikke nogle helt normal vampyr. "Jeg er en Volturi. Godt nok kun en livvagt..."

// hehe, okay ... undskyld xD angående de der evner du har, kan jeg bare vælge mig nogle?? det giver mig vel en større chance hos Volturrierne? selvom hun er stærk nok i sig selv?

Elizabeth stoppede med at stirre. Hun kunne godt selv se, at der var noget specielt ved Kisha.
Da hun hørte Volurrierne blive nævnt, var hun straks vaks.
"Jeg er på vej op til din 'leder'" lo hun og rettede lidt på sit hår. Elizabeth lagde hovedet lidt på skrå.

// Hvis jeg var dig - ikke ment på en ond måde - så ville jeg vælge den efter at du blev valgt til Volturi. For almindelige vampyrer må ikke have evner. Men du kan jo godt, for du er jo allerede i gang med at ansøge...

Kisha smilede venligt, og betragtede hendes reaktion. Kisha var en opsavatør - og i sjældne tilfælde, en dræber. Men så satte hun et let bekymret ansigt op. "Melanie, Aro og Lestat er nådesløse, så ved du det." Hun sendte hende endnu et smil. Eller, det var de når man ikke kendte dem så godt som Kisha gjorde.

// hvordan kan du så have evner??

"Jeg har hørt om dem." svarede Elizabeth ærligt. De italienske overhoveder.
"Hvofor er du blot livvagt?" endnu engang, lagde Elizabeth hovedet lidt på skrå.

// Fordi jeg er livvagt ^^

"Fordi man ikke lige bliver Leder, eller Medlem. Jeg kan godt lide at hjælpe folk, og jeg... Tja, jeg tjente bedst sådan."
Det var svært for hende at forklare hvordan, men hun havde det meget godt som livvagt, og hun elskede Melanie, Aro og Lestat.

// kan jeg så ikke vælge en evne?? så kan jeg jo også blive livvagt, selvom jeg helst ville være medlem !

"Hvordan bliver man medlem?" spurgte Elizabeth uden bekymring. Hun kiggede spørgende på Kisha og ventede på svar.
Imens, skyllede der en duft af menneskeblod ind over hende. Hun blinkede et par gange med øjnene, og slappede igen af.

// Det kunne være hyggeligt ^^ Så kunne du være livvagt for ham den anden X3

"Man skal snakke med de højeste. Og de skal sætte en i en prøve. Og den er hård. Især med Melanie, for hun elsker at sætte folk på prøver, også at pine dem." Hun sendte hende et lettere bekymret blik. Et par af hendes muskler blev automatisk spændt, for hvis Elizabeth angreb et menneske på åben gade, så måtte hun stoppe hende. Det var en af hendes pligter.

Elizabeth kiggede på Kisha, da Kisha så hendes tørst.
"Bare rolig - jeg angriber ikke på åben gade." hun lo en smuk latter.
"En prøve ... det lyder ellers spændende." og pludselig blev det hele som en leg for hende.

"Tja, der er jo aldrig nogle andre som er slippet for den før, så..." Hun smilede stort til hende, og var glad for at hun ikke blev nød til at skade hende hvis hun gik agurk.

"Hvem af dem er du så livvagt for?" spurgte Elizabeth og undgik hendes kommentar. Hun ville selv kæmpe hvis det var det, alt dette krævede. Hun gjorde som hun ville - og sådan var det. Der var ingen der kunne bestemme over Elizabeth. Ikke engang Volturrierne.

"Melanie. Den uden tvivl stærkeste af dem. Stærkere end Aro." Hun var ikke et sekundt i tvivl om at Melanie var den ubetingede stærkeste. Hun havde også den farligste personlighed.

"Melanie." sagde hun. "Er der en dame blandt Volturrien?" Elizabeth blev forbavset. Hun havde godt hørt om Aro og Lestat, men ...

"Ja. Hun er den mest berygtede, men ingen kender hende alligevel. Aro har skjult hende i en halv menneske-livtid." sagde hun med et smil. Hun var utrolig stolt af at hende hende.

"Du forklarer om hende, som om hun var en gudinde." konstaterede Elizabeth og lo. "Hvad med at kontrollere lidt over dit eget liv?"

Kisha lo sammen med hende. Elizabeth havde ret. Hun fik kvalme af sig selv. "Det er fordi vi har været sammen så lang tid, og vi har et lidt mærkeligt bånd."

"Det har aldrig været mig - det med bånd. Jeg har det med at bestemmer over mig selv." hun smilte til Kisha. Hun virkede ret flink men samtidig ret hardcore, hvis man tænkte på at hun var under Melanie.

"Det er jeg slet ikke i tvivl om." kluklo hun, med sin vindklokke-latter. Der var ingen tvivl om at den stærkeste i Elizabeths tanker - var hende selv. Hun stolede kun på sig selv - sådan virkede hun.